Rød støtte giver egen støtte

Når en gruppe mennesker bliver klemt på grund af den borgelige regerings adfærd, og jeg påpeger, at det går ud over mennesker, er det ikke, fordi jeg har ondt af ofrene, som jeg ikke har et personligt forhold til. Det er i stedet fordi jeg ved, at regeringen har samme holdning til mig, og at det hurtigt kan blive mig, der sidder i suppedasen. Så er der i høj grad et menneske og en behandling af mennesket, jeg kan forholde mig til, nemlig mig selv og deres behandling af mig. Der er ikke skyggen af bleeding heart liberal over mig.

Jeg nærer ikke romantiske drømme om, at mennesker skal leve i en særlig pagt med naturen. Jeg mener ikke, at mennesker udmærker sig ved at være biologisk eller guddommeligt pålagt krav om særlige forpligtelser overfor hverken andre mennesker eller andre dyr. Som art opfører vi os på planeten, som ethvert andet dyr har gjort det: Vi bruger løs af ressourcerne efter bedste evne. Når vi destruerer såvel vores livsgrundlag som hinanden, er det fordi vi kan. Jeg er ikke tree-hugger.

I alle disse situationer, og i øvrigt også ganske generelt, hælder jeg til et gammelt princip: Might is right. Blot tolker jeg ikke dette princip i dets oprindelige overensstemmelse med socialdarwinistisk pseudovidenskab (som går ud på, at de "stærkeste" mennesker, som har tilkæmpet sig magt over andre, vil avle stærke børn), og jeg betragter det heller ikke som udtryk for, at man skal acceptere de til enhver tid gældende magtbalancer. Jeg benytter princippet som en erkendelse af, at magt er et fænomen, der ikke alene afgøres af muskelstyrke, og at ret og fejl defineres af de, der har magten til det, samt at magt er en stadig kamp for denne mulighed. De, der får magten, får samtidig den ret, de selv beslutter sig for.

Jeg mener, at de mennesker, der kæmper for interesser, der strider imod mig, ikke skal have magten til at gøre det. Dette er simpel magtkamp, og det betyder, at jeg - som enhver anden, der indgår i magtkamp - ikke går ind for lige ret til alle. Jeg ønsker at begrænse den ret, som defineres af mine modstanderes magt- og retssystem. Jeg mener ikke engang, at alle er "lige" - for i forhold til hvad er vi "lige", når end ikke vores individuelle biologi er det? I bedste fald er vi alle lige ligegyldige set fra enten et større, makrokosmisk perspektiv eller fra et mindre, mikrokosmisk perspektiv, men lige nu og her har jeg mere nærværende interesser end hvilken rolle, de enkelte mennesker på Jorden spiller for universets tilstand om to milliarder år, eller om min krop har en eksistens set fra subatomar rækkevidde.

Jeg er selvinteresseret, og ønsker slet og ret, at jeg selv får det godt. Min selvtilfredsstillelse er begribeligvis en multidimensionel ligning med talrige kompromiser, og har både biologiske og opdragelsesrelaterede imperativer, ligesom den er under løbende udvikling. Jeg vil f.eks. arbejde for min tilfredsstillelse i den udstrækning, at arbejdet ikke er overmåde uinteressant og dermed utilfredsstillende. Jeg ofrer mig til dels for familiens muligheder, fordi det på lidt bredere sigt giver mig fordele. Mine handlinger er karakteriseret ved, at jeg indretter mig efter, hvad der både på kort sigt og på længere sigt giver mig en fordel indenfor det spillerum, min form for selvtilfredsstillelse giver mulighed for.

Derimod har jeg et lang række personlige ønsker, jeg gerne vil have opfyldt. Jeg vil gerne have flere penge mellem hænderne, gå i tryghed på gaden, have et samfund med stor viden og deraf følgende udvikling, ikke fylde mig selv med giftstoffer i maden, have frihed til at være mig selv, osv. Jeg sammenfattede en længere liste ved sidste Folketingsvalg, og behøver ikke gentage hele listen her.

