Ser man ekstremister efter i sømmene, opdager man ofte, at de har en særlig tilknytning eller interesse til deres erklærede modstander, som ikke har noget med deres religion at gøre.
Religion er en teologisk forklaringsmodel, hvor ikke blot naturfænomener men også komplekse samfundsmæssige og sociale problemstillinger forklares i religiøse termer og med religiøs symbolik. Det burde man i vore oplyste samfund efterhånden tage sig til hovedet over, men det ændrer ikke på, at sådan har religioner altid været. Mennesker ser med temmelig få undtagelser verden gennem "gud-farvede briller".
Religiøs symbolik samler et omfattende verdensbillede og en lang række følelser og personlige værdier i ganske få billeder. Hele den kristne religion med dogmer, leveregler, verdensanskuelse, osv. kan komprimeres til et symbol udgjort af to krydsende streger. Det gør korset til et meget stærkt symbol for de kristne. Andre religioner har tilsvarende stærke symboler, der sammenfatter religionernes følgeres verdensopfattelse og giver dem identitet.
Hvis man vælger at anskue religionerne som abstrakte forklaringer på reelle fænomener, så kan man måske følge dem en smule af vejen: Hvis en religiøs person føler sig presset fra alle sider, vil den pågældende person kunne opleve sig religiøst presset, men selv om det reelle pres i virkeligheden er af social eller økonomisk karakter, så er oplevelsen af at blive presset reel nok. I en vis forstand kan kan sige, at religion er samfundets sprog - omend en sådan definition ikke ville være udtømmende.
Dermed burde det være oplagt, at en religiøs terrorist i Frankring kan antages at have algeriansk baggrund. Den blodige fortid mellem Algeriet og Frankrig kaster stadig lange skygger i det franske samfund, og sætter stadig i dag de to befolkningsgrupper op mod hinanden. Det er helt efter bogen, at en sådan konflikt finder vej ind i den religiøse selvforståelse. Algeriske borgere vil have større tendens til at føle det historiske had end borgere fra andre lande. Hvis det krydres med øvrige sociale eller psykiske problemer, er der ikke langt til radikaliserede, religiøse holdninger.
I en vis forstand udgør den religiøse tolkning en stødpude mod de reelle problemer, fordi kompleksiteten af disse virkelige problemer gør det svært at blive bevidst om dem. De føles "forkert" og "undertrykkende" (og er det!), men det er svært at sætte fingeren på, hvor følelsen kommer fra. De komplekse problemer er i en vis forstand usynlige. (Her kunne man måske ane en marxistisk tolkning af religion - at religion er det undertrykte folks hjertesuk og udgør et bedøvende opium - men det en hel anden dynamik, der er på spil: Religionen er ikke virkelighedsflugt men snarere tværtimod en forklaringsmodel.)
Omvendt gør denne oversættelse af virkelige problemer til en religiøs fortolkning også religionen til det ømme punkt. Hvis religionen hånes via dens symboler, oversættes hånen til det, som religionen kun udtrykker symbolsk, nemlig en hån af ens håndgribelige virkelighed. Når man som priviligeret gruppe håner de religiøse symboler, der bruges af en undertrykt gruppe, som forstår sin position via religiøs symbolik, bliver hånen identisk med Marie Antoinettes ytring: "Så giv dem da kage". Franskmændenes reaktion på denne udtalelse behøver næppe nogen introduktion. (Det er en myte, at Marie Antoinette skulle have sagt noget sådant, men udbredelsen af denne myte understreger, at mytologi og symbolik er stærke kommunikatører af værdi.)
Selvfølgelig er en religiøs tolkning af komplekse forhold ikke forbeholdt ekstremister, der med mere eller mindre ret har ondt i nederste del af ryggen. Her i landet henviser politikere på begge sider af midten - omend oftere, desto længere ud til højre man bevæger sig - til "kristne værdier", uden nogen er i stand til at komme med specifikke bud på, hvad kristne værdier går ud på, som ikke deles med buddhister, hinduister og muslimer.
