Debatkulturen halter i Folketinget, og det burde man kunne sige sig selv: Hvorfor skulle politikerne i Folketinget dog tale væsentligt anderledes til hinanden i Folketingssalen, end når de taler til hinanden i medierne?
Nogle politiske kommentatorer foreslår, at det skyldes de yngre politikere, der mangler den halmstråtyggende, jyske landmands "forstandighed". Det er skam også en fristende konklusion, når ældre medlemmer af Folketinget tilsyneladende hævder at tage afstand fra den tone, som jakkesætsbøller som Søren Pind (V) benytter, når han tilsyneladende finder det vigtigere at håne SRSF-regeringen end at glædes over den, når den fører hans foretrukne politik. Men den slags politikere har der altid været i Folketinget.
Det er ikke noget nyt, at Folketinget bliver sammenlignet med en børnehave, og at tonen har været hård, men det var først ved sidste valg, at Venstre indførte smædekampagner i en valgkamp efter bedste amerikanske forbillede. Det er også nyt, at de ældre politikere kritiserer deres egne partifællers tone. Skal man forstå tonen, er det imidlertid ikke politikernes alder, man skal se på. Når oppositionen chikanerer regeringen og spilder dens tid ved at stille det samme spørgsmål igen og igen, selv om de allerede kender svarene, er det organiseret og systemisk, ikke udtryk for enkeltpersoners alder.
Politikerne opfører sig i Folketinget, som de har lært at opføre sig, når de er på skærmen. Her vil seerne have sex, gys og action, og opskriften er simpel: Inviter en køn ung kvinde fra Enhedslisten i studiet, tilsæt koncentrationslejrpolitik med en politiker fra Dansk Folkeparti, og bed dem "diskutere" et emne, de er lodret uenige om i et TV-studie, hvor værtens journalistiske indsats er begrænset til på skift at spørge den ene gæst, om ikke den anden gæst har ret.
På skærmen ser befolkningen den politiker, de bedst kan lide, give den anden politiker tørt på. Når dagens action er overstået, kan seerne trække sig tilfredse tilbage, enten fordi de kun anerkender deres favorits argumenter og således føler, deres favorit har vundet, eller fordi de befinder sig i en politisk midte, hvor de er uimodtagelige overfor begge parters argumenter, og gammelklogt konkluderer, at sandheden nok ligger et sted i midten, hvor de meget passende selv synes, de befinder sig.
Ingen seer bliver klogere af disse konfrontationer; i bedste fald har man fået et par yderligere argumenter af sin favoritpolitiker, som man kan gentage, når man kommer til at diskutere politik ved familiefesten. Det giver sikkert en form for politisk katarsis at se sine politiske modstandere få stryg, men der må vel være grænser for, hvor mange mentale tarmskylninger, vi har behov for.
Problemet er kort sagt, at skal man debattere konstruktivt, er man nødt til at have et fælles udgangspunkt. En nuanceret debat er kun mulig, når de store uenigheder er ryddet af vejen, eller i det mindste isoleret fra det emne, der bliver diskuteret. Det giver kun mening at diskutere, om man skal tage bussen eller toget, hvis man er enige om, hvor man vil hen.
Både venstre- og højrefløj er enige om, at finanskrisen er et stort problem, men fordi de er rygende uenige om de helt principielle løsningsstrategier, kan de heller ikke være enige enige om taktiske tiltag, og da slet ikke nuancerne i disse taktikker. Imidlertid er det netop nuancerne, der bliver taget op til debat, og da fløjene allerede er uenige om strategien, er debattens indhold på forhånd reduceret til børnehavens "ja!" og "nej!"-råb efter hinanden.
Her kunne politikerne indse, at de er så uenige, at det ikke nytter at debattere menuen i øst, når modparten befinder sig i vest. Men medierne har gennem mange år skabt en debatform, der kræver konfrontation, og medierne har vænnet politikerne til, at de kun kommer i medierne med kontroversielle udtalelser, eller hvis de erklærer sig uenige i noget. Skal man høres som politiker, skal man være negativ. Politikerne er om nogen blevet opdraget i det gennem deres eksponering i medierne. Man vinder ikke ved at have ret, men ved at forhindre modstanderen i at få det. Der myreknippes i småfejl og bores i små uklarheder, så ingen politisk modstander får mulighed for at forklare sig eller debattere på de områder, der burde debatteres.
Løsningen er så simpel, at den ligger lige for. Man kunne sætte Pia Olsen-Dyhr (SF) i studiet med politikeren fra samme parti, Margrete Auken, omkring deres indbyrdes uenighed omkring ACTA. Hvorfor ikke sætte Thyra Frank (LA) i studiet med Anders Samuelsen (LA) for at diskutere, hvordan hendes foreløbige bidrag til dansk politik - hendes ønske om servering af saftevand på plejehjemmene - harmonerer med Anders Samuelsens krav om brugerbetaling for enhver særlig service? Hvorfor ikke sætte en politiker i studiet mod et hold eksperter, der kan bidrage med fakta, erfaringer og viden i stedet for holdninger? Hvorfor ikke invitere en politiker i studiet for at konfrontere ham eller hende med de faktiske konsekvenser af dennes politik?
Kunne man ligefrem forestille sig en debat, der ender med, at den ene politiker til sidst erklærer sig enig med sin modpart, eller hvor de sammen har fundet et kompromis? Ikke med den debatform, som de danske medier benytter sig af. Jeg så gerne, at de danske medier behandlede seerne som voksne mennesker, og ikke underholdt os med børnehavedebat. Det ville hurtigt smitte af på debatten og den konstruktive politik i Folketinget.
