Forskellen mellem højt- og lavtuddannedes indtægter er 15 millioner kroner. Undertegnede kan f.eks. forvente at tjene ganske godt over 20 millioner kroner i løbet af mit arbejdsliv, mens en social- og sundhedshjælper kan forvente at tjene knap 10 millioner på samme tid. Det skriver LO Ugebrev, og dermed rammes der en solid pæl gennem myten om, at det ikke kan betale sig at uddanne sig.
I analysen bemærkes det også, at der er andre fordele ved at have en høj uddannelse: Større tilfredshed med ens arbejde, højere livskvalitet og bedre helbred. Det er f.eks. et kendt forhold, at veluddannede har en bedre tradition for at varetage deres helbred, f.eks. med mindre rygning, regelmæssige tandlægebesøg, osv. Dårligt helbred er begyndt at blive en klassesygdom.
Da DR interviewede en person i forbindelse med analysen i P1 i dag, blev det yderligere konstateret, at de højtuddannede betaler også uforholdsvis meget mere i skat. Så vidt jeg opfattede interviewet, betaler en ufaglært gennem et helt liv kun kr. 100.000 i skat i forhold til, hvad selvsamme person selv får direkte tilbage, hvilket altså efterlader blot kr. 100.000 fra den pågælÂdende person til samfundets generelle vedligehold af infrastruktur m.v. Til sammenligning skulle en læge betale i omegnen af 10 millioner kroner i skat.
Selv hvis jeg evt. har fået dette størrelsesforhold galt i halsen, bør det være åbenlyst, at den højtuddannede bidrager mere end dobbelt til det samlede samfundsbudget i forhold til den lavtuddannede. Argumentet for dette er ikke blot den progressive skat, men især at hver borger må formodes at forbruge et vist "grundbeløb", hvorefter alle øvrige skattepenge benyttes til landets bedste: Infrastruktur, kultur, forvaltning, miljø, osv.
Kort sagt: Jeg og de, der befinder sig på mit uddannelsesniveau og -felt, betaler gildet for de fleste af jer andre. Det kan vi så have vore holdninger til, og vi er nok ikke alle lige enige.
Der er dog også en anden og måske vigtigere pointe: Hvis man fra politisk hold tror, at uddannelse er en dyr investering, så prøv uvidenhed. Hvis skattepengene i så væsentlig udstrækning hænger sammen med uddannelsesniveauet, så er det både dyrt og dumt at spare på uddannelserne. Alligevel har den borgerlige regering konsekvent, og oftest med Bertel Haarder (V) som undervisningsminister, skåret i uddannelsesinstitutionernes budgetter og smædet eksperter, mens populariteten er vundet ved at snobbe nedad.
Det er så dumt, at man fristes til at foreslå talemåden, at disse politikere burde få skolepengene betalt tilbage - men ak, landet ville have været så meget rigere, hvis de havde brugt lidt flere af dem.
Noget helt andet er så, om det er rimeligt, at folk med en længerevarende uddannelse, der i deres arbejde har mulighed for at lave en eller anden variant af, hvad de alligevel ville lave i deres fritid uden at få løn for det, skal have en løn, der bare nærmer sig den, man får for at rense lokummer eller tørre gamle mennesker bagi.
Ikke for at nedvurdere "åndens arbejde", men jeg kan ikke se nogen grund til, at det skulle belønnes så voldsomt rent pengemæssigt, som tilfældet er. Yde efter evne og nyde efter behov, som gamle Proudhon vist sagde ("nyde efter evne og yder efter behov" svarer vist til de fleste kapitalisters indstilling :-)).
Det er jeg enig i. Mine tidligere jobs gik ud på at skrabe penge til enkelte firmaers ejere, og jeg har haft lidt svært ved at forklare, hvorfor dette skulle gøre mig så meget mere værd end de mennesker, der varetager essentielle, nødvendige opgaver i samfundet.
Jeg har altid haft en god fornemmelse af ideen om borgerløn.