Fem kvikke pirater, der tænker rationelt, har plyndret 1000 guldmønter, og skal nu dele dem mellem sig. Piraterne er ikke lige, men har indflydelse i forhold til deres status. Angus står højere end Brock; Brock står højere end Cinco; Cinco står over Diego; og Diego står over Edric.
De fem pirater deler nu rovet således, at den øverstbefalende foreslår en fordeling. Alle piraterne stemmer nu om denne fordeling. Hvis de fleste er enige, eller det bliver uafgjort, så er fordelingen accepteret. Men hvis et flertal er imod, må forslagsstilleren - den øverstbefalende - gå planken ud, og den næstkommanderende, der nu står øverst, kan stille et nyt forslag.
Idet piraterne tænker rationelt, må vi formode, at piraterne først og fremmest ønsker at overleve. Derefter ønsker de at maksimere deres udbytte, givet at de andre udfald er lige. Og endelig vil de foretrække at smide de andre overbord, hvis det kan hjælpe deres egen sag. De er kvikke, og de sætter sig selv først i dette spil.
Hvis man er, som folk er flest, vil man formode, at Angus vil tildele sig selv så lidt som muligt, så han undgår at blive kastet overbord. Men hvis han tænker rationelt, sker der noget helt andet. Det bliver tydeligt, hvis vi tænker lidt nærmere over situationen, idet vi benytter princippet for matematisk induktionsbevis:
Hvis nu alle pirater har været så uenige, at kun Diego og Edric er tilbage, så vil Diego foreslå, at han får hele rovet. Idet stemmerne er uafgjort, vinder Diego. Denne situation kan føres et vilkårligt antal trin tilbage, indtil vi når Angus. Men lad os tage et skridt ad gangen.
Hvis nu de sidste tre pirater er tilbage, så ved både Cinco og Edric, at Diego ville vælge hele rovet i næste runde. Derfor behøver Cinco kun at tilbyde Edric én mønt for at kunne nedstemme Diego. Med tre tiloversblivende pirater er fordelingen derfor 999 til Cinco, 0 til Diego og 1 til Edric.
Hvis der var fire pirater tilbage, ville den samme situation gøre sig gældende: Brock ved godt, at det ovenstående vil ske, og kan ikke støtte Cinco. Brock kan klare situationen med støtte fra Diego: 999 til Brock, 0 til Cinco, 1 til Diego og 0 til Edric. (Hvorfor ikke 0 til Cinco og 1 til Edric? Svar: Fordi Edric ved, at i næste runde ville det være fordelagtigt at kaste Brock overbord og få mindst det samme beløb fra Cinco.)
Vi har nu en matematisk induktion, hvor vi kan konstatere, at hvis Angus også ved alt dette, så kan han nøjes med Cincos og Edrics støtte. Fordelingen bliver derfor: Angus får 998 mønter, Brock får 0, Cinco får 1 mønt, Diego får 0, og Edric får 1. Den induktive udvikling siger således, at med mange flere pirater skal Angus blot bestikke hveranden pirat for at rane størstedelen af rovet. (Angus får først problemer, når der er flere pirater om rovet, end det kan deles med, men det er en anden historie - og hvem siger, at mønterne ikke kan deles?)
Spørgsmål: Hvorfor er denne matematiske leg kategoriseret under "kapitalisme"?
Svar: Tænk på bankdirektører og tilsvarende, der sidder på toppen, og som får enorme bonusser, når rovet skal deles. Nok går man ikke planken ud, hvis man taber afstemningerne, men det er tæt på. Og de, der skal bestikkes, er i øvrigt kun de folk, der har en reel indflydelse; hvis man flytter lidt rundt på dem en gang i mellem, kan man bestikke dem med tilsvarende mellemrum, så de tror, de får noget ud af det.
Spørgsmål: Er det ikke bare et tegn på, at det er godt at være rationel?
Svar: Jo, ved første øjekast. Men kun indtil vi alle gennemskuer det rationelle i, at det er nødvendigt at være solidariske med hinanden og nedstemme de øverste, så alle kan dele rovet ligeligt, og hver enkelt - bortset fra den øverste - får mest muligt ud af det. Den kortsigtede egoisme skal erstattes med langsigtet egoisme: Det er spillets regler, der skal ændres.
Klart dit bedste indlæg i længere tid. Man kan altid kværulere over præmiserne i praksis: også fuldt rationelle mennesker (mennesker med fuld rationel kapacitet) lade andet end rationalitet influere deres afgørelser i virkeligheden, men det er god debat.
Kimpo: Det er netop præmisserne, der er problemet, hvilket også er den lærdom, man generelt kan drage af spilteori. Hvor kapitalismens grundsætninger hævder, at mennesket er et entydigt selv-interesseret væsen, viser praksis, at menneskets selvinteresse bliver manifesteret gennem social ansvarlighed. Det er groft sagt sociopatisk adfærd, hvis man vælger Angus' og de øvrige piraters entydigt egoistiske vej (dvs. kapitalismens opfattelse om menneskelig motivation), hvor man ignorerer alle andre.
Men som "iterated prisoner's dilemma" (også fra spilteorien) antyder, så skal Angus ikke regne med, at folk er villige til at indgå i samarbejde med ham, hvis de hører, hvordan han snørede sine tidligere samarbejdspartnere. Ikke med mindre han får skruet et propagandaapparat sammen, der overbeviser folk om, at deres ene guldmønt var deres indsats værd, og at spillet er fair - og det er desværre den situtation, vi har i dag.