For noget tid siden var der en undersøgelse, der viste, at det kun var få nydanskere, som havde prøvet at være blevet inviteret hjem og spise hos etniske danskere. Grundene er nok mange, men en af de mere harmløse er nok, at en del etniske danskere måske føler det som en særlig udfordring at tilberede mad til f.eks. muslimer. Jeg blev selv opmærksom på denne problematik for nogen tid siden, da jeg overvejede at invitere forældrene til en af mine børns kammerater til middag. Forældrene er muslimer, og selv om jeg har tjek på de spiseregler, der er indenfor islam, så havde jeg ingen anelse om, hvor der lå en halal-slagter. Telefonbogen var heller ikke til meget hjælp, så det lykkes faktisk først at lokalisere en halalslagter, da jeg spurgte mig for i de lokale etniske specialbutikker.
At det så faktisk næppe var nødvendigt at gå ud og lede efter en halalslagter er så en anden sag. Mine børn har ofte haft muslimske venner hjemme på besøg, og jeg har i den forbindelse altid tjekket med forældrene, inden jeg serverede noget, som måske kunne være et problem. Eller rettere: I begyndelsen undlod jeg systematisk at servere noget som helst, som indeholdt svinekød eller rester af svin, ligesom jeg undlod at servere andre former for kød end kylling. Det danske kyllingekød er nemlig som oftest er halalslagtet under alle omstændigheder. Efter at have snakket madvaner med adskillige, gik det dog op for mig, at min egen håndhævelse af muslimske forskrifter faktisk var noget mere omfattende, end hvad de fleste muslimer selv gjorde. F.eks. var jeg tilsyneladende den eneste, der tænkte på at screene kager og kiks for animalsk fedtstof, ligesom jeg også var den eneste, der sorterede vingummierne fra pga. indeholder af gelatine. I praksis har jeg aldrig oplevet nogen egentlige problemer med at servere mad for mine børns kammerater. At vælge kyllingeprodukter frem for svinekød er normalt nok, og det er da til at håndtere.
En anden ting jeg har bemærket i forhold til mine børns venner af nydansk oprindelse er, at de faktisk er betydeligt mindre kræsne end mange af de andre børn (og voksne!) som vi ser i vores hjem. Det statistiske grundlag er selvfølgelig for lille til at kunne bruges til noget, men jeg tillader mig alligevel at danne en teori: Jeg forestiller mig, at mange af dem nok oplever en betydeligt større spredning i kosten end de etnisk danske børn, da mange af dem både har adgang til deres forældres madtraditioner samt de danske madtraditioner, som de møder i institutioner og hos venner. Dette burde i sig selv betyde mindre kræsenhed. Desuden har jeg den oplevelse, at vi i den danske kultur har en meget mere snæver opfattelse af børnemad end man har andre steder. Når man ser kinesiske, italienske eller indiske børn spise sammen med deres forældre, så er det mit indtryk, at alle børn bortset fra de mindste faktisk spiser det samme som forældrene. I Danmark ser der til gengæld ud til at eksistere den opfattelse, at børn kun kan spise pasta med kødsovs, lørdags kylling, McDonaldsmad, pizza og et par få andre ting. Alt hvad der ligger ud over dette er tilsyneladende voksenmad, som børnene hverken behøver at smage eller spise. Dette oplever vi tit, når mine børn har etniske danske venner på besøg, som til tider kan være så kræsne, at man faktisk er nødt til at lave mad efter de få ting de VIL spise, da man ellers let kan ende op med et måltid med otte forskellige ting, hvor af intet af det falder i barnets smag, og barnet derfor går fra bordet uden at have taget så meget som en smagsprøve af noget af det. Og dette gælder ikke kun mad. Som ikke-etnisk jyde har jeg f.eks. taget min barndoms tradition for lagkager med til Aalborg, hvor den indfødte befolkning til gengæld sværger til brunsviger. Dette lærte jeg for alvor, da over halvdelen af min datters veninder nægtede at spise hendes lagkage, og i øvrigt så på den, som om de var bange for, hvad den skulle finde på! Man kunne så håbe på, at det er noget ungerne vokser fra helt af sig selv. Sådan er det nok også i de fleste tilfælde, men vi behøver kun se på vores egen omgangskreds for at kunne konstatere, at der også blandt voksne findes mange som er så kræsne, at man er nødt til at spørge efter deres ”positivliste” frem for deres liste over ting de ikke spiser - det ville nemlig være for omfattende.
Nu kan man selvfølgelig grine lidt af kræsenhed. Det ses jo typisk som et træk ved børn, og derfor opfattes det ofte som udtryk for umodenhed. I tillæg til denne kræsenhed som man må tage hensyn til, så findes der dog mange andre former for endnu vigtigere hensyn. Når min familie samles om bordet er vi f.eks. en skøn blanding af altædere, vegetarer, folk der har allergi over for det ene eller det andet, samt en enkelt der pga. sit hjerte skal holde sig fra rødt kød m.m. Kort sagt, at lave mad til min familie overstiger de udfordringer der ville være ved at servere et måltid der på én gange tilfredsstillede muslimer, jøder, kristne og hinduer.
Mig selv? Tja, efter at være vokset op som den eneste vegetar i Danmark bortset fra mine forældre (det var i hvert fald sådan jeg følte mig!) så har jeg lært en del om den kulturelle side af mad. Jeg blev stort set dagligt husket på, at jeg var anderledes, f.eks. når de andre kommenterede på mine mærkelige madpakker, når jeg var på besøg og forældrene gjorde mig pinligt berørt ved at tage alt for meget hensyn, når vi var til arrangementer hvor jeg som den eneste måtte gå sultent der fra fordi der f.eks. kun var pølser, når jeg på hytteture med skule og spejdere måtte spise toastbrød til aftensmad mens de andre spiste kødlasagne osv. Men den slag oplevelser i bagagen burde jeg om nogen forstå, hvorfor det er så vigtigt, at der også er kyllingepølser, når hele børneflokken griller. Og det er måske også derfor, at det normalt kun er mig der husker dem.
Morale? Tja, hvis det virkelig var frygten for muslimske spiseregler der forhindrede danskerne i at invitere deres muslimske landsmænd hjem på middag, så var problemet til at overse.
Ellers kan de få en gang hypnose til at overkomme deres kræsenhed