Indenfor de sidste 10 år har den almindelige dansker fået op til flere hundrede kroner i skattelettelser af den borgerlig regering, og hvad er takken? En stor del af befolkningen vil have yderligere skattelettelser. Nuvel, det er måske forståeligt, fordi uligheden er steget: Skattelettelserne faldt jo især ud til de allerrigeste menneskers fordel, mens de af skatten hidtil dækkede udgifter langsomt er overgået til brugerbetaling, og nettoresultatet blev, at det blev dyrere at være dansker - med mindre man i forvejen var en af de allerrigeste.
Men den slags er naturligvis lidt sværere at regne på. Venstres og de Konservatives faste vælgerskare, samt de af de Radikales vælgere, der er klar over, hvad de Radikales økonomiske politik går ud på (den er nemlig i store træk identisk med Liberal Alliances, blot mindre målrettet mod specifikke partistøtter), vil have yderligere skattelettelser, fordi de ikke kan gennemskue, hvorfor de trods de hidtidige skattelettelser ikke har set deres penge endnu. De har ikke fattet, at de ikke blot betaler for deres egne skattelettelser, men også er med til at betale for de allerrigestes skattelettelser.
Samtidig sidder det private erhvervsliv og piver over manglende kvalifikationer i den danske arbejdsstyrke på trods af, at det sjældent har været lettere at ansætte kvalificeret arbejdskraft i den stadigt presserende finanskrise. Det er længe siden, de har haft så let ved at finde arbejdskraft. Men vil de være med til at financiere opkvalificering eller uddannelse på de danske erhvervsskoler og universiteter? Nej, sandelig nej: Det skal såmænd også gøres brugerbetalt, så man ikke skal bruge af skatten til SU m.m. Og ikke nok med det; erhvervslivet ønsker ligefrem endnu lavere skatter på trods af, at økonomer kan påpege, at selskabsskatten ikke er nogen væsentlig parameter for konkurrenceevnen, og på trods af, at Danmark har langt lavere selskabsskat end de lande i Europa, der klarer sig langt bedre end vi. Sidst jeg så på min selvangivelse, stod der en væsentligt højere trækprocent på den, end erhvervslivet føler sig plaget af.
De vil både blæse og have mel i munden. De klager over manglende kompetencer, men de vil ikke være med til at betale for at få dem. Tværtimod ser de helst, at lønningerne kan falde, så de kan fastholde deres prissætninger men betale mindre til de ansatte, og således høste et endnu større overskud end før. Det er næppe nogen, der ved sine fulde fem vil forestille sig, at virksomhederne ville sætte priserne på deres produkter ned i fuld proportion med en eventuelt faldende udgift til lønninger.
Velfærdssamfundets goder - tilskud til børnehaver, gratis lægebesøg, tilskud til tandlægebesøg, gratis skolegang og længerevarende uddannelse, SU, dagpengesystem, osv. osv. - er alt sammen med til at sikre, at begge forældre kan arbejde, bliver hurtigt raske, bliver kompetente og ikke falder bort fra arbejdsmarkedet. De er ikke alene det enkelte individs gode, men i mindst lige så høj grad muligheder, der kommer erhvervslivet til gode. Ikke desto mindre er virksomhederne frække, nej arrogante, nok til at kræve, at alle disse goder, som erhvervslivet nyder godt af, skal betales af borgerne selv, så erhvervslivet kan få i både pose og sæk.
Det er ironisk, at det netop er erhvervslivets lakajer i Folketinget i form af de borgerlige partier, som strør om sig med floskler om, at vi skal gøre op med den danske krævementalitet, og at alle skal være med til at løfte os ud af finanskrisen, når den værste krævementalitet og mindste villighed til at bidrage i virkeligheden kommer fra erhvervslivet.
Men den slags er naturligvis lidt sværere at regne på. Venstres og de Konservatives faste vælgerskare, samt de af de Radikales vælgere, der er klar over, hvad de Radikales økonomiske politik går ud på (den er nemlig i store træk identisk med Liberal Alliances, blot mindre målrettet mod specifikke partistøtter), vil have yderligere skattelettelser, fordi de ikke kan gennemskue, hvorfor de trods de hidtidige skattelettelser ikke har set deres penge endnu. De har ikke fattet, at de ikke blot betaler for deres egne skattelettelser, men også er med til at betale for de allerrigestes skattelettelser.
Samtidig sidder det private erhvervsliv og piver over manglende kvalifikationer i den danske arbejdsstyrke på trods af, at det sjældent har været lettere at ansætte kvalificeret arbejdskraft i den stadigt presserende finanskrise. Det er længe siden, de har haft så let ved at finde arbejdskraft. Men vil de være med til at financiere opkvalificering eller uddannelse på de danske erhvervsskoler og universiteter? Nej, sandelig nej: Det skal såmænd også gøres brugerbetalt, så man ikke skal bruge af skatten til SU m.m. Og ikke nok med det; erhvervslivet ønsker ligefrem endnu lavere skatter på trods af, at økonomer kan påpege, at selskabsskatten ikke er nogen væsentlig parameter for konkurrenceevnen, og på trods af, at Danmark har langt lavere selskabsskat end de lande i Europa, der klarer sig langt bedre end vi. Sidst jeg så på min selvangivelse, stod der en væsentligt højere trækprocent på den, end erhvervslivet føler sig plaget af.
De vil både blæse og have mel i munden. De klager over manglende kompetencer, men de vil ikke være med til at betale for at få dem. Tværtimod ser de helst, at lønningerne kan falde, så de kan fastholde deres prissætninger men betale mindre til de ansatte, og således høste et endnu større overskud end før. Det er næppe nogen, der ved sine fulde fem vil forestille sig, at virksomhederne ville sætte priserne på deres produkter ned i fuld proportion med en eventuelt faldende udgift til lønninger.
Velfærdssamfundets goder - tilskud til børnehaver, gratis lægebesøg, tilskud til tandlægebesøg, gratis skolegang og længerevarende uddannelse, SU, dagpengesystem, osv. osv. - er alt sammen med til at sikre, at begge forældre kan arbejde, bliver hurtigt raske, bliver kompetente og ikke falder bort fra arbejdsmarkedet. De er ikke alene det enkelte individs gode, men i mindst lige så høj grad muligheder, der kommer erhvervslivet til gode. Ikke desto mindre er virksomhederne frække, nej arrogante, nok til at kræve, at alle disse goder, som erhvervslivet nyder godt af, skal betales af borgerne selv, så erhvervslivet kan få i både pose og sæk.
Det er ironisk, at det netop er erhvervslivets lakajer i Folketinget i form af de borgerlige partier, som strør om sig med floskler om, at vi skal gøre op med den danske krævementalitet, og at alle skal være med til at løfte os ud af finanskrisen, når den værste krævementalitet og mindste villighed til at bidrage i virkeligheden kommer fra erhvervslivet.
Leave a comment