De faste læsere af Sæbekassen er bekendte med min holdning til Asmaa Abdol-Hamid: Hun bør, ligesom enhver anden person, der gør et nummer ud af sine religiøse holdninger, afholdes fra deltagelse i politik ud fra princippet om, at religion og politik skal adskilles.
Måske har Asmaa Abdol-Hamid blot formuleret sig uheldigt, hvis hun benyttede udtryk såsom "støtte" eller "bakke op om" de irakiske oprørere, der angriber blandt andet danske soldater. Et sådant udtryk kan jo dække over alt fra udtryk for forståelse, over moralsk eller diplomatisk støtte (som da en vis Venstre-politiker lod sig fotografere med en AK-47 hos afghanske oprørere), til direkte deltagelse i kamphandlinger mod danske styrker. Jeg vil ikke gå så langt som at påstå, at det var en fortalelse, der skulle være forårsaget af dårlig begavelse fra hendes side, men når hun tror på overnaturlige væsner, må der jo være noget galt med hendes forhold til realiteternes verden, som måske kunne forklare et manglende reality check af hendes udtalelser.
Jeg må dog også tage afstand fra den form for sammenblanding af nationalistiske og politiske interesser, som visse borgerlige politikere giver udtryk for, når de ønsker at politianmelde Asmaa Abdol-Hamid for landsforræderi.
Socialisme er et internationalt fænomen. Det handler ikke om beskyttelse af nationale interesser, men om at klassekampen faktisk ikke er så stendød, som højrebevægende socialdemokrater med tiden har valgt at tro. Socialismen har en velkendt holdning om, at proletarer i alle lande skal kæmpe mod deres egentlige fjender, ikke mod hinanden. Blandt socialismens holdninger finder vi således kampen mod kapitalistiske interesser.
Det er blevet tydeligt for enhver, at invasionen af Irak ikke var begrundet i fjernelsen af Saddam Hussein eller indførslen af "demokrati" under tvang, men at invasionen var motiveret af industrielle interesser i bl.a. olie og et imperialistisk ønske om at oprette en "koloni" i Mellemøsten. Invasionen af Irak er om noget et udtryk for et kapitalistisk overgreb.
De socialistiske holdninger, som Asmaa Abdol-Hamid har givet udtryk for, er ønsket om at beskytte såvel danske arbejdere som andre landes arbejdere mod kapitalisterne, og hun ville være en dårlig socialist, hvis hun mente, at arbejderne bare skal finde sig i at blive invaderet af en kapitalistisk magt. En person eller et land, der bliver angrebet, har vel ikke mindre ret til at forsvare sig, end angriberen har til at angribe, med mindre man da ligefrem er i stand til at påkalde sig autoriteter, der ligger højere end mennesket.
Enhedslisten har hele tiden advaret om, at hvis vi angreb Irak, ville irakerne forsvare sig. Man skal være ualmindelige naiv for at tro, at en besættelsesmagt er populær i det besatte land, og at besættelsesmagtens soldater kan færdes trygt i gaderne. Nok mente Venstre og de Konservative, at det var sådan, danskerne skulle behandle den tyske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig, og nok har de tilsvarende en holdning om, at også irakerne bør acceptere besættelsesmagten uden modstand, men de burde altså ikke være så dumme, at de ikke kan regne ud, at andre - ikke mindst de besatte - kunne have andre holdninger til den sag.
Lad os ikke glemme, at landsforræderi handler om at bringe staten i fare. Enhedslisten har hele tiden har ønsket at undgå krigen, mens det var den siddende regering, der ønskede at bringe danske soldater og den danske stat i fare ved at erklære krigen.
Asmaa Abdol-Hamid har ikke begået "forræderi" mod noget som helst, når hun ønsker at bakke op om modstanderne af de interesser, som danske kapitalister har i Irak. Det er ikke forræderi mod Danmark at udtrykke støtte, men alene modstand mod disse specifikke kapitalister.
Danmark består ikke af de kapitalister, der har så store interesser i Irak, at de ønsker at føre invasionskrig. Nationens interesse er ikke den samme som kapitalisternes interesse. Når borgelige politikere alligevel politianmelder Asmaa Abdol-Hamid for landsforræderi, så er det enten fordi disse politikere ikke formår at indse, at den danske nationen og danske kapitalister ikke er én og samme ting, eller også er det for at lede den danske befolkning til at tro, at der er lighedstegn mellem kapitalismen og nationen.
Leave a comment