Hvordan kan man aktivt fordumme mennesker i samfund, der ellers opfattes som veluddannede?
Enten/eller kontroverserKontroverser sætter tåben og den vise lige - og tåben ved det.
Tåber kommer til magten, når kontroverser får lov til at opstå på baggrund af falske opdelinger. Dette sker, når problematikker med mange valgmuligheder bliver reduceret til "enten/eller"-spørgsmål. For eksempel:
"Hvad skal vi gøre med den onde diktator X?" (multiple valg)
"Det er enten militær intervention eller intet." (enten/eller)
Når emner med mange facetter reduceres til binære (enten/eller, ja/nej, rigtigt/forkert, osv.) kontroverser, stimulerer det territoriale ("os" vs. "dem") instinkter og følelsen af at identificere sig med den ene "side". Når det sker, begynder folk at se fordummede ud.
Meta-territorialMange mennesker er så oplærte til at se problematikker i territoriale (binære) områder, at de opfatter enhver anden indgangsvinkel som en trussel. En pluralistisk indgang til internationale problemer opfattes således som "bløde" eller "eftergivende" (dvs. "dårlige" træk, som støtter den "onde" side). Enhver kritik af en fundamentalists "godt vs. ondt"-dogmatik vil af fundamentalisten opfattes som Djævelens værk.
Dødt abstraktionsniveauVi kan ikke kommunikere effektivt uden en vis mængde abstraktion og generalisering. En vis form for generalisering, som kan kaldes "dødt absktraktionsniveau" kan dog have en fordummende effekt. Dette sker, når man hænger fast på et bestemt abstraktionsniveau. Følgende eksempel illustrerer det:
"institutionaliseret mediekorruption betyder, at der overdrages magt til at manipulere offentligheden efter vilkårlige kyniske mål. Dette er hemmeligheden bag elitens kontrol i et tilsyneladende 'demokratisk' samfund."
Denne sætning indeholder ikke andet end abstraktioner på højt niveau, og kan koges ned til: "Mediekorruption bruges i hemmelighed til at kontrollere offentligheden". Ord som "elite", "magt", osv. bidrager ikke med noget specifikt. Fordummelse optræder, når mennesker læser andet i sætningen end abstraktioner på højt niveau. (Bemærk, at sådanne udtalelser ofte er skrevet på en måde, så de ser specifikke eller faktuelle ud.)
I den anden ende af abstraktionsspektret finder vi simple rapporter af sensoriske opfattelser, som er på et meget lavt abstraktionsniveau:
"Hun sagde, jeg skulle passe mig selv. Jeg sagde, at det kunne hun selv gøre. Hun sagde, at jeg i det mindste var ærlig. Jeg sagde: 'Kalder du mig en løgner, din bitch..."
Der skal et lidt højere abstraktionsniveau end det ovenstående til, før man konkluderer: "Vi udvekslede fornærmelser og kom ikke nogen vegne. Det var spild af tid."
Det hjælper mod fordummelse, hvis man altid sørger for at blande høje og lave absktraktionsniveauer.
Politik og reklamePolitikere bruger "højt" dødt abstraktionsniveau for at undgå specifik kritik, og for at undertrykke efterprøvende spørgsmål. For eksempel:
"Jeg vil ikke undskylde vor hårde kurs i kampen for at beskytte vor vestlige livsstil fra de, der vil true den." (Ordene "hårde", "kurs" og "kampen" lyder ikke abstrakte, men i praksis har de ingen specifik betydning i den givne kontekst.)
Reklamer bruger dødt abstraktionsniveau til kun at associere kvaliteter til mærkevarer (f.eks. "El Vital - fordi dit hår fortjener det"). Mærkevaren henleder til abstrakte kvaliteter, og reklamerne bidrager ofte ikke med faktuelle eller specifikke detaljer om produktet, der sælges. Oplev f.eks. "Coke: the real thing", ikke mineralvand med sukker og kemikalier. ("The real thing" lyder bestemt ikke abstrakt; forvent ikke, at høje absktraktioner altid lyder abstrakte.)
Ubrugelige definitionerPersonen, der brugte ordet "elite" ovenfor ville måske mene, at en hurtig definition af "elite" ville gøre meningen mere klar. Men definitioner gælder for absktraktionsniveauer, der er mindst lige så høje som de ord, de definerer. En ordbog vil således forklare, at en "hund" er et "firbenet, kødædende pattedyr".
Definitioner hjælper således ikke til at klarlægge høje abstraktionsniveauer. Hvis man mistænker nogen for at fordumme en med ord, så bed om specifikke eksempler, navne, datoer, rapporter om målinger, testbare fakta - alt sammen abstraktioner på lavere niveau. Herefter kan det give mening at bede om definitioner for at se, om de specifikke detaljer pr. definition passer til abstraktionerne.
