april 2011 Archives

Kære Sundhedsminister Bertel Haarder,

Jeg skriver til dig med en forhåbentlig ydmyg anmodning.

Siden jeg for 15 år siden afsluttede min IT-uddannelse med en top-afgangskarakter, har jeg forladt en række danske jobs. Ved disse lejligheder har flere af mine tidligere arbejdsgivere foreslået mig til at overveje forskervejen, fordi mine evner var for høje til erhvervslivets behov.

Imidlertid viser regeringens gentagne nedskæringer og videnshæmmende regler for universiteterne (blandt sidstnævnte kan nævnes bl.a. regeringens de facto pålæggelse af selvcensur hos danske forskere og på kravet om fjernelse af gruppeeksamener fra universitetet, der uddannede mig), at oplagte talenter bestemt heller ikke er ønskede på forskningsvejen.

Desværre er mine evner af faglig og ikke entreprænør- eller sælgeragtig karakter, og jeg har derfor ikke mulighed for at blive erhvervsdrivende og som sådan en del af den eneste befolkningsgruppe, regeringen tilgodeser. Mine år efter endt uddannelse har således været præget af manglende mulighed for at udnytte mine evner, og hvad der startede som frustration udviklede sig til en stigende depression. I indeværende måned mistede jeg endvidere mit job under en kapitalfonds fyringsrunder - dvs. kapitalfondenes mulighed for at sende folk ud i offentligt omkostningsfuld arbejdsløshed i stedet for at acceptere en ganske svagt højere pris for brugerbetalingen på de produkter, kapitalfondenes virksomheder producerer, samtidig med at de resterende ansatte får stress af den øgede arbejdsbyrde. Denne fyring trak den sidste flig af tæppet væk under mig, og sendte mig direkte ind på hospitalets psykiatriske afdeling med svær depression og en vurderet høj risiko for selvmord.

I psykiatrien oplever jeg også regeringens ressourcefordeling. Først tog det en uges tid på en lukket afdeling blandt potientielt farlige patienter, før der endelig kunne tilgodeses en læge. Dette muliggjorde en overflytning til en åben afdeling (dog stadig blandt patienter hvoraf nogle var voldelige mod hinanden), hvor jeg kunne gå ud efter aftale, mens min i øvrigt ret indlysende situation blev udredt. Dette tog ca. to uger pga. begrænset lægetid. For nyligt er jeg blevet flyttet til en anden geografisk lokation, men da også denne lokation har manglende lægekapacitet, er jeg for det, der anses for min egen sikkerheds skyld, igen blevet parkeret med forbud mod uledsaget udgang, indtil en læge får tid til at tale med mig. Dette er særligt uheldig for min situation, idet netop manglen på personlig frihed har en meget negativ effekt på min depression.

Derfor vil jeg gerne forhøre mig om muligheden for, om jeg kan få udleveret en natskjorte fra psykiatrien, som man kender dem fra "gamle dage", så jeg ikke som nu forventes at iklæde mig mit eget tøj. Jeg mener, at Sundhedsministeren må finde mig værdig til en sådan donation, for hvis jeg sjosker formålsløst frem og tilbage på gangene på en psykiatrisk afdeling iklædt en lyseblå, forvasket natskjorte og filttøfler, vil jeg langt om længe have indfriet den borgerlige regerings visioner for folk med min baggrund og evner.

På forhånd tak, og med venlig hilsen,

Ole Wolf

Kære Claus Hjort Frederiksen (V),

Lad mig starte med at understrege, at jeg fandt flodhesten "Dolph" yderst underholdende; i hvert fald i de første få uger, hvor figuren endnu ikke var blevet en gentagelse. Man siger også, at humor forsvinder, når man analyserer den, og det bør den også gøre, når man hører dig være enig med Dolph:

Flodhesten Dolph er satire. Den er en karrikatur. En karrikatur er kendetegnet ved, at man fremhæver de ekstreme egenskaber. Pointen med Dolph er at skildre en stereotype, der er så ekstrem, at man ikke kan være enig, blandt andet fordi den bløde bamse med sit blotte udseende signalerer, at Dolph ikke har formatet til sin ekstremisme, der således blot er den aggressive, retoriske kompensation fra et dyr med mindreværdskomplekser.

Erklærer man sig enig med Dolph, er det som humoristisk selvironi, idet man med sin erklæring kommunikerer, at man netop ikke er enig, og ikke deler Dolphs ekstremisme og storhedsvanvid.

Hvis man imidlertid føler, at man oprigtigt kan være enig med en karrikatur, er der simpelthen noget galt med en. Dolphs ekstremisme er absurd og irrationel, og det er alene disse kvaliteter, du kommunikerer om dig selv, når du erklærer dig enig med Dolph. Og hvis andre mener, at man minder dem om Dolph, er det fordi de ser en ekstremist eller en selvopblæst nar.