Udansk og utotalitær

Det er totalitarismen, som er fællesnævneren, når regimer kalder kritikerne af deres politik for anti-landsmænd eller landsforrædere. Det er folk, der ikke har nogen som helst forståelse for ideen om frihed, der bruger sådanne anklager, og det gør de, fordi de opfatter deres egen, personlige politik som identisk med landet, dets kultur og dets samfund.

Hvis man ønsker en voldsom, racistisk, destruktiv stat i Danmark, der har til hensigt at opnå landets lederes ønsker, uanset om midlerne så er mord og ødelæggelse, og er ligeglad med, om store dele af befolkningen sulter, så kan og vil man kalde alle de, der har kæmpet for menneskers lighed og rettigheder for udanskere og sig selv som dansker. Man har al den ret til at kalde sig selv for dansker og ens kritikere for udanskere, man ønsker sig, men man stiller man sig også dermed på samme totaliæ¦re side som kong Akab, de brasilianske generaler, Hitler, Mussolini og Stalin.

Hvis man derimod ønsker et land med lighed og personlig frihed, hvor man uden at frygte for følgerne kan kritisere landets ledere, så ser man ikke sine modstandere som "udanskere" eller landsforrædere, bare fordi de er uenige, netop fordi man ser andre muligheder for at være dansker end ved at have ens egne holdninger.

Og hvis man ønsker et land med lighed og frihed, der ikke ledes af et totalitaristisk styre, så gør man klogt i at gennemskue, hvad det i virkeligheden betyder, når et parti kalder danskere for landsforrædere for at være kritiske, kalder dem eks-danskere for at skifte religion, eller når det siger om sin politik, at den slet og ret handler om "danskhed".