Denne blog afgik ved en stille og begivenhedsløs død for nogle år siden, og gerningsmanden var Facebook.
Det skal naturligvis opfattes aldeles positivt, idet undertegnede slet og ret indså, at jeg hurtigere og nemmere kunne nå det ønskede publikum via en højt repræsenteret platform, der endda stillede konteksten (dvs. de for tiden relevante emner) til rådighed. Facebook var en mere effektiv platform. På Facebook kunne man skrive en statusopdatering eller en kommentar til et emne, og på et øjeblik stod det på skærmen foran den tiltænkte målgruppe, der ikke skulle belemres med at klikke sig ind på min blog.
Siden da, og i takt med sit forretningsokus, er Facebook imidlertid blevet mindre attraktiv. For det første "forsvinder" indlæg i den forstand, at de er bliver fortrængt af indlæg, der af forretningsmæssige årsager er vurderet vigtigere af Facebook. Det kan være svært nok, hvis ikke umuligt, at finde selv sine egne indlæg efter blot få uger. Det er for så vidt til at leve med, men indlæggene dukker heller ikke op, hvis man søger efter emnet på nettet.
Denne foranstaltning er også til dels forklaringen på det andet argument: For det andet sorterer Facebook lige fra starten i indlæggenes forretningsmæssige relevans, hvilket for selv interesserede læseres vedkommende betyder, at de aldrig får indlægget at se.
For eksempel havde jeg for nyligt postet et link på Facebook til en video, hvor der blev redegjort for problemet med Facebook med hensyn til de førnævnte eksponeringer af individuelle indlæg: Det optræder ikke længere i min række af statusopdateringer. Heldigvis findes der nu et mere permanent link til videoen: The Problem with Facebook, som i lidt mere tekniske termer forklarer, hvorfor Facebook ikke længere er et godt sted at fastholde synspunkter - med mindre man betaler.
Til forklaringen skal der retfærdigvis siges, at alvorlig sygdom også har været en medvirkende faktor til, at jeg ikke kunne bruge energi på at skrive mere end ganske få afsnit, når jeg havde holdninger at dele.
Sidstnævnte er - stærkt begrundet af den forrrige og den nuværende regerings politik på sundhedsområdet - absolut ikke et overstået kapitel. Men såfremt overskuddet er ved at vende tilbage, er det fremover ikke længere Facebook, der får æren af at beslutte på andres vegne, hvilke af mine indlæg, der skal ignoreres. Det bliver sandsynligvis fremover jer, kære læsere, idet indeværende blog til sikkert manges fortrydelse muligvis vil blive genoplivet.
Leave a comment