Sort og hvidt

Hvorfor tror højrefløjstilhængerne, at man er pro-muslim, når man kritiserer den danske behandling af indvandrere? Hvorfor tror højrefløjstilhængerne, at man støtter terrorister, når man forklarer og perspektiver terroristernes handlinger? Generelt: Hvorfor tror de, at enhver kritik af dem nødvendigvis er en støtte af deres modstandere?

Svaret er simpelt nok: Hvis vi kritiserer det, de tror på, har vi erklæret os uenige med dem. Så støtter vi dem ikke, og hvis ikke vi støtter dem, må det jo være fordi vi er imod dem. At vi samtidig er uenige med deres modstandere betyder intet; i deres verden er man allieret med Fjenden, hvis ikke man er en ven.

Så på den ene side er svaret altså simpelt. Og på den anden side undrer jeg mig alligevel altid over, hvorfor. Der må stikke noget under, som ligger dybere end denne simple forklaring. Svaret på spørgsmålet leder til endnu et "hvorfor?".

Jeg tror, at årsagen skal søges i, at de er børn af den konservative, dualistiske tradition. I den dualistiske verden kæmper godt mod ondt. Sjæl kæmper mod krop. Moral mod umoral. Rent mod urent. Gud mod Satan. Alt er i sidste instans sort og hvidt. Hvis noget ligner en gråtone, er det fordi det er en blanding af rent sort og rent hvidt. Hvis ikke man er for, må man nødvendigvis være imod. If you're not with us, then you're against us.

Jeg tror ikke, at de ser en reel, fysisk fjende ud fra nogen rationel overvejelse. De vedligeholder i stedet en årtusind gammel dybtfølt frygt for "det onde". Som enhver lægmand ved de, at det onde skyldes Den Onde, som derfor altid må være til stede. Det er en fjende, som man ikke kender, mens om man alligevel føler tæt inde på livet. Fjenden truer det, man kender, og som man tror er godt. Fjenden ser anderledes ud. Fjenden har andre værdier end en selv, for ens egne værdier er jo gode. Fjenden må være jøderne! Eller Islam! Fjenden er enhver, der ikke har ens kerneværdier. De er alle den samme ene ting, og kan kendes på Djævelens mørke, som er anderledeshed. Det er uenighed med ens værdier, ja selv accept af anderledeshed er Djævelens mørke.

Og Djævelen er tydeligvis blandt os. Samfundet er af lave; kvinderne står ikke længere ved kødgryderne, og børnene lystrer ikke. Uskyldige mennesker berøves på gaderne, kvinder bliver voldtaget i de mørke gyder. Økonomien strammer, og du er ikke tilfreds med sit liv. "The stranger danger" udpeges som den syndebuk, der er årsag til de problemer, vi ellers ville være nødt til at erkende, at vi selv er skyld i. Det må være den farlige fremmede, der er årsagen. Hvis blot den farlige fremmede fjernes, vil Solen vende tilbage. Wir wollen jetzt ein Platz an der Sonne. Alle, der ønsker skyggen, er Djævelens håndlangere. Brændes på bålet skal de, der vover at trodse ordet om lyset!

Så dybt tror jeg, at deres ønske om at sætte såvel kritikere som mål i én bås stikker.