Ord, der dræber

Reklamer virker. Politiske kampagner flytter stemmer. Børn bliver undervist i skolerne. Forhandlinger skaber resultater. Mennesker påvirker i det hele taget hinanden ved at tale med hinanden. Alt, hvad vi siger, har til hensigt at flytte en eller flere modparter. Hvis ikke vi påvirkede hinanden med vore ord, ville det slet ikke give mening at diskutere. Al kommunikation ville være ligegyldig. Lydene skabt i vores strubehoveder ville falde for døve øren, og som art ville vi næppe have udviklet et sprog. Der eksisterer ikke nogen kartesisk dualisme, hvor ånd og stemme findes isoleret fra krop og handling.

Fortæl en person, der har oplevet mobning, vedholdende fjendtlig retorik eller konstant nedgøring, at ord ikke kan gøre nogen skade. De kan nedbryde et barn lige så effektivt og permanent som vold og seksuelle overgreb. Fortæl en person, der kæmper for at holde sammen på sin økonomi, at ordene "du er fyret" ikke har fysiske følger, inden fyringen træder i kraft. Fortæl en person, der dømmes uskyldigt til døden i en amerikansk retssag på grund af anklagerens skarpe tunge, at ord ikke er farlige. Fortæl til per­so­nen, der for­sø­ger selv­mord efter lang tids må­l­ret­tet hetz, at man ikke for­søg­te at pådrage ham reel skade. Fortæl de hun­d­re­de­tu­sin­der af flygt­nin­ge fra Irak, at løgne om mas­seø­de­læg­gel­ses­vå­ben ikke havde kon­se­kven­ser.

Hvis ikke et po­li­tisk parti for­ven­te­de, at deres ord havde nogen be­tyd­ning og fik folk til at skifte adfærd, ville partiet trække sig tilbage fra of­fent­lig­he­den og ikke spilde sin tid på TV-skær­me­ne, i de­bat­ter, i ra­dio­in­ter­views, i læ­ser­brevs­s­pal­ter­ne og i kam­pag­ne­an­non­cer. Ingen vælger ville blive flyttet af kom­mu­ni­ka­tion, men ville sætte sit kryds helt uaf­hæn­gigt af det po­li­ti­ske partis bud­ska­ber. Det er slet og ret ind­ly­sen­de, at kom­mu­ni­ka­tio­nen fra po­li­ti­ske partier har til hensigt at rykke be­folk­nin­gen. Valget af retorik, valget af emner og valget af ar­gu­men­ta­tion har som formål at få be­folk­nin­gen til at ændre adfærd. Det er ikke alene uønsket eller util­sig­tet, hvis et individ i be­folk­nin­gen skulle for­bli­ve upå­vir­ket af de po­li­ti­ske par­ti­ers kom­mu­ni­ka­tion, det er utæn­ke­ligt.

Lang tids ved­hol­den­de bud­ska­ber skaber kom­mu­ni­ke­ren­de fæl­les­ska­ber af enighed - dis­kur­ser - der li­ge­frem si­destil­les med at de­fi­ne­re vir­ke­lig­he­den, idet vir­ke­lig­heds­op­fat­tel­se ikke er ob­jek­tiv, men de­fi­ne­res socialt - gennem sproget. Sproget be­skri­ver vir­ke­lig­he­den: Ordene sætter navn på de me­nin­ger, der er værd at optage eller mod­sæt­te sig; sæt­nin­ger­ne de­fi­ne­rer de emner, man for­mo­des at be­skæf­ti­ge sig med; sproget udgør den vir­ke­lig­hed, man kan be­skri­ve og dermed for­hol­de sig til. Og jo mere, en vir­ke­lig­hed be­skri­ves i ens samfund, desto mere nær­væ­ren­de bliver den.

