Jeg er træt af at høre, at demokratiet er en del af den kristne arv. Man skal være usædvanlig uvidende eller religiøs (hvilket i parentes bemærket korrelerer ret godt) for at påstå sådan noget.
Ingen kristne lande er blevet demokratiske før for få århundreder siden. Indtil da var de fleste af dem kongedømmer, hvor konge og kirke var meget gode til at arbejde sammen. Kongen var jo indsat af Guds nåde, husker vi jo nok.
Forsøg på semi-demokratiske kongedømmer blev hurtigt nedkæmpet med henvisning til, at de var kætterske. Den danske kristendoms Martin Luther havde en klar holdning til den slags: Under bondeoprøret mod enevælden skulle bønderne slås ned som gale hunde, fordi de forbrød sig mod den gudsgivne magt.
Kirken har først for meget nyligt talt folkets sag, og vi skal ikke langt tilbage, før kirkens ord forbød folkets magt. Under den franske revolution var det konge og kirke, der mistede knoppen - folket vidste godt, hvem deres modstandere var.
Og hvis nogen skulle hævde, at disse eksempler måske ikke er samtidige, så lad os da se på den oprindelige samtids demokrati. Det fandtes i et ikke-kristent, polyteistisk samfund længe før nogen havde tænkt på Jesus.
Bevares, det er længe siden omend for demokratiets vedkommende samtidigt, så lad os tage et par hurtige eksempler på nyere kristne stater, hvor demokratiet jo således må være garanteret.
I Afrika findes der interessante forsøg, hvor en hærleder har insisteret på indførelsen af de 10 bud som lovgivning, og hvis børnesoldater maltrakteres under et frygteligt diktatur. I Chile var Pinochet overbevist kristen, og tættere på vore grænser var også Slobodan Milosevich såvel præstesøn som kristen. Nuvel, måske var de ikke helt stuerene, men tag så en fredelig stat såsom Vatikanstaten. Nej, her hersker der heller ikke demokrati.
Men der hvor demokratiet findes, det er da i så fald kristne stater? Tyrkiet er et demokrati, men er et muslimsk land. Thailand, Taiwan og Japan er demokratiske men buddhistiske. Israel er et demokrati, men er jødisk.
Når folk sætter kristendom lig med demokrati, eller hævder, at demokrati er betinget af kristendom, så blander de religion og politik sammen. Og vi ved godt, hvordan de selvsamme folk normalt ser på muslimske lande, hvor man laver den slags sammenblandinger.
Enig - ovre hos Punditokraterne debatterer man det samme emne:
http://www.punditokraterne.dk/56914_Luthers_rene_laere.html
Der er da en sammenhæng mellem kristendommen og demokratiet. Du har i hvert fald ikke overbevist mig om det modsatte. Eller tror du altså at demokratiet er opstået tilfældigt? Kristendommen er jo en enorm rummelig religion, som også indeholder sin egen modsætning, så hvorfor skulle kristendommen ikke også indeholde demokratiet. Selvfølgelig kan man ikke sætte lighedstegn eller at demokrati er en direkte implikation af kristendommen, men sammenhæng er der da selvfølgelig. Måske pga. rummeligheden.
Man skal vist selv være kristen, før man opfatter kristendommen som rummelig. Men det er så mindre vigtigt, eftersom der er en ting, du åbenbart har overset:
Der findes demokrati i ikke-kristne og før-kristne kulturer. Det må betyde, at hvis der er en eventuel sammenhæng mellem demokrati og kristendom, så må det være fordi kristendommen i givet fald indeholder de dele af disse ikke-kristne kulturers fænomener, der bærer demoratiet. Og det er jo i så fald lidt svært at sige, at det lige er kristendom, der bærer demokratiet, når de andre bærere jo netop ikke var kristne.
Hvis man ser lidt historisk på det, er det kun en meget lille del af kristendommen, der har været demoratisk, og det er endda muligt at identificere de ikke-kristne strømninger, som repræsenterede demokratiet.