Nogle politiske kommentatorer foreslår, at det skyldes de yngre politikere, der mangler den halmstråtyggende, jyske landmands "forstandighed". Det er skam også en fristende konklusion, når ældre medlemmer af Folketinget tilsyneladende hævder at tage afstand fra den tone, som jakkesætsbøller som Søren Pind (V) benytter, når han tilsyneladende finder det vigtigere at håne SRSF-regeringen end at glædes over den, når den fører hans foretrukne politik. Men den slags politikere har der altid været i Folketinget.
Det er ikke noget nyt, at Folketinget bliver sammenlignet med en børnehave, og at tonen har været hård, men det var først ved sidste valg, at Venstre indførte smædekampagner i en valgkamp efter bedste amerikanske forbillede. Det er også nyt, at de ældre politikere kritiserer deres egne partifællers tone. Skal man forstå tonen, er det imidlertid ikke politikernes alder, man skal se på. Når oppositionen chikanerer regeringen og spilder dens tid ved at stille det samme spørgsmål igen og igen, selv om de allerede kender svarene, er det organiseret og systemisk, ikke udtryk for enkeltpersoners alder.
Politikerne opfører sig i Folketinget, som de har lært at opføre sig, når de er på skærmen. Her vil seerne have sex, gys og action, og opskriften er simpel: Inviter en køn ung kvinde fra Enhedslisten i studiet, tilsæt koncentrationslejrpolitik med en politiker fra Dansk Folkeparti, og bed dem "diskutere" et emne, de er lodret uenige om i et TV-studie, hvor værtens journalistiske indsats er begrænset til på skift at spørge den ene gæst, om ikke den anden gæst har ret.
På skærmen ser befolkningen den politiker, de bedst kan lide, give den anden politiker tørt på. Når dagens action er overstået, kan seerne trække sig tilfredse tilbage, enten fordi de kun anerkender deres favorits argumenter og således føler, deres favorit har vundet, eller fordi de befinder sig i en politisk midte, hvor de er uimodtagelige overfor begge parters argumenter, og gammelklogt konkluderer, at sandheden nok ligger et sted i midten, hvor de meget passende selv synes, de befinder sig.
Ingen seer bliver klogere af disse konfrontationer; i bedste fald har man fået et par yderligere argumenter af sin favoritpolitiker, som man kan gentage, når man kommer til at diskutere politik ved familiefesten. Det giver sikkert en form for politisk katarsis at se sine politiske modstandere få stryg, men der må vel være grænser for, hvor mange mentale tarmskylninger, vi har behov for.
Problemet er kort sagt, at skal man debattere konstruktivt, er man nødt til at have et fælles udgangspunkt. En nuanceret debat er kun mulig, når de store uenigheder er ryddet af vejen, eller i det mindste isoleret fra det emne, der bliver diskuteret. Det giver kun mening at diskutere, om man skal tage bussen eller toget, hvis man er enige om, hvor man vil hen.
Både venstre- og højrefløj er enige om, at finanskrisen er et stort problem, men fordi de er rygende uenige om de helt principielle løsningsstrategier, kan de heller ikke være enige enige om taktiske tiltag, og da slet ikke nuancerne i disse taktikker. Imidlertid er det netop nuancerne, der bliver taget op til debat, og da fløjene allerede er uenige om strategien, er debattens indhold på forhånd reduceret til børnehavens "ja!" og "nej!"-råb efter hinanden.
Her kunne politikerne indse, at de er så uenige, at det ikke nytter at debattere menuen i øst, når modparten befinder sig i vest. Men medierne har gennem mange år skabt en debatform, der kræver konfrontation, og medierne har vænnet politikerne til, at de kun kommer i medierne med kontroversielle udtalelser, eller hvis de erklærer sig uenige i noget. Skal man høres som politiker, skal man være negativ. Politikerne er om nogen blevet opdraget i det gennem deres eksponering i medierne. Man vinder ikke ved at have ret, men ved at forhindre modstanderen i at få det. Der myreknippes i småfejl og bores i små uklarheder, så ingen politisk modstander får mulighed for at forklare sig eller debattere på de områder, der burde debatteres.
Løsningen er så simpel, at den ligger lige for. Man kunne sætte Pia Olsen-Dyhr (SF) i studiet med politikeren fra samme parti, Margrete Auken, omkring deres indbyrdes uenighed omkring ACTA. Hvorfor ikke sætte Thyra Frank (LA) i studiet med Anders Samuelsen (LA) for at diskutere, hvordan hendes foreløbige bidrag til dansk politik - hendes ønske om servering af saftevand på plejehjemmene - harmonerer med Anders Samuelsens krav om brugerbetaling for enhver særlig service? Hvorfor ikke sætte en politiker i studiet mod et hold eksperter, der kan bidrage med fakta, erfaringer og viden i stedet for holdninger? Hvorfor ikke invitere en politiker i studiet for at konfrontere ham eller hende med de faktiske konsekvenser af dennes politik?
Kunne man ligefrem forestille sig en debat, der ender med, at den ene politiker til sidst erklærer sig enig med sin modpart, eller hvor de sammen har fundet et kompromis? Ikke med den debatform, som de danske medier benytter sig af. Jeg så gerne, at de danske medier behandlede seerne som voksne mennesker, og ikke underholdt os med børnehavedebat. Det ville hurtigt smitte af på debatten og den konstruktive politik i Folketinget.
Leave a comment