Derfor er også Dansk Fol­ke­par­tis, Ven­stres og de Kon­ser­va­ti­ves ra­ci­sti­ske diskurs med til at skabe fjendt­li­ge hold­nin­ger mod ind­van­dre­re i be­folk­nin­gen. Den stærke og ved­hol­den­de an­ti­mus­lim­ske diskurs skaber fjendt­lig­hed mod mel­le­møst­li­ge be­folk­nin­ger i be­folk­nin­gen. Det ville være forrykt at hævde, at fjendt­lig­he­den skulle være opstået helt uaf­hæn­gigt af de tre partier, selv om også par­ti­er­ne selv er under ind­fly­del­se fra deres bagland. Afviser man dette, afviser man også en af de vig­tig­ste grund­pil­ler for sprog, fi­lo­so­fi og ud­bre­del­sen af viden.

Det gør sam­ti­dig disse tre partier me­dansvar­li­ge for de hold­nin­ger, som den høj­re­ek­stre­mi­sti­ske, norske mas­se­mor­der Anders Breivik gav udtryk for; selv Breivik var op­mærk­som på dette, idet han henvise til de danske høj­re­par­ti­er. Anders Breivik må ganske vist for­mo­des at have en per­son­lig­heds­for­styr­rel­se, men det er oplagt at spørge re­to­risk: Var Anders Brei­viks sygdom mon kommet til udtryk på samme måde, såfremt hans vir­ke­lig­heds­op­fat­tel­se var blevet næret af en retorik om fre­de­lig sa­mek­si­stens frem for den fjendt­li­ge retorik, som hans fo­re­gangs­mænd be­nyt­te­de?

Svaret må være, som Philip Zim­bar­do har påpeget, at man skal un­der­sø­ge selve in­di­vi­det, når alle andre for­kla­rings­mo­del­ler er opgivet; man er ikke den, man er - man er den, hvor man er, dvs. ens iden­ti­tet og adfærd er først og frem­mest bestemt af de fysiske og kom­mu­ni­ka­ti­ve om­gi­vel­ser, man be­fin­der sig i. Anders Breivik har taget re­to­rik­ken til ef­ter­ret­ning og kro­p­s­lig­gjort den. Væ­sent­li­ge dele af den ind­van­drer­fjendt­li­ge retorik ville kun kunne lade sig gen­nem­fø­re ved hand­lin­ger såsom Anders Brei­viks på endnu større plan. In­ter­ne­ring i ar­bejds­lej­re­, fol­keud­ryd­del­ser og mas­se­deporta­tio­ner er de eneste måder, den ind­van­drer­fjendt­li­ge retorik kan gen­nem­fø­res på i praksis, og Anders Breivik er i den for­stand kun per­son­lig­heds­for­styr­ret i den ud­stræk­ning, at han har manglet er­ken­del­se af, at hand­lin­gen, og dermed også re­to­rik­ken, er van­vit­tig.

Det er end ikke sikkert, at Anders Breivik virkelig har en personlighedsforstyrrelse. Hvis en flok på 100 mand står ved havnen og råber "skub ham i havnen!" om en bestemt person, og én af de 100 pludselig gør alvor af situationen, vil det være forrykt at skyde al skyld på den ene person, fordi det ville være forrykt at hævde, at råbene fra de 99 havde været uden påvirkning. Anders Breiviks udtalelser og holdninger er ikke usædvanlige blandt medlemmerne af den ekstreme højrefløj, og han kan være ledt af den højreekstreme retorik på samme måde som soldater drives til at skyde på en fjende, som de i situationen ikke ser som mennesker.

Dansk Folkeparti, Venstre og de Konservative, samt deres norske søsterpartier, er således ikke ansvarlige for, at Anders Breivik sandsynligvis er sindssyg, men de er med deres retorik med til at bestemme de handlinger og holdninger, en person som Anders Breivik vil påtage sig. Det er beskæmmende, at de i stedet kaster al skyld fra sig og fortsætter deres fjendtlige retorik som hidtil.