Dette indlæg er i virkeligheden en reklame for Christian Stokbro Karlsens blog, som jeg kan anbefale den begavede læser at besøge.
Kravet om renhed er et kendetegn ved fascismen og nazismen, som jeg for nemheds skyld bare vil omtale som fascisme. Renheden går i hånd i hånd med en udviskning af individet, hvor det enkelte menneske ikke blot ses som et individ, men også som en del af racen. Når et enkelt individ gør sig beskidt, f.eks. ved at pleje omgang med et individ fra en anden race, smitter det ikke kun af på individet, men på hele individets race.
Renhedskravet er ikke isoleret til racen, der skal være ren i form af ubesmittet blod; det gælder også tanke og opførsel på andre punkter såsom seksualitet, der også skal være "ren". Homoseksualitet er således beskidt adfærd. Det kaster smuds over hele racen, hvis et medlem af racen har samleje med en af samme køn, eller blot tænker på det eller accepterer, at andre racefæller kan tillade sig det.
I en mere generaliseret form er ønsket om renhed et udtryk for fjendtlighed mod det "organiske". I skrift og tale viser fascismen sig således i enten manglende beskrivelser af natur eller i en mekanisk ordnet form af den ellers uordentlige natur. Der er ikke lugte, lyde, former eller andre taktile indtryk i en skov; i stedet beskrives den som noget, der i beskrivelsens kontekst har et formål, f.eks. som et skjulested. Beskrives "natur" i anerkendende former, er den underlagt menneskets orden - skove og enge er parker, og mindre vækster er blomster, der er sat i vaser.
Det er naturligvis ikke svært at trække en direkte linie fra denne forskrækkethed over den organiske, uordnede natur til vores kulturs religiøse forskrækkelse over præcis det samme.
Den højreekstremistiske løsning på problemet (som er i ental, og i form "de andre") er en faderfigur, som naturligvis skal opfattes i abstrakt form af maskulinitet eller et overjeg, eller på en anden vis en ordensskaber med magt over det uordentlige - som i historiens bagklogskab ikke er svær at forlige med en langt mere konkret Führer.
Men hvor løsningen for de højreekstreme er en faderfigur, der skal fjerne deres plageånder, udgør de ikke selv faderfiguren. De benytter faderfigurens retorik, men ikke fordi de ser sig selv i faderrollen. Deres faderlige krav om strengere og fastere alt kommunikerer "min far kan også banke jer".
Deres egentlige position, der afsløres i deres perspektiv, undslipper ikke Christian Stokbro Karlsens analyse - men det ville vel også have været lidt pinligt, hvis den havde gjort det: De opfatter sig som børnene, der bliver udsat for urimeligheder, og som føler en retskaffen indignation over at være blevet svigtet. Det hedder på godt dansk mindreværdskomplekser, og som en gammel racist og socialdarwinist skrev i et stridsskrift: "Thrice cursed are the vile, for they shall serve and suffer". De føler sig som faderfigurens børnefigurer, hvilket afsløres af et filosofisk niveau, som veluddannede mennesker som Christian Stokbro Karlsen naturligvis omgående genkender som så lavt (og grinagtigt), at det er barnligt. Deres barnlighed får et sofistikeret skær gennem den faderlige retorik, men niveauet er ikke til at gå fejl af: Det var den anden, der startede, og man er komplet uskyldig - og dybt forsmået og komplet selvretfærdig.
Nu er det naturligvis både fristende og rimeligt at håne højreekstremisterne for at være barnagtige på grund af deres angst for muslimerne, som de har udråbt som årsagen til deres mindreværdskomplekser, og det er da også årsagen til et næste ord i titlen til dette indlæg.
I stedet er det mere værd at sætte deres filosofiske "diagnose" i fokus, som Christian Stokbro Karlsen gør (og i øvrigt med samme ordvalg for deres opførsel). I deres politiske baggrund noterer man nemlig, at den nietzscheistiske tradition - omend forvansket af hans søster - opererer med et begreb som "herrefolk", der henviser til faderfiguren og den selvsamme race, som højreekstremister sædvanligvis ser sig indlemmet i. Imidlertid betragtes Nietzsches opfattelse af herrefolk versus slavefolk i dag som et udtryk for menneskelig karakter eller selvstændighed. En slave er en person med lavt selvværd, som søger en faderfigur, der kan redde trådene ud for ham. Det er en person, der ikke realiserer sig selv på positiv vis, men som finder sin egen identitet ud fra negative associationer. Med denne forståelse af Nietzsche gentages det lave selvværd, der karakteriserer højreekstremisterne, for i Nietzsches terminologi udgør de således det selvsamme slavefolk, som de ud fra deres egen politiske ideologi afskyr. I sidste ende er det et selvhad, der kommer til udtryk, når de angriber deres forestillede problem. Således er også det sidste ord i overskriften sat på plads.
Christian Stokbro Karlsen afslører således på så elegant vis, hvad højreekstremisterne i virkeligheden er for en størrelse, at enhver eventuel respekt for dem burde være elimineret på stedet. Men det sker på et fagligt niveau, hvor kun intelligente mennesker kan følge med. Derfor vælger jeg at sige det, som det hele kan koges ned til: De højreorienterede racister er infantile undermennesker, der befinder sig på et mentalt udviklingsniveau, hvor de først lige er ved at finde ud af, at det er ulækkert at lege med sin afføring.
Tak for reklamen og ikke mindst din læsning, Ole!