Når de borgerlige politikere fremsætter deres traditionelle "fri konkurrence"-holdninger, sker det temmelig sjældent, at man hører dem tale om, at arbejdspladserne skal konkurrere om de ansatte. Det er højst blandt halvakademiske borgerlige tænketanke eller liberalistiske overløbere, der opfatter Venstre som kætterske mod den rene lære, at man hører snak om rent guld og ren kapitalisme i skøn forening med ren og uspoleret lykke og kærlighed under deres fortvivlede søgen efter den lige så mytiske John Galt.
Nej, hvis en arbejdsplads ikke kan skaffe ansatte, er det fordi der generelt "mangler hænder". Man forbigår i stilhed muligheden for, at den pågældende arbejdsplads simpelt hen er dårlig til at konkurrere i forhold til andre arbejdspladser.
De borgerlige er traditionelt på arbejdsgivernes side, og man oplever derfor sjældent, at de borgerlige anbefaler, at arbejdsgiverne skal kunne konkurrere på løn- og ansættelsesforhold. Venstres "noget for noget"-politik er en ensrettet gade, så når man skal bevæge sig ad dén rute, er det arbejdstagerne, der skal konkurrere om arbejdsgivernes gunst gennem lav løn og høje evner.
For ansættelser i højere stillinger er arbejdspladsernes mulighed for at konkurrere om de ansatte i praksis til at overskue. Nok er der mange flotte tilbud, når man skal ansættes, men når man er ansat, klapper fælden.
Så er man underlagt tavshedspligt omkring det meste, hvad der har med konkurrenceparametrene for ansættelsen at gøre: Ansættelsesforhold, løn, kommunikation, kolleger, osv. Der holdes øje med Facebook og MySpace, og hvis man siger noget negativt om ens arbejdsplads, kan man se frem til en bortvisning på grund af illoyalitet. Nogle virksomheder har en regel om, at man som privatperson slet ikke må nævne firmaet i f.eks. debatfora. Det er meget svært at finde ud af, hvad de reelle forhold er på en arbejdsplads, inden man bliver ansat, og selv et meget veludbygget netværk kan have svært ved at give en de nødvendige advarsler.
Men hvis ikke man kan lide røge i køkkenet, kan man jo bare sige op, siger arbejdspladserne så, når man klager over forholdene. Desværre holder dette forslag kun overfor køkkenmedhjælpere, som hurtigt kan udskiftes, og som hurtigt kan sætte sig ind i deres opgave.
I videnspositioner tager det mange måneder, før den ansatte er en produktiv del af firmaet, og det gør sådan en person dyr at ansætte. Hvor en nyansat køkkenmedhjælper er produktiv efter ganske kort tid, går der lang tid, før en nyansat person i en vidensposition skaber overskud. Ingen arbejdsgiver har lyst til at ansætte en person til en vidensposition, hvis ikke man er sikker på, at personen bliver der en rum tid.
En sådan ansat kan måske sige op efter kort tid og finde et nyt sted uden de større problemer, men allerede efter to kortvarige ansættelser vil den næste arbejdsgiver være bekymret for, om den nyansatte blot vil være en udgift.
Bekymringen er helt rimelig, men den har en kedelig sideeffekt for den vidensansatte: Hvis en konkurrerende virksomhed er mere attraktiv, eller hvis den aktuelle ansættelse virkelig er dårlig, så kan den vidensansatte ikke umiddelbart tillade sig at sige op. Den vidensansatte skal kunne demonstrere, at han eller hun kan blive på en (dårlig) arbejdsplads i lang tid, for ellers vil den næste arbejdsgiver være nervøs for at ansætte den pågældende vidensansatte.
Jeg har selv måttet acceptere en ansættelse et sted med tunge skyer af giftig køkkenrøg i adskillige år for at rette op på et CV, jeg nær havde ødelagt ved at forlade to arbejdspladser i løbet af to år. En køkkenansat, en elektriker eller en murer er ikke underlagt denne tvang, men for en vidensansat er den frie konkurrence mellem arbejdspladserne i praksis ikke særlig fri.
Leave a comment