SFs kompromitterende kompromisser

| 1 Comment |
Lixtal: 46Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

villysoevndal.jpgVilly Søvndal (SF) forklarer i en kronik i Politiken, at SF ikke er rykket til højre, men derimod indgår kompromisser for at få indflydelse. Man kan sige - og her tør jeg godt lægge ordene i munden på Villy - at idealerne jo ikke betyder særlig meget, hvis ikke man får dem ført ud i livet, ud i virkelighedens verden. Hvis ikke man kan få alt gennemført, kan man dog måske få gennemført noget ved at indgå kompromisser. Man giver lidt, og man får lidt. Det er en handel.

Men det er også en farlig vej, når man er oppe mod en dygtig modpart, der kan skabe indtryk af, at de sidder med en meget vigtig sag, som modparten kun meget modvilligt vil give afkald på. Så skal man give mange indrømmelser, før modparten endelig accepterer et kompromis. Og når håndslaget på kompromisset er givet, griner modparten hele vejen tilbage til sit partikontor, fordi modparten netop har solgt katten i sækken. Den før så "vigtige" sag var en skinmanøvre, den var chokoladeovertrækket på den politiske cyanidpille, man som kompromisforhandler har måttet sluge. Sådan går det for regeringen, næsten hver gang den indgår kompromisser med Dansk Folkeparti. Men selv om Dansk Folkeparti igen og igen formår at trække regeringen yderligere mod højre, er det bestemt ikke fordi regeringen er talentløse kompromisforhandlere. Det er snarere fordi Dansk Folkeparti i virkeligheden ikke har særlig mange holdninger, og delvist fordi Dansk Folkeparti på grund af sin diktatoriske styring taler med én stemme (hvilket gør det svært at indgå underhåndsaftaler med de enkelte partimedlemmer af Dansk Folkeparti), at partiet kan indgå kompromisser om hvadsomhelst, uden at det slår skår af Dansk Folkepartis idealer.

Står Dansk Folkeparti og regeringen ligefrem sammen om en holdning, som SF nu skal indgå kompromis med regeringen og Dansk Folkeparti om, kan resultatet forudsiges. SF får sikkert nogle indrømmelser, der stemmer overens med SFs idealer. Men hvis regeringens idealer og langtidsplan (en "roadmap", ville man kalde det i forretningssprog) for gennemførelse af dens idealer kan sammenlignes med en stor flod, er kompromisserne, som regeringen indgår med SF (og Socialdemokratiet og de Radikale) i værste fald et lille vandløb her og der. Får SF tilkæmpet sig et lille vandløb bort fra floden, får regeringen til gengæld gravet floden dybere og bredere et sted, hvor der var hindringer i dens løb.

Set isoleret er kompromisserne ligeværdige. Men regeringens kompromisser er organiserede og retningsorienterede, mens SFs kompromisser til sammenligning er tilfældige. Regeringens kompromisser er strategiske, mens SF blot forsøger at få indflydelse. Når regeringen indgår kompromisser, forvitrer de ikke regeringens generelle værdigrundlag og strategi. SF får lov til at trække retningen en smule den ene eller anden vej, men regeringens overordnede rute er fremad (i forhold til deres ønsker), og har i værste fald blot gået en lille omvej.

SF har ret i, at man må indgå kompromisser, hvis man vil have indflydelse. Men SF indgår kompromisser som svømmede de mod land i en flod med en kraftig strøm: De kommer måske ind mod det land, hvor de kan finde vælgere, men ikke uden at være trukket langt ned ad de højredrejende strømninger. SF har ganske rigtigt behov for at få virkelig indflydelse, for idealer er ikke tilstrækkeligt. Men hvis man indgår alt for mange kompromisser i alt for lang tid, har man i virkelighedens verden flyttet sig. SF har endnu ikke opdaget, at de er flydt med strømmen, for de er alt for optagede af at nå ind til land.

1 Comment

Det virker som en farlig strategi for SF

Hvis man scorer vælgere på denne nye politik, så bliver de der jo nok ikke hvis man pludselig slår bak. Så hvis SF ikke holder kursen, vil de jo nok miste en del af de vælgere de vundet. Slår de ikke bak i tide, så mister de nok en del af deres gamle vælgere...

Leave a comment

Ældre indlæg

Sider

Om dette indlæg

Denne side indeholder et enkelt indlæg af Ole Wolf, udgivet d. 06.01.2010 12:14.

Forrige indlæg: Tør du klikke?

Næste indlæg:Med sorg og beklagelse

Find de nyeste indlæg på forsiden, eller søg i de ældre indlæg to find all content.