Jeg ser frem til en præcis forklaring på, hvad det er, der udgør den specifikke sammenhæng mellem kristendom og demokrati. Det er ikke forklaring nok, at jeg ikke har overbevist dig, eller at du opfatter kristendommen som rummelig eller internt uenig om visse forhold.
Selvfølgelig er der en pointe i at de græske bystater ikke var under indflydelse af kristendommen, så nej, demokratia er ikke en kristen opfindelse.
De oldgræske bystater i perioden ca. 500-200 f.Kr. var vel også nærmere beslægtet med aristokrati eller oliarki end det (konkurence/ repræsentative-) demokrati vi kender til i dag.
Det virkelige interessante er jo at demokrati og kristendom/ religion har fantastisk mange ligheder så som paradokser.
At være træt af at høre at demokrati er en del af en kristen arv kan jeg kun finde berettiget hvis ikke man formår at skelne mellem demokratia og demokrati.
Uomtvisteligt er det at demokrati er skabt af den græsk-kristelige vesteuropæiske kultur.
Mvh Valdemar
2Q Silkeborg Gymnasium
Demokratiet er indført i vores del af verden, fordi kristendommen har haft demokratiet og andre græske overvejelser med i baggagen. Demokratiet er således indført, fordi kristendommen er blevet indført: Det var "to bøger i samme æske", så at sige.
Det er helt tydeligt, at det oprindelige demokrati umuligt kunne være en del af kristendommen.
Det er imidlertid også vanskeligt at argumentere for, at demokratiets ændring til den form, vi kender i dag, skulle være noget, som kristendommen kan tage æren for. Ændringen af demokratiet til det, vi kender i dag, kan tilskrives de humanistiske strømninger i oplysningstiden, som kristendommen kæmpede indædt mod.
Det er endvidere ganske åbenlyst, at kristendommen gennem sin 2000 år lange historie har været alt andet end demokratisk.
(Som sidebemærkning vil jeg påpege, at en hvilken som helst religion, der sætter en magt højere end mennesket, og hvis repræsentanter af denne årsag tillader sig at skulle have mere at sige end andre mennesker, pr. definition ikke er demokratisk.)
Man må kort sagt opfatte demokratiet som noget, der har været kristendommens blinde passager, som kristendommen helst havde været foruden.
Hvis kristendommen skal tage æren for demokratiet, så bliver det med en sådan formulering: "Se, vi har fået en masse mennesker til at løbe skrigende væk, og vi har fået dem til at starte revolutioner og løsrivelseskrige mod os. De har tænkt over, om ikke det kunne gøres bedre, og det fik dem til at udvikle demokratiet til den form, vi kender det i dag. Det ville de ikke have gjort, hvis ikke vi havde været sådan nogle store svin".
Hvis man skulle tage kristendommens egne påstande alvorligt, så ville det også være rimligt at forvente, at kristendommen var mest ægte og ren på Jesu egen tid, hvor Gud selv var til stede blandt sine tinhængere. Set i det perspektiv virker det mystisk, hvis demokratiet skulle have ligget i kristendommen i næsten 2000 år, før de kristne indså det. Alternativ har Jesus været ualmindeligt dårlig til at formidle sit budskab, og har efterfølgende gjort ualmindeligt lidt for at rette sine tilhængeres fejltagelser, når de konsikvent har skabt kristne lande der var baseret på kongedømme eller tilsvarende udemokratiske styreformer. Hvis vi derimod afviser de kristnes påstande, og anser kristendommen for at være en religion som alle andre, så er det en gammel sandhed, at religioner ændre og tilpasser sig. En religion der ikke tilpasser sig udviklingen indenfor filosofi og videnskab overlever ikke, og derfor må moderne religioner også tilpasse sig den moderne verdens krav om bl.a. demokrati.
- Amina