I forhold til muslimske ekstremister er den teologiske tolkning ingenlunde mindre hos danske meningsdannere, end den er i de selvsamme ekstremisters hoveder. I hvert fald når de frem til samme konklusion, alene baseret på teologi: De læser i Koranen og mener, at de er i stand til at forstå dens budskab (hvilket er teologi), eller de lytter til ekstremistiske imamer og drager deraf en konklusion på, hvad Islam går ud på (hvilket også er teologi i form af valg af tolkning). Deres uenighed kan stort set reduceres til, om man kan tillade sig at føre tolkningen ud i praksis eller ej.
Overfor disse fundamentalistiske tolkninger befinder et flertal sig med andre teologiske tolkninger, der i sin langt mere moderate form reflekterer en tilsvarende langt mere balanceret evne til at begå sig i samfundet. Disse grupper kan forklare, at man ikke skal læse Koranen sådan, og at ekstremisternes læsning er forkert. Som om førstnævnte sad med en personlig kvittering fra Muhammed, hvor han kundgjorde, at netop de havde ret i deres tolkning. Så længe dette ikke er tilfældet, må man desværre konstatere, at ingen med sikkerhed kan vide, hvad Muhammed mente, og hvad han ville have ment i dag.
Således står teologiske tolkninger overfor teologiske tolkninger, men ingen bliver klogere på, hvad de teologiske tolkningerne reelt er udtryk for, før man fjerner det religiøse symbolsprog: De afspejler de samfundsgrupperinger, de enkelte religiøse grupperinger befinder sig i.
Religion bør kritiseres og angribes, fordi de religiøse forståelsesmodeller i dag er langt overgået af politiske, økonomiske, sociologiske og psykologiske modeller. Det gør man ikke ved at tale religionens sprog i form af flere "Muhammedtegninger", men ved at erstatte teologiske og religiøse forklaringsmodeller med en diskussion og forståelse for de samfundsmæssige, sociale og psykologiske dynamikker, de udtrykker. Men det forudsætter naturligvis, at vi er parate til at erkende, at problemet er mere komplekst end uenige religioner, og at vi selv er en del af de samfundsproblemer, vi ønsker at løse.
Det er ikke religionen, der er kræften i samfundet. Religionen er blot de symptomer på kræften, der burde få en til at søge læge.
Religion er en teologisk forklaringsmodel, hvor ikke blot naturfænomener men også komplekse samfundsmæssige og sociale problemstillinger forklares i religiøse termer og med religiøs symbolik. Det burde man i vore oplyste samfund efterhånden tage sig til hovedet over, men det ændrer ikke på, at sådan har religioner altid været. Mennesker ser med temmelig få undtagelser verden gennem "gud-farvede briller".
Religiøs symbolik samler et omfattende verdensbillede og en lang række følelser og personlige værdier i ganske få billeder. Hele den kristne religion med dogmer, leveregler, verdensanskuelse, osv. kan komprimeres til et symbol udgjort af to krydsende streger. Det gør korset til et meget stærkt symbol for de kristne. Andre religioner har tilsvarende stærke symboler, der sammenfatter religionernes følgeres verdensopfattelse og giver dem identitet.
Hvis man vælger at anskue religionerne som abstrakte forklaringer på reelle fænomener, så kan man måske følge dem en smule af vejen: Hvis en religiøs person føler sig presset fra alle sider, vil den pågældende person kunne opleve sig religiøst presset, men selv om det reelle pres i virkeligheden er af social eller økonomisk karakter, så er oplevelsen af at blive presset reel nok. I en vis forstand kan kan sige, at religion er samfundets sprog - omend en sådan definition ikke ville være udtømmende.
Dermed burde det være oplagt, at en religiøs terrorist i Frankring kan antages at have algeriansk baggrund. Den blodige fortid mellem Algeriet og Frankrig kaster stadig lange skygger i det franske samfund, og sætter stadig i dag de to befolkningsgrupper op mod hinanden. Det er helt efter bogen, at en sådan konflikt finder vej ind i den religiøse selvforståelse. Algeriske borgere vil have større tendens til at føle det historiske had end borgere fra andre lande. Hvis det krydres med øvrige sociale eller psykiske problemer, er der ikke langt til radikaliserede, religiøse holdninger.
