Med mellemrum bemærker visse af den borgerlige regerings modstandere, at regeringen svigter deres liberale holdninger. Modstanderne fremsætter det ofte som problematisk, når den slags sker, men nu er det jo heller ikke nødvendigvis altid en forandring til det bedre, når regeringen gør den slags.
For nyligt kan vi finde eksempler på, at regeringsmodstandere beskylder regeringen for at svigte liberalismen hos Eigil og hos Mogens.
Jeg vil dog fastholde, at regeringsmodstanderne tager fejl, når de siger, at regeringen svigter de liberale holdninger. Jeg har følgende begrundelse:
Liberalisme er ikke nogen patenteret idé, men en ideologi, der lige som andre ideologier er i udvikling. Det er umuligt at definere, hvilken af de mange varianter af liberalisme, der er "rigtig liberalisme". Derfor kan man ikke uden videre sige, at Venstre svigter de liberale ideer. Man kan allerhøjst sige, at Venstre repræsenterer én blandt mange varianter.
Enhver gruppe kan kalde sig "de liberale", uanset om der måtte eksistere en veldefineret ideologi kaldet liberalisme eller ej. Ligesom en sportsforening kan kalde sig "løverne" uden automatisk at udvikle løvemanker og fire ben, så kan man sagtens kalde sig liberal, selv om der findes andre definitioner af begrebet, også hvis definitionerne på mange måder modstrider gruppens holdninger.
Det betyder, at hvis man skal føre en praktisk diskussion om håndgribelige og virkelige tilstande, så er man nødt til at se på, hvad eksisterende grupper (dvs. "repræsentative" grupper) mener, ikke hvad "begrebet" dækker over jfr. Mill, Smith & co. Det handler om kontekst. I Danmark kan vi således diskutere vidt og bredt, hvad der er liberalisme, men hvis vi skal bruge diskussionen håndgribeligt, er vi nødt til at forholde os til, hvordan "de liberale" selv definerer og bruger begrebet, for de er nu engang de eneste repræsentanter for liberalisme, vi har.
Hvis en repræsentativ gruppe for liberalisme har bestemte holdninger, så udgør disse holdninger liberalisme. Hvis der findes flere divergerende holdninger, der hver især kan betegnes som repræsentative indenfor hver deres kontekst, så er det liberalisme indenfor disse kontekster. I Danmark er der kun én reel repræsentant for liberalisme, og det er partiet Venstre. Så kan ikke-repræsentative folk mene om den sag, hvad de vil.
Eigil og Mogens kan måske have ret i, at Venstre er i færd med at forandre deres definition af liberalisme, og her vil jeg undlade at bevæge mig ind på forskellen på liberalisme og neoliberalisme, selv om øvelsen måske ville være sund nok, hvis man skal forstå forandringen i Venstres traditionelle form for liberalisme. Men det ville være forkert at sige, at Venstre forbryder sig mod liberalismen: Som Danmarks eneste repræsentanter for et liberalt parti definerer Venstre selv, hvad liberalisme er for noget, og de kan derfor gøre med liberalismen, hvad de vil, uden at det holder op med at være liberalisme. Man kan højst kommentere graden af originalitet eller lighed med andre kendte manifestationer af liberalisme. Liberalisme - som alle andre -ismer - er ikke et statisk begreb, men er under stadig udvikling, og holder ikke op med at være liberalisme, bare fordi det er en anden liberalisme end for ti år siden.
Hvis det eneste parti, der nyder betegnelsen "liberale parti", vælger at tolke liberalisme som kristen nationalisme krydret med totalitære midler, så er dette liberalisme i Danmark, for selv om andre definitioner af ideologien måtte sige noget andet, så er det ikke definitioner, som har praktisk anvendelighed her i landet, med mindre der er tilstrækkeligt store spillere på banen her i landet, der benytter de alternative definitioner. Hvis andre liberalister mener noget andet end Venstre, så må de bryde med Venstre og udgøre en tilstrækkelig stor mængde til, at de kan opfattes som praktisk repræsentative for en anden tolkning. Ellers er liberalisme til enhver tid defineret, som de på det givne tidspunkt eksisterende liberalister definerer den - hverken mere eller mindre.
