Kære S og SF,
Jeg håber, jeg må låne 12 minutter af jeres tid på hjælp til et forståelsesproblem, som jeg har rodet med i nogen tid.
Indledningsvist vil jeg gerne understrege, at jeg har fuld forståelse for, at vi alle skal samarbejde solidarisk, når landets økonomi skal genoprettes. Det må være hovedbudskabet i en "fair" genopretningsplan, og jeg formoder, at dette også er udgangspunktet for jeres plakater med 12 minutter om dagen, der opfordrer os alle til at arbejde 38 timer om ugen.
Det står imidlertid uklart for mig, hvordan jeg skal forholde mig til denne opfordring. Jeg arbejder nemlig sjældent 37 timer om ugen; faktisk arbejder jeg jævnligt 40-50 timer om ugen, så når en 38 timers arbejdsuge set i dette lys lyder særdeles tillokkende, er det næppe en reduktion af min arbejdstid, I mener, at jeg skal stile mod.
Nu må I ikke opfatte dette som et forsøg på at være morsom, for der ligger et par skjulte problematikker i det, som jeg har svært ved at gennemskue:
For det første har jeg svært ved at gennemskue, om jeg skal ignorere jeres opfordring til at tage ansvar og blot hvile på laurbærrene, velvidende at jeg allerede gør mere end de fleste for at løfte det ansvar, I pålægger mig. Er det sådan, jeg skal forstå jeres opfordring?
For det andet tilhører jeg den gruppe af danskere, der som udgangspunkt får en økonomisk fordel af topskattelettelserne. (Omend kun som udgangspunkt, for min skattelettelse bliver mere end rigeligt ædt op af de kompenserende foranstaltninger, jeg må iværksætte for at retablere de muligheder, som er blevet reduceret for at financiere skattelettelserne. Det vil jeg dog undlade at diskutere nærmere). Hvis jeg skal arbejde mere for at kunne betale for, at jeg får topskattelettelser, svarer det jo til at gå over åen efter vand: Det lyder, som om det ville være en nemmere løsning blot at droppe topskattelettelserne, men eftersom I nok har tænkt mere over dette end jeg, vil jeg gerne høre, hvorfor det sidste ikke er en mulighed.
For det tredie er jeg joblønnet, dvs. jeg får en fast løn for at udføre en række arbejdsopgaver tilfredsstillende og koordineret med virksomhedens øvrige opgaver, uden at der (inden for visse begrænseninger) er fastsat en nærmere grænse for min arbejdstid, andet end at arbejdsopgavernes omfang bør svare til cirka 37 timer om ugen, hvilket danner udgangspunktet for fastlæggelsen af min månedsløn. Det betyder, at jeg ikke får en krone mere i løn, hvis jeg arbejder 38 timer om ugen. Dermed betaler jeg heller ikke mere i skat, hvis jeg arbejder flere timer; jeg bruger alene mere tid. Derfor har jeg svært ved at gennemskue, hvordan en eventuel forøgelse af min arbejdstid bidrager til samfundets økonomi. Til gengæld vil en forøgelse af min arbejdstid gøre det mindre nødvendigt for virksomheden at finde arbejdskraft til de opgaver, jeg yderligere kan påtage mig. For mig at se er det en dobbelt negativ effekt. For det første bidrager en øget arbejdstid for mit vedkommende reelt ikke med noget i skattekisten, men tjener derimod til at forhindre andre i at få et job og således både betale skat og undgå overførselsindkomster - hvis jeg da ikke ligefrem er medvirkende til, at nogle af mine kolleger gøres overflødige i et firma, der allerede har trimmet medarbejderstaben til firmaets leverancer, og derfor vil blive stillet konkurrencemæssigt dårligere, hvis den får en større arbejdsstyrke. Kan I forklare mig, hvordan en øget arbejdstid for mit vedkommende bidrager til samfundets økonomi?
Med venlig hilsen,
Ole Wolf
Jeg håber, jeg må låne 12 minutter af jeres tid på hjælp til et forståelsesproblem, som jeg har rodet med i nogen tid.
Indledningsvist vil jeg gerne understrege, at jeg har fuld forståelse for, at vi alle skal samarbejde solidarisk, når landets økonomi skal genoprettes. Det må være hovedbudskabet i en "fair" genopretningsplan, og jeg formoder, at dette også er udgangspunktet for jeres plakater med 12 minutter om dagen, der opfordrer os alle til at arbejde 38 timer om ugen.
Det står imidlertid uklart for mig, hvordan jeg skal forholde mig til denne opfordring. Jeg arbejder nemlig sjældent 37 timer om ugen; faktisk arbejder jeg jævnligt 40-50 timer om ugen, så når en 38 timers arbejdsuge set i dette lys lyder særdeles tillokkende, er det næppe en reduktion af min arbejdstid, I mener, at jeg skal stile mod.
Nu må I ikke opfatte dette som et forsøg på at være morsom, for der ligger et par skjulte problematikker i det, som jeg har svært ved at gennemskue:
For det første har jeg svært ved at gennemskue, om jeg skal ignorere jeres opfordring til at tage ansvar og blot hvile på laurbærrene, velvidende at jeg allerede gør mere end de fleste for at løfte det ansvar, I pålægger mig. Er det sådan, jeg skal forstå jeres opfordring?
For det andet tilhører jeg den gruppe af danskere, der som udgangspunkt får en økonomisk fordel af topskattelettelserne. (Omend kun som udgangspunkt, for min skattelettelse bliver mere end rigeligt ædt op af de kompenserende foranstaltninger, jeg må iværksætte for at retablere de muligheder, som er blevet reduceret for at financiere skattelettelserne. Det vil jeg dog undlade at diskutere nærmere). Hvis jeg skal arbejde mere for at kunne betale for, at jeg får topskattelettelser, svarer det jo til at gå over åen efter vand: Det lyder, som om det ville være en nemmere løsning blot at droppe topskattelettelserne, men eftersom I nok har tænkt mere over dette end jeg, vil jeg gerne høre, hvorfor det sidste ikke er en mulighed.