I en vis forstand udgør den religiøse tolkning en stødpude mod de reelle problemer, fordi kompleksiteten af disse virkelige problemer gør det svært at blive bevidst om dem. De føles "forkert" og "undertrykkende" (og er det!), men det er svært at sætte fingeren på, hvor følelsen kommer fra. De komplekse problemer er i en vis forstand usynlige. (Her kunne man måske ane en marxistisk tolkning af religion - at religion er det undertrykte folks hjertesuk og udgør et bedøvende opium - men det en hel anden dynamik, der er på spil: Religionen er ikke virkelighedsflugt men snarere tværtimod en forklaringsmodel.)
Omvendt gør denne oversættelse af virkelige problemer til en religiøs fortolkning også religionen til det ømme punkt. Hvis religionen hånes via dens symboler, oversættes hånen til det, som religionen kun udtrykker symbolsk, nemlig en hån af ens håndgribelige virkelighed. Når man som priviligeret gruppe håner de religiøse symboler, der bruges af en undertrykt gruppe, som forstår sin position via religiøs symbolik, bliver hånen identisk med Marie Antoinettes ytring: "Så giv dem da kage". Franskmændenes reaktion på denne udtalelse behøver næppe nogen introduktion. (Det er en myte, at Marie Antoinette skulle have sagt noget sådant, men udbredelsen af denne myte understreger, at mytologi og symbolik er stærke kommunikatører af værdi.)
Selvfølgelig er en religiøs tolkning af komplekse forhold ikke forbeholdt ekstremister, der med mere eller mindre ret har ondt i nederste del af ryggen. Her i landet henviser politikere på begge sider af midten - omend oftere, desto længere ud til højre man bevæger sig - til "kristne værdier", uden nogen er i stand til at komme med specifikke bud på, hvad kristne værdier går ud på, som ikke deles med buddhister, hinduister og muslimer.
I forhold til muslimske ekstremister er den teologiske tolkning ingenlunde mindre hos danske meningsdannere, end den er i de selvsamme ekstremisters hoveder. I hvert fald når de frem til samme konklusion, alene baseret på teologi: De læser i Koranen og mener, at de er i stand til at forstå dens budskab (hvilket er teologi), eller de lytter til ekstremistiske imamer og drager deraf en konklusion på, hvad Islam går ud på (hvilket også er teologi i form af valg af tolkning). Deres uenighed kan stort set reduceres til, om man kan tillade sig at føre tolkningen ud i praksis eller ej.
Overfor disse fundamentalistiske tolkninger befinder et flertal sig med andre teologiske tolkninger, der i sin langt mere moderate form reflekterer en tilsvarende langt mere balanceret evne til at begå sig i samfundet. Disse grupper kan forklare, at man ikke skal læse Koranen sådan, og at ekstremisternes læsning er forkert. Som om førstnævnte sad med en personlig kvittering fra Muhammed, hvor han kundgjorde, at netop de havde ret i deres tolkning. Så længe dette ikke er tilfældet, må man desværre konstatere, at ingen med sikkerhed kan vide, hvad Muhammed mente, og hvad han ville have ment i dag.
Således står teologiske tolkninger overfor teologiske tolkninger, men ingen bliver klogere på, hvad de teologiske tolkningerne reelt er udtryk for, før man fjerner det religiøse symbolsprog: De afspejler de samfundsgrupperinger, de enkelte religiøse grupperinger befinder sig i.
Religion bør kritiseres og angribes, fordi de religiøse forståelsesmodeller i dag er langt overgået af politiske, økonomiske, sociologiske og psykologiske modeller. Det gør man ikke ved at tale religionens sprog i form af flere "Muhammedtegninger", men ved at erstatte teologiske og religiøse forklaringsmodeller med en diskussion og forståelse for de samfundsmæssige, sociale og psykologiske dynamikker, de udtrykker. Men det forudsætter naturligvis, at vi er parate til at erkende, at problemet er mere komplekst end uenige religioner, og at vi selv er en del af de samfundsproblemer, vi ønsker at løse.
Det er ikke religionen, der er kræften i samfundet. Religionen er blot de symptomer på kræften, der burde få en til at søge læge.
Kategorier:
