Det rager mig en høstblomst, om vores valuta hedder "krone" eller "euro". Vi skal ikke så mange år tilbage i danmarkshistorien, at det kan hensættes til glemmebogen, før vores møntfod hed rigsdaler og mark, der er navnebrødre til den amerikanske dollar og den tidligere tyske mark.
Denne del af debatten om, hvorvidt vi her i landet skal gå over til euro som møntfod i stedet for kroner, er mig derfor inderligt ligegyldig. Når folk appellerer til følelser omkring navnet på "den danske krone" og nærmest lyder som stemmer fra Dansk Folkeparti om "danskhed" i deres kærlighed til navnet på vores mønt, så vækker det kun én følelse i mig: Følelsen af foragt. De kan kalde vores møntfod "Bjarne" for alt, hvad det rager mig, og er velkomne til at opdele den i 100 "Benny" samt præge dem med et billede af en brølende kronhjort i stedet for dronningen.
Jeg foretrækker saglige argumenter, og har ikke hørt meget til sådanne fra hverken den ene eller den anden fløj i euro-spørgsmålet. Politisk insisteren fra begge sider på, at modpartens valg vil føre til noget nær statsbankerot, falder jeg i hvert fald ikke for. Af samme årsag er jeg også lettere uinteresseret i den Euro-diskussion, Johanne Schmidt-Nielsen (EL) bringer på sin blog - med to undtagelser:
Denne del af debatten om, hvorvidt vi her i landet skal gå over til euro som møntfod i stedet for kroner, er mig derfor inderligt ligegyldig. Når folk appellerer til følelser omkring navnet på "den danske krone" og nærmest lyder som stemmer fra Dansk Folkeparti om "danskhed" i deres kærlighed til navnet på vores mønt, så vækker det kun én følelse i mig: Følelsen af foragt. De kan kalde vores møntfod "Bjarne" for alt, hvad det rager mig, og er velkomne til at opdele den i 100 "Benny" samt præge dem med et billede af en brølende kronhjort i stedet for dronningen.
Jeg foretrækker saglige argumenter, og har ikke hørt meget til sådanne fra hverken den ene eller den anden fløj i euro-spørgsmålet. Politisk insisteren fra begge sider på, at modpartens valg vil føre til noget nær statsbankerot, falder jeg i hvert fald ikke for. Af samme årsag er jeg også lettere uinteresseret i den Euro-diskussion, Johanne Schmidt-Nielsen (EL) bringer på sin blog - med to undtagelser:
Johanne Schmidt-Nielsen noterer for det første, at det væsentligste argument ikke er kronens styrke i forhold til euroen, men derimod selve pointen med euroen:
For det andet bringer kommentatoren Kenneth Pedersen en håndfuld udtalelser fra folk, der må formodes at være reelle eksperter, og hvis politiske ståsteder formentlig varierer tilstrækkeligt til at give indtryk af upartiskhed:
“
”
Euroen og det økonomiske samarbejde i Europa er ikke et ”upolitisk” teknisk samarbejde. Det er et samarbejde præget af den nyliberalistiske tankegang, som har været dominerende i de sidste årtier. Den Europæiske centralbank er uden for demokratisk kontrol og har kun til formål at bekæmpe inflation. Den begrænser f.eks. medlemslandenes muligheder for at føre en ekspansiv finanspolitik for at sætte gang i beskæftigelsen - noget der ellers kunne være en god idé netop nu. Alt tyder på, at der er stigende arbejdsløshed på vej. Det er netop den nyliberalistiske tænkning om de frie markedskræfters lyksaligheder, der er en af hovedårsagerne til den igangværende krise. At gå med i et nyliberalistisk valutasamarbejde i en situation, hvor nyliberalismen overalt er under kritik, er noget nær det dummeste, vi kan gøre.
“
”
Min holdning er uændret. Til gengæld er Euroen væsentligt tættere på afgrunden i dag end for en uge siden. Den fælleseuropæiske økonomiske ide har fejlet markant.