Cirkulære argumenterEt højt, dødt abstraktionsniveau bruger ofte cirkulær logik, f.eks.:
"Selv om Politiken giver indtryk af at støtte sandheden, undertrykker det i virkeligheden sandheden, fordi avisen dybest set er en del af et apparat, der har til formål at undertrykke sandheden".
Det cirkulære argument bidrager ikke med andet end selvbekræftende absktrationer: "X undertrykker sandheden, fordi X er en del af Y, der undertrykker sandheden". Vi ved ikke, om X er en del af Y, bortset fra: "øh... fordi X undertrykker sandheden".
Associationer og svage udledningerUdtrykket "konspirationsteori" siger ikke "tåbeteori". Det giver blot associationer om "tåber" hos dem, der udleder, at det kun er tåber, der laver konspirationsteorier.
Da George W. Bush således spekulerede i et hemmeligt plot mellem Osama Bin Laden og Saddam Hussein, ville nogle nok kalde det en konspirationsteori. Men eftersom medierne forsikrer os om, at Bush ikke er nogen tåbe (han er jo trods alt præsident), så kan vi udlede, at Osama Bin Laden og Saddam Hussein ikke indgik en konspiration. Det var kun et "plot mod den vestlige verden", og det er jo langt fra en lige så vanvittig påstand, forstås det.
Man kan altså komme langt med associationer, udledninger og cirkulære argumenter. Man kan lave lange avisartikler og bøger, når udledningerne kædes sammen. Hvis man samtidig bruger døde abstraktionsniveauer, er der ingen, der kan komme efter en med testbare fakta - fordi man jo befinder sig på et niveau over blot fakta. Det er ikke noget, du tror; det er noget, du ved.
Da Anders Fogh Rasmussen udtalte, at Muhammed-sagen skilte fårene fra bukkene, benyttede han sig af flere af fordummelsesteoriens virkemidler: "Får" og "bukke" var et uforståeligt abstraktionsniveau med skjulte udledninger, de delte mulighederne op i en binær tilstand af for/imod, og argumentet for, hvornår man er den ene eller den anden slags, vil være cirkulært.
"Men eftersom medierne forsikrer os om, at Bush ikke er nogen tåbe"
Eh, hvilke danske medier forsikrer os om det? De medier jeg læser siger alle mere eller mindre direkte at han er en tåbe. Og det er ikke ligefrem som OBL-Saddam forbindelsen ikke er blevet kritisk behandlet i danske medier.
Det er vist de færreste medier, der omtaler ham som en nutcase på samme måde, som en ukendt og tilfældig person ville blive det, hvis vedkommende postulerede konspirationsteorier.
Når Bush fremsætter sådanne vanvittigheder, bliver de måske kommenteret som urealistiske, og visse medier påpeger, at Bush måske ikke er egnet til sit embede, men det er de færreste, der omtaler ham som en hvilken som helst anden crackpot. Det er denne form for adskillelse mellem Bush og crackpots, der får form af en forsikring om, at han ikke er sådan en crackpot.
Det ville vel heller ikke give mening at omtale ham som "en hvilken som helst crackpot" al den stund at han blevet valgt som præsident 2 gange (plus-minus).
Men jeg er heller ikke enig i at der skulle være tåbeassociationer i ordet "konspirationsteori". Ordet dækker vel bare over den nøgterne konstatering at HVIS teorien er sand så forudsætter det konspiration. En teori om en konspiration = en konspirationsteori. Desuden synes jeg politikkens dækning af 911 konspirationen viser at medierne elsker konspirationsteorier. Og hvorfor ikke? Det er jo altid en god historie at påstå at alt hvad man gik og troede på var sandt, er forkert. Et argument for ovenstående er at politikken drager konklusionen "Amerikanerne tvivler på 11. september-forklaring" på baggrund af resultatet af internetpoll. Endda en der udtrykkeligt siger at det ikke er en videnskabelig undersøgelse. Men det er jo ligegyldigt for journalisten idet historien er endnu bedre, hvis man giver folk indtryk af at der mange der tror på den. Og Charlie Sheen jo kun citeret i artiklen - ikke omtalt som nutcase.
Du har vist misforstået, hvad en konspirationsteori er for noget. Se Wikipedia om konspirationsteorier, der bestemt ikke bare er "teorier" om konspirationer, men som har ganske specielle kendetegn, der gør det oplagt - og efter min mening anbefalelsesværdigt - at sætte lighedstegn mellem tåbeteori og konspirationsteori. Derfor vil det nødvendigvis blive portrætteret anderledes end en konspirationsteori (og den underforståede betydning af tåbeteori), hvis tåben hedder Bush.