juni 2015 Archives

Allerede mens Anders Fogh Rasmussen var formand for Venstre, lærte Venstre af deres republikanske foregangsmænd over westpå, at ens tid som oppositionsparti alene handler om at føre valgkamp indtil næste valg. Spol selv mentalt tilbage i medierne og overvej, om alt foruden nogle få enlige svaler af politiske forslag (som Venstre af deres sponsorer er blevet bedt om at byde ind med, fordi samme sponsorer ikke har kunnet manipulere den siddende regering) har haft andet formål end det.

Det kan de mange politiske kommentatorer, der spekulerer i S/R/SF-regeringens løftebrud og troværdighed, eller Venstres og/eller Dansk Folkepartis og Liberal Alliances evne til at "fange" vælgerne med nogle mærkesager, så tænke lidt over, når de vil forklare årsagen til det foreløbige døde løb: Der er en simplere forklaring i form af fire års valgkamp mod Socialdemokratiets kun tre ugers valgkamp.

Hvis Socialdemokratiet taber, så vil deres rådgivere have sovet alvorligt i timen, hvis ikke de har indset, at oppositionspolitik fra år 2011 har været ensbetydende med konstant valgkamp. Og rådgiverne vil være elendige, hvis ikke de forklarer det til Socialdemokratiet.

Uanset hvem der vinder valget i morgen, så vil den kommende opposition fremover betragte det som sin fornemste pligt at føre valgkamp frem for politik. Og vinderen af valget vil sikkert tilsvarende føre mere valgkamp i forhold til egentlig politik, end vi hidtil har set.

Så hvis du er træt af valgkamp, vil jeg anbefale en diæt bestående af kaffe fremover.

Såvel Verdensbanken som endda Saxo Bank har undsagt hypotesen om trickle down-økonomi: Forestillingen om, at man bliver rigere af at give flere af sine penge til de rigeste, er en myte.

Ikke at det får de borgerlige partier til at trække deres politiske vildfarelser tilbage, slet ikke. Deres sponsorer står til at tjene fedt på, at man kan narre folk til at give dem penge i troen på, at de på mystisk vis bliver til mange flere penge, som de rige på tilsvarende mystisk vis skulle få lyst til at forære tilbage.

De borgerlige politikeres uendelige opfordringer til trickle down-økonomi findes kort sagt i en anden form, som de fleste af os allerede kender:

Folketingsvalget i Danmark er ikke demokrati. Det eneste, folket får lov til at beslutte, er ansigterne på de personer, der kommer til at sidde i regeringen indtil næste valg, godt hjulpet på vej af propaganda, hvor de politiske ansigter stort set kun siger ting, som ingen - heller ikke modkandidaterne - kan være uenige i. "Nej til kriminelle", siger de Konservative for eksempel, som om nogen af deres modkandidater nogensinde ville have sagt "ja til kriminelle". Desværre tænker den gennemsnitlige vælger nok ikke så langt, at han eller hun gennemskuer, at de Konservative dermed ikke præsenterer en holdning, som skulle få en til at vælge de Konservative frem for et af de øvrige partier, og at plakaten kun har til hensigt at score en stemme via sympati for en holdning, som det er umuligt at være uenig i.

I de fleste tilfælde vælger vi politikerne blandt en meget lille skare af kandidater, som de enkelte partier gennem interne og for den øvrige befolknings vedkommende udemokratiske beslutninger har valgt at opstille.

Kandidaterne har forskellige holdninger, ingen tvivl om det. Der er tydelige ideologiske forskelle, i hvert fald på nogle punkter. Men de er ikke upåvirkelige, og både før og efter de er valgt ind, står en lang række meget pengestærke interessenter parat med et velorganiserede og effektive kommunikationssystemer, der indeholder "eksperter" og stærke poster, som kan plante store historier i medierne, som rykker i det politiske billede og giver magt til de politikere, der følger historiernes opfordringer. Selv hvis ikke politikerne bliver overbevist om historiernes indhold, så ved det godt, at hvis ikke de følger historiernes opfordringer, så har historierne rykket ved så mange vælgeres holdninger, at politikerne risikerer at miste stemmer og opbakning.

In­te­r­es­sen­ter­ne har en skare af lob­byi­ster, som po­li­ti­ker­ne li­ge­frem finder ønsk­vær­di