I den danske straffelov er den kriminelle lavalder - lidt arbitrært - sat til 15. år. Denne alder er valgt, fordi børn/unge i den alder forventes at have en forståelse for deres egne handlinger, og dermed kan udvise personlig ansvarlighed.
Selve valget af alder må naturligvis være til diskussion; nogle unge har formentlig en god fornemmelse af personlig ansvarlighed længe inden, men hvis ansvarlighedsalderen omvendt bliver sat for lavt, ville der være for mange, der ville "falde igennem".
Flere politikere har dog antydet, at børn udviser tegn på at være unge tidligere, end de måske gjorde, dengang 15-års alderen blev fastlagt som ansvarlighedsalder, og at skellet måske burde sættes ned. Det vil jeg undlade at kommentere hér.
Til gengæld vil jeg bemærke, at der nu er ønske fra Folkekirken om, at konfirmationsalderen og -forberedelsen skal sættes væsentligt ned, beretter Berlingske.
Den tager vi lige i perspektiv: Unge forventes ikke at kunne stilles til ansvar for deres handlinger, før de er 15 år gamle. Men Folkekirken mener åbenbart, at de skal kunne stilles til ansvar for ting, der er langt sværere at forholde sig håndgribeligt til (fordi der er tale om metafysik), allerede når de når en alder af ca. 11-12 år. Ikke mindst ønsker de, at børnene skal indoktrineres - endda i undervisningstiden - i en alder af blot ca. 9 år.
Kunne de ikke vente, til børnene har en alder, som resten af samfundet finder er nødvendig, før man kan påtage sig et personligt ansvar - eller skal man måske mistænke Folkekirken for at prøve at få fat i dem, før de kan tænke så langt?
Leave a comment