Som forælder må man sande, at børn opfører sig, som man selv opfører sig. Da Amina derfor kommenterede vores drengs banden og svovlen over noget legetøj, var hans svar da også:
— Jamen det her %&#&£ sidder £¥@"% fast!
Min indvending om, at dette ikke var nogen god begrundelse for denne sprogekvilibrisme, og at bandeord sjældent udtrykker den store grad af sofistikering, blev ikke godtaget af den femårige dreng:
— Jamen du bander også, når du ordner computeren.
Dermed var bolden dygtigt spillet over på min banehalvdel, hvor mit (syntes jeg selv) langt mere modne forsvar for min retoriske adfærd blev et spagt:
— Jo, men det er fordi den kører Windows.
Dermed kan det formentlig konkluderes, at min søn gør, som jeg gør, og ikke som jeg siger, samt at jeg skal se på mig selv, før jeg brokker mig for meget over hans opførsel.
Jeg ville nok fralægge mig lidt for meget ansvar, hvis jeg skød skylden for mit - og deraf min søns - sprog på Microsoft.
— Jamen det her %&#&£ sidder £¥@"% fast!
Min indvending om, at dette ikke var nogen god begrundelse for denne sprogekvilibrisme, og at bandeord sjældent udtrykker den store grad af sofistikering, blev ikke godtaget af den femårige dreng:
— Jamen du bander også, når du ordner computeren.
Dermed var bolden dygtigt spillet over på min banehalvdel, hvor mit (syntes jeg selv) langt mere modne forsvar for min retoriske adfærd blev et spagt:
— Jo, men det er fordi den kører Windows.
Dermed kan det formentlig konkluderes, at min søn gør, som jeg gør, og ikke som jeg siger, samt at jeg skal se på mig selv, før jeg brokker mig for meget over hans opførsel.
Jeg ville nok fralægge mig lidt for meget ansvar, hvis jeg skød skylden for mit - og deraf min søns - sprog på Microsoft.
Men så alligevel: Det er jo netop, når jeg skal slås med Windows, fordi
jeg yder teknisk support for nogle venner, eller fordi jeg skal rette
op på fejl på børnenes spille-computer (dvs. Windows-computer), at jeg
sidder og bander højlydt. Jeg sidder faktisk ikke tilsvarende og
vedligeholder det danske sprogs mere kraftfulde gloser, når jeg roder med en Linux-computer.
Linux er ikke fejlfri, og Linux giver bestemt frustrationer fra tid til anden, selv om det for mit vedkommende næsten udelukkende sker, når jeg forsøger at lave noget helt specielt teknisk krævende, hvor jeg prøver at få computeren til at foretage sig ting, som ingen PC - uanset om den kører Linux, Windows eller Mac OS - kan forventes at være sat op til at kunne fra starten, eller når jeg afprøver eksperimentel, "beta" software.
Det er altid Windows, der får en virus. Det er altid Windows, der pludselig opfører sig underligt. Det er altid Windows, hvor der skal bruges lang tid på opdatering. Det er altid Windows, der skal reinstalleres med stort reetableringsarbejde til følge (på Linux geninstallerer man bare, uanset om det er en anden Linux-distribution eller en ny udgave af styresystemet, og så kører det som før, uden at man skal reetablere noget). Det er altid Windows, der sender en på detektivarbejde på nettet for at finde det rigtige download. Det er altid Windows, der crasher og kræver genstart. Det er altid på Windows, at en ny udgave af en softwarepakke krøver endnu en overførsel fra kreditkortet. Det er i det hele taget sådan, at Windows giver mere hovedpine end Linux.
Det er naturligvis min egen selvbeherskelse, der ultimativt sætter grænsen for mit sprogbrug. Men omstændigheder skaber nu engang adfærd, og alt andet lige bliver jeg mere frustreret, når omstændighederne kræver, at jeg bruger Windows, end når jeg bruger Linux. Det er svært at undgå den tanke, at mit eget sprog - og dermed min søns sprog - måske ville have været blot en snert mere dannet, hvis ikke det var for det $¥"&% Windows.
Linux er ikke fejlfri, og Linux giver bestemt frustrationer fra tid til anden, selv om det for mit vedkommende næsten udelukkende sker, når jeg forsøger at lave noget helt specielt teknisk krævende, hvor jeg prøver at få computeren til at foretage sig ting, som ingen PC - uanset om den kører Linux, Windows eller Mac OS - kan forventes at være sat op til at kunne fra starten, eller når jeg afprøver eksperimentel, "beta" software.
Det er altid Windows, der får en virus. Det er altid Windows, der pludselig opfører sig underligt. Det er altid Windows, hvor der skal bruges lang tid på opdatering. Det er altid Windows, der skal reinstalleres med stort reetableringsarbejde til følge (på Linux geninstallerer man bare, uanset om det er en anden Linux-distribution eller en ny udgave af styresystemet, og så kører det som før, uden at man skal reetablere noget). Det er altid Windows, der sender en på detektivarbejde på nettet for at finde det rigtige download. Det er altid Windows, der crasher og kræver genstart. Det er altid på Windows, at en ny udgave af en softwarepakke krøver endnu en overførsel fra kreditkortet. Det er i det hele taget sådan, at Windows giver mere hovedpine end Linux.
Det er naturligvis min egen selvbeherskelse, der ultimativt sætter grænsen for mit sprogbrug. Men omstændigheder skaber nu engang adfærd, og alt andet lige bliver jeg mere frustreret, når omstændighederne kræver, at jeg bruger Windows, end når jeg bruger Linux. Det er svært at undgå den tanke, at mit eget sprog - og dermed min søns sprog - måske ville have været blot en snert mere dannet, hvis ikke det var for det $¥"&% Windows.
Så burde den katolske kirke, indre-missions folk og lignende jo helt klart også gøre hvad de kan for at udbrede Linux - så folk ikke bander så meget!
Men kender jeg dig ret, så vil du nok være relativt ligeglad med det :)