“
”
Det kan der ikke svares entydigt på. Mindst to forhold bør inddrages:
1. En lille valuta vil altid være mere sårbar i internationale kriser, da der skal mindre til at vælte den omkuld, som islændingene så sørgeligt må erkende. Disse kriser er ikke the end of the world; men kan efterlade ubehagelige spor i realøkonomien, som bl.a. nogle af de sydøstasiatiske lande måtte sande for 10 år siden.
2. Men det at have sin egen valuta giver mulighed for at finde en national løsning, der passer bedre end den fælles løsning, navnlig vedr. penge- og valutakurs, som bliver resultatet i en monetær union. Der er en ikke ubetydelig risiko for, at spændingerne inden for ØMU’en bliver så stærke, at ét af de store lande bryder ud - f.eks .Spanien, wait and see!
3. Endelig er tidspunktet måske kommet, hvor den danske krone skal gøres flydende, så penge- og valutakurspolitikken bliver helt løsrevet fra ØMU - thi mellemformen er den mindst holdbare, navnlig i krisetider.
1. En lille valuta vil altid være mere sårbar i internationale kriser, da der skal mindre til at vælte den omkuld, som islændingene så sørgeligt må erkende. Disse kriser er ikke the end of the world; men kan efterlade ubehagelige spor i realøkonomien, som bl.a. nogle af de sydøstasiatiske lande måtte sande for 10 år siden.
2. Men det at have sin egen valuta giver mulighed for at finde en national løsning, der passer bedre end den fælles løsning, navnlig vedr. penge- og valutakurs, som bliver resultatet i en monetær union. Der er en ikke ubetydelig risiko for, at spændingerne inden for ØMU’en bliver så stærke, at ét af de store lande bryder ud - f.eks .Spanien, wait and see!
3. Endelig er tidspunktet måske kommet, hvor den danske krone skal gøres flydende, så penge- og valutakurspolitikken bliver helt løsrevet fra ØMU - thi mellemformen er den mindst holdbare, navnlig i krisetider.
“
”
Finanskrisens opståen har intet med euroen at gøre. Mulighederne for at bekæmpe krisen set ud fra en dansk synsvinkel er større ved ikke at være med i euroen. Vi har nogle frihedsgrader når vi står udenfor. Det er en fordel.
Selv om vi står udenfor kan vi sagtens koordinere vores indsats med eurolandene. Det man understregede ved Paris-mødet var, at det er koordinerede nationale indsatser, der lægges op til. Euro-mødet i Paris havde inviteret Storbritannien med, selv om de ikke er med i euroen. Når Danmark ikke var inviteret med var det fordi Danmark ikke betyder noget. Det gælder også de andre små økonomier, som er med i euroen. Betydningen af at vi sidder med ved bordet er for de andre lig nul. Det er også ligegyldigt for Danmark, da det er de store lande, der afgør sagen.
Selv om vi står udenfor kan vi sagtens koordinere vores indsats med eurolandene. Det man understregede ved Paris-mødet var, at det er koordinerede nationale indsatser, der lægges op til. Euro-mødet i Paris havde inviteret Storbritannien med, selv om de ikke er med i euroen. Når Danmark ikke var inviteret med var det fordi Danmark ikke betyder noget. Det gælder også de andre små økonomier, som er med i euroen. Betydningen af at vi sidder med ved bordet er for de andre lig nul. Det er også ligegyldigt for Danmark, da det er de store lande, der afgør sagen.
“
”
Set i perspektiv kan den realøkonomiske betydning af den aktuelle renteforskel mellem DKK og EUR i den nuværende situation sammenlignes med betydningen af, om en faldskærmsudspringer tog sin vitaminpille og de lune sokker på eller ej.
Spørgsmålet om krisen ville have ramt os anderledes, hvis Danmark havde været medlem af euro-zonen, vil jeg umiddelbart besvare med et rungende nej. Og det ville på ingen måde lindre krisen, om vi den dag i morgen indførte EUR.
Spørgsmålet om krisen ville have ramt os anderledes, hvis Danmark havde været medlem af euro-zonen, vil jeg umiddelbart besvare med et rungende nej. Og det ville på ingen måde lindre krisen, om vi den dag i morgen indførte EUR.
Leave a comment