Her kommer den røde holdning alligevel i spil. Det vil være en rød regering, der i væsentligst udstrækning arbejder på at opfylde mine ønsker af samfundet. Skal det om nødvendigt ske på bekostning af de mennesker, der opnår deres fordele på bekostning af mig, har jeg ikke svært ved at vælge side: Jeg vælger min egen side. Den smule, jeg får ud af skattelettelserne til de allerrigeste, betaler jeg mere end rigeligt igen for, enten direkte som brugerbetaling eller indirekte via tabte muligheder. Mine få tusinde kroner ekstra om året er intet at regne mod den systematiske ruinering af min søns børnehave og min datters skole - mine børns og deraf følgende mit problem - for nu blot at nævne ét felt, hvor den borgerlige regerings prioritering kan ses. Når den offentlige trafik bliver udpint, så skal jeg vente længe ved stoppestedet for at betale en dyr billet til en bus, der ikke kører derhen, hvor jeg skal af, eller også skal jeg sidde i kø på motorvejen - for at nævne et andet felt. De få tusinde kroner bliver hurtigt en ringe kompensation for alle generne.

Hvis jeg er solidarisk med forskellige af samfundets grupper, er det ikke fordi jeg føler solidaritet med dem. Så vidt jeg er orienteret kan muslimer f.eks. stikke deres Muhammed og Allah samme mørke sted hen, som de kristne kan stikke deres Jesus og Gud op. Imidlertid ved jeg også, at den p.t. siddende magt hellere end gerne ville fordrive (eller alternativt assimilere) enhver, der ikke tilhører samme kristne gruppering, herunder mig. Hvadenten jeg ønsker det eller ej, placerer det mig ligesom muslimerne som modstander mod magthavernes religion, og dermed har vi en fælles fjende. Det bliver vi ikke venner af, men så længe modstanderen er større og har magten, har vi større prioriteter end hinanden. Jeg er hverken indvandrer, homoseksuel, en truet art, flygtning, under uddannelse, bosat i et uland (endnu), socialt udsat, syg, barn eller et naturområde. Men jeg er heller ikke en del af den økonomikult, der gladeligt ofrer enhver anden gruppe på kapitalismens alter, og hvis kapitalisterne er villige til at ofre disse grupper, er de også villige til at ofre enhver anden, mig inklusive.

Forholdet mellem mig og min arbejdsgiver er præget af en grundlæggende uenighed om forholdet mellem udført arbejde og kompensation. Vi har modsat rettede økonomiske interesser, og det er en åbenlys fordel for mig at have en stærk fagforening, der arbejder for at sikre mig mod min arbejdsgiver. Ydermere ville det være direkte selvdestruktivt for mig at støtte en magthaver, der støtter arbejdsgivernes interesser frem for lønmodtagernes, herunder ved at bekæmpe fagforeningernes magt eller ved at støtte fagforeninger såsom Krifa, der ikke kæmper for medlemmernes interesser. De fleste af fagforeningens medlemmers ve og vel rager mig en høstblomst, men jeg står i samme situation som de, og dermed er det en rationel fordel at være solidarisk med dem, uanset hvad jeg ellers måtte føle om dem. Mange medlemmer giver nemlig fagforeningen en større magt til at kæmpe for det, der er min fordel.

Når miljøet bliver skadet, er det ikke alene truende for helbredet. Det bliver også dyrt at kæmpe om ressourcerne. Det har jeg virkelig ikke lyst til at betale for, og derfor vil jeg gerne have rettet op på systemet, inden det enten er for sent eller for alvor koster kassen. Det handler ikke om romantiske drømme om skovsøer og arter, der har "fortjent" at blive bevaret, men om at det er til min fordel, at økosystemerne bliver bevaret.

Kort sagt: Som udgangspunkt er jeg ikke genkendeligt rød, og det er heller ikke nødvendigt. Alt det her handler ikke om at "føle solidaritet" med det ene eller det andet, men simpelt hen om, at det er mest gavnligt for mig at alliere sig med de folk, der allerede kæmper for en magtfordeling, som står til min fordel. Jeg er egentlig ligeglad med, om jeg også kæmper mine skæbneallieredes kamp; jeg håber blot, at de også vil kæmpe for deres sag i de tilæ¦lde, hvor den tilfældigvis også gavner min.

Jeg er selvinteresseret, og hvis ikke jeg tror, at jeg ene mand kan vinde en kamp mod mange, så er jeg nødt til at slå mig sammen med andre, der er i min situation. Når jeg tænker på mig selv først, er det fordelagtigt for mig at være rød, hvadenten jeg føler noget for det eller ej.