Modspil har et link til en interessant illusion, hvor man får fornemmelsen af at standse tiden.
Jeg kan ganske rigtigt observere, at sekundviseren stopper i en rum tid, og at den derefter fortsætter fra det sted, som den stoppede, uden at springe frem. Men undervejs observerer jeg også andre fænomener.
1. Selv om jeg ser sekundviseren blive stående uden at bevæge sig, ser jeg også samtidig sekundviseren bevæge sig fremad i normalt tempo. Min hukommelse og min observation er i konflikt, og jeg oplever begge fænomener på én gang. Jeg ser sekundviseren blive fastholdt, og bliver ikke bevidst om, at den reelt flytter sig. Men mine øjne observerer alligevel, at den flytter sig, og umiddelbart før denne observation bliver filtreret væk i min bevidsthed, når jeg at blive opmærksom på det. Selv om jeg ser, at sekundviseren flytter sig, registrerer jeg det ikke som "relevant" information.
2. Når jeg "vågner op" igen, og sekundviseren bevæger sig normalt, fortsætter den ganske rigtigt fra det sted, hvor jeg så den gå i stå. Men umiddelbart før opstår der en kort korrektion i min bevidsthed, der varer lige netop så lang tid, at jeg bliver opmærksom på, at der sker noget ureglementeret. Det er i dette øjeblik, at jeg oplever, at jeg glemmer, hvor viseren reelt var nået til, og hvor jeg indstiller mig på, at den vil dukke op det sted, hvor jeg nu ser den. I praksis oplever jeg således at blive svagt opmærksom på, at min hukommelse bliver "rettet", så jeg "husker", at viseren var nået til det punkt, hvorfra jeg nu ser den fortsætte.
Leave a comment