Det var et halvrundt rum, formet som en halv bikube; og mod klippevæggen på indersiden var der stablet frugter. Nogle grove krukker af lava og træ stod på gulvet. Der var ingen ild. I det mørkeste hjørne sad en uformelig mørk masse, der gryntede "Se!", da jeg kom ind, og abemennesket, der først havde opdaget mig, stod i den dunkle indgang og holdt et stykke kokosnød mod mig, da jeg kravlede ind i det andet hjørne og satte mig på hug.
"Se!", lød der fra den mærkelige skabning overfor mig. "Det er et menneske."
"Det er et menneske", gentog min ledsager, "et menneske, et menneske, et menneske med fem fingre som jeg".
"Det er et menneske", gentog stemmen i mørket. "Er han kommet for at leve blandt os?"
Væsenet talte med en hvislende overtone, men dets danske accent var overraskende god.
Abemennesket så afventende på mig. Jeg opfattede pausen som et spørgsmål. "Han kommer for at leve blandt jer", svarede jeg.
"Det er et menneske. Han må lære Loven."
Tingen i mørket gentog med hævet stemme: "Sig ordene". Jeg havde overhørt dets seneste bemærkning. "Ikke at tvivle på regeringen; det er Loven", sagde det i en slags remse.
Jeg indså, at jeg måtte gentage denne tåbelige remse, og begyndte nu den vanvittigste ceremoni. Stemmen i mørket begyndte at fremsige en gal liturgi, linie for linie, og jeg og resten gentog den. Mens de sagde ordene, rokkede de fra side til side må den mærkeligste vis, og slog hænderne mod knæene; og jeg fulgte deres eksempel. Jeg kunne have forestillet mig som allerede død og i en anden verden.
"Ikke at tvivle på regeringen; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?" "Ikke at have frie manerer; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?" "Ikke at æde fremmed mad; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?" "Ikke at have egne værdier; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?" "Ikke at lade andre Mennesker i fred; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?"
Og efter at forbyde disse tåbelige handlinger fortsatte vi til forbud mod det, jeg dengang forestillede mig var de galeste, mest umulige, og mest usømmelige ting, man kunne forestille sig. En rytmisk feber ramte os alle; vi talte og rokkede hurtigere og hurtigere, mens vi gentog denne utrolige Lov.
"Hans er Smertens Hus. Hans er Hånden, der skaber. Hans er hånden, der sårer. Hans er Hånden, der heler."
Sådan fortsatte en serie af uforståelig nonsens om Ham, hvem han så end måtte være.
"Hans er det blændende lys", sang vi. "Hans er det dybe ocean".
Den frygtelige tanke ramte mig, at efter at have gjort disse mænd til dyr, havde Dr. Foghreau sat den idé i deres formindskede hjerner, at han var en form for gud. Jeg var dog for bevidst om væsnernes mørke uniformer og hårde knipler over mig, til at jeg turde standse min messe.
"Hans er himlens stjerner".
Endelig standsede sangen. Jeg så abemandens ansigt skinne af sved, og nu hvor jeg havde vænnet sig til mørket, kunne jeg se den mørke figur i hjørnet. Det var på størrelse med et menneske, men havde kraftig behåring som et dyr. Hvad var det? Hvad var disse væsener?
"Han er et menneske med fem fingre, et menneske, et menneske - som jeg", sagde abemennesket.
Jeg holdt mine hænder frem. Det grå væsen i hjørnet lænede sig frem.
"Ikke at tvivle på regeringen; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?", sagde det.
Han holdt en mærkeligt vanskabt klo frem og greb mine fingre. Hånden var nærmest som et rensdyrs klov formet til kløer. Jeg kunne have skreget af smerte og overraskelse. Han lænede sit ansigt frem og granskede mine negle, og jeg så med afsky på hans ansigt, der var hverken menneske eller dyr, men et virvar af gråt hår, med tre skyggeagtige buer, der markerede øjne og mund.
"Han har små negle", sagde dette afskyelige væsen gennem sit kraftige skæg. "Det er godt".
"Spis sovs og kartofler; det er Hans vilje", sagde abemennesket.
"Jeg er Forkynder af Loven", sagde det grå væsen. "Her kommer alle nye for at lære Loven. Jeg sidder i mørket og siger Loven".
"Streng er straffen mod de, der bryder Loven. Ingen undslipper".
"Ingen undslipper", gentog dyreflokken.
"Alles behov er onde", sagde den grå Forkynder af Loven. "Vi kender ikke dine behov; men vi vil lære dem." "Nogle ønsker at samarbejde, at hjælpe og støtte; at opnå et fælles bedste, at forstå forskelle og dybder. Det er ondt." "Ikke at være solidarisk med Mennesker; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?" "Ikke at spise fremmed mad; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?"
"Ingen undslipper", sagde et stort væsen ved indgangen.
"Alles behov er onde", sagde den grå Forkynder af Loven. "Nogle ønsker at arbejde med mennesker, at tilsidesætte ønsket om profit. Det er ondt."
"Ingen undslipper", sagde væsenerne ved indgangen.
"Nogle kører på cykel; nogle bor til leje uden egen villa; nogle har høj intelligens eller kunstneriske evner; nogle er ateister, nogen har en anden tro; nogle er homoseksuelle".
"Ingen undslipper", sagde abemennesket, mens han kløede sig på benet.
"Ingen undslipper", sagde et lille lyserødt dyr.
"Straffen er hård og vis. Lær derfor Loven. Sig ordene".
Og igen begyndte den forunderlige liturgi om Loven, og igen rokkede jeg og alle væsnerne fra side til side, mens vi messede.
"Ikke at tvivle på regeringen; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?"
Leave a comment