Medierne rapporterer, at en kasse med ledninger og væske vitterligt var en bombe. Men jeg er ikke helt overbevist, og det er der nogle grunde til:
Politiet meddelte meget hurtigt til medierne, at de havde fundet en "ægte" bombe på trods af, at den på det tidspunkt slet ikke var blevet undersøgt endnu. På det tidspunkt, da Rullemarie blev sat ind, vidste man stadig ikke, om den indeholdt noget, der kunne sprænges.
Beskrivelsen af bomben - en trækasse med ledninger, fjedre, rør og væsker - lyder som en rigtig dårlig, stereotypiseret Hollywood-udgave af en bombe.
Modtageren, der var murer, kunne fortælle, at han havde åbnet kassen og klippet en snor over. Med mindre det skal forstås sådan, at der var bundet en snor rundt om kassen, som nødvendigvis skulle klippes over, for at kassen kunne åbnes, så er det en lidt underlig oplysning at give politiet. Mureren ville vel kun finde dén oplysning relevant, hvis han havde vurderet, at han nok skulle skynde sig at klippe "den røde ledning" for at undgå sprængning - hvilket så gør det lidt underligt, at han efterfølgende tog på arbejde og først alarmerede politiet, da han kom hjem. Politiet har tilsyneladende brugt forklaringen til at konkludere, at bomben var luremineret, så den ville sprænge, hvis nogen forsøgte at åbne den, hvilket (sjovt nok) ikke skete.
Man må også undres over, hvorfor en almindelig murer skulle modtage en bombe. Det er naturligvis muligt, at han har udført et helt usædvanligt dårligt murerarbejde, men mon ikke kunden ville henvende sig til hans firma? Der kan måske også være tale om, at mureren har haft nogle uheldige forretninger af lidt anden art, og at bomben skulle være en sidste påmindelse om, at udeblivende betalinger var uacceptable. Det virker dog ikke så oplagt, selv om private pengelånere godt kan være særdeles kontante. Hvis ikke det er en bombe, virker det til gengæld ganske oplagt, at en kunde - som det ofte sker - har besluttet sig for at samle håndværkernes skrammel sammen og aflevere det med en implicit besked til mureren om, at de godt måtte rydde op efter sig: "Tak for veludført arbejde" stod der på sedlen, da mureren modtog en buket blomster og en kasse med et indhold hvis beskrivelse leder tankerne hen på håndværkeraffald. (Lige netop denne fremgangsmåde er en velkendt metode til at klage over efterladt affald, når man vil undgå at skælde ud, og i øvrig er tilfreds med det øvrige arbejde.)
Det er muligt, at politiet finder frem til afsenderen. Hvis det har at gøre med gæld til lyssky personnager vil mureren nok i det mindste nå at gøre sig mistænkelig i politiets øjne. Hvis det er en sur kunde, er det muligt, at kunden holder særdeles lav profil.
Men det kan også være, at politiet slet ikke er interesseret i at fortælle, at det i overført betydning var en fuser. Politiet er ikke just kendt for at ville indrømme deres fejl. De hvidvasker rutinemæssigt deres egne folk.
Ligesom militæret har politiet nemlig en uskreven regel: Man kan kun blive forfremmet, hvis man er fejlfri. Det betyder, at uanset hvor galt, noget går, så vil det altid ende med at blive defineret som en succes, om ikke på den ene måde, så i hvert fald på en anden. Denne tradition er stærkt medvirkende til, at Forsvaret har kunnet fremvise monumentale fiaskoer såsom Tårnfalken, DACCIS og Joint Strike Fighter, som ikke er blevet standset i tide trods talrige eksperters advarsler, fordi ingen af de ansvarlige ville risikere at miste ansigt og dermed karriere. Både Forsvaret og politiet er stærkt politiske organisationer, hvor følgerne af en fejl eller succes ikke altid er et spørgsmål om at fortælle sandheden.
Hvis murerens gave ikke var en bombe, ville der måske kun være et begrænset prestigetab for politiet, hvis de indrømmede dette. Men det er der nu engang en tradition for, at man ikke gør. Hvis man offentligt meddeler, at en mistænkelig kasse er en bombe, så skal der meget til, før en sådan historie bliver ændret. Det kræver ikke nogen sammensværgelse med inddragelse af mange niveauer over og under sig for at kunne fortælle, at den efterfølgende sprængning i bombebrønden viste, at der var tale om en farlig bombe med en så stor sprængningsradius, at det var rimeligt at evakuere et boligområde, der svarede fint til, hvad der bør evakures, når man finder en bombe med en sådan sprængningsradius. Med de hemmeligholdelsesregler, der altid gælder i militæret og ved politiet, er det er et spørgsmål om, at to mand bliver enige om en historie, der efterfølgende er den "officielle forklaring". Alt andet lige bør et prestigetab undgås, hvis det er muligt med simple midler - og det er det. Langt størstedelen af de involverede i aktionen har ikke set mere til bomben, end da de iagttog Rullemarie på behørig afstand.
Hvadenten historien er sand eller falsk, så er den blevet til, at politiet (endelig) fandt en ægte bombe, som heldigvis var isoleret fra alle andre sammenhænge og al anden efterforskning, hvis historier således ikke ville kræve en justering, såfremt bombealarmen var falsk alarm. Historien gav politiet god publicity, og den slags vil poliltiet naturligvis finde værd at fremhæve. Skulle der være nogle unøjagtigheder undervejs, såsom at vurderingen af truslen var formuleret sådan, at man "ikke kunne udelukke", at det var en bombe, efter at den var blevet destrueret i bombebrønden, så er de ikke værd at diskutere yderligere.
Leave a comment