For det tredie er jeg joblønnet, dvs. jeg får en fast løn for at udføre en række arbejdsopgaver tilfredsstillende og koordineret med virksomhedens øvrige opgaver, uden at der (inden for visse begrænseninger) er fastsat en nærmere grænse for min arbejdstid, andet end at arbejdsopgavernes omfang bør svare til cirka 37 timer om ugen, hvilket danner udgangspunktet for fastlæggelsen af min månedsløn. Det betyder, at jeg ikke får en krone mere i løn, hvis jeg arbejder 38 timer om ugen. Dermed betaler jeg heller ikke mere i skat, hvis jeg arbejder flere timer; jeg bruger alene mere tid. Derfor har jeg svært ved at gennemskue, hvordan en eventuel forøgelse af min arbejdstid bidrager til samfundets økonomi. Til gengæld vil en forøgelse af min arbejdstid gøre det mindre nødvendigt for virksomheden at finde arbejdskraft til de opgaver, jeg yderligere kan påtage mig. For mig at se er det en dobbelt negativ effekt. For det første bidrager en øget arbejdstid for mit vedkommende reelt ikke med noget i skattekisten, men tjener derimod til at forhindre andre i at få et job og således både betale skat og undgå overførselsindkomster - hvis jeg da ikke ligefrem er medvirkende til, at nogle af mine kolleger gøres overflødige i et firma, der allerede har trimmet medarbejderstaben til firmaets leverancer, og derfor vil blive stillet konkurrencemæssigt dårligere, hvis den får en større arbejdsstyrke. Kan I forklare mig, hvordan en øget arbejdstid for mit vedkommende bidrager til samfundets økonomi?
Med venlig hilsen,
Ole Wolf
Hele spørgsmålet om 37 vs 38 timer giver kun mening for fabriksarbejde og lignende jobs, hvor man altid møder og går på et bestemt tidspunkt. I et kontorjob som du har og jeg har haft, møder folk sådan ved otte-ni-tiden og går sådan ved fire-fem-tiden, og om det lige er 37, 38, 39 eller 35 timer, man får arbejdet en bestemt uge er normalt ikke vigtigt, så længe arbejdet bliver gjort.
Desuden, hvis arbejdsuge bliver sat op til 38 timer til samme løn, hvem siger så, at der faktisk ville blive *arbejdet* en time mere? Jeg kunne sagtens forestille mig, at der snarere ville blive arbejdet en time *mindre*, for nu har vi jo lidt bedre tid til at nå det hele.
Da jeg var på Grundfos, som er berygtet for deres dårlige lønninger for ingeniører, plejede vi at spøge med, at ledelsen burde trække den tid fra, som folk bruger på at brokke sig over lønnen, når de regner ud, hvad deres ingeniører koster i timen. Det kunne sagtens blive enden på det her også.
Jeg synes, at det største problem er, at ekstra timer ville svare til ekstra bemanding i et firma. Men i en tid, hvor der er rigelig med arbejdskraft, er efterspørgslen på et firmas produkter ikke stor nok til, at der er behov for denne ekstra arbejdskraft. Firmaerne holder jo netop arbejdskraften på det lavest nødvendige for at opretholde konkurrenceevnen. I praksis betyder det, at i samme øjeblik, folk bruger 12 minutter om dagen, får de - eller nogle af deres kolleger - en fyreseddel, så arbejdsstyrken igen matcher efterspørgslen på produktionen. Det eneste, vi får ud af sætte arbejdstiden op, er flere arbejdsløse.
Tænk at du er enig med administrerende direktør i Novo Nordisk Lars Rebien Sørensen:
- Hvis danskerne skal arbejde mere, så skal vi afskedige medarbejdere. Det er jo helt hul i hovedet, lyder det fra medicingiganten Novo Nordisk' administrerende direktør Lars Rebien Sørensen.
Den udmelding får kun Henrik Sass Larsen til at anklage ham for at være Marxist
Men, men... de 12 minutter ekstra er jo heller ikke ment til lige nu, men derimod når den situation opstår at Danmark kommer til at mangle arbejdskraft pga. den demografiske udvikling, som Ole Sohn så pænt forklarer
Hrhm....Mon Henrik Sass Larsen mener at Ole Sohn er Marxist også ? :-)
Alvorligt talt så har vi et problem, når regeringen kun har et bud på hvad der skal gøres på kort sigt og oppositionen på langt sigt, men ingen af parterne ser ud til at fremlægge langsigtede bæredygtige løsninger for det vil koste vælgere......
Martin: Hvis jeg er enig med Lars Rebien, så er det jo ikke nødvendigvis fordi jeg deler hans holdninger, men fordi vi begge ved, hvordan et firma er skruet sammen. Vi er bare enige om fakta.
Lige nu og her er der ikke mangel på arbejdskraft. Hvis vi sætter arbejdsugen op til 38 timer, sender vi blot flere på overførselsindkomster, uden at der er tjent en krone. Det bliver til en ren udgift, for S og SFs præmisser holder ikke. Når eller hvis vi på et tidspunkt kommer til at mangle arbejdskraft, så kan vi diskutere til den tid, om det er værd at sætte arbejdsugen op. Lige nu og her vil det bare give et endnu større underskud.
Hej Ole,
Det er jeg helt med på. Og jeg er helt med på at du og jeg har et meget forskelligt syn på de løsninger, der skal til, men derfor er det jo så meget mere glædeligt at vi trods alt er enige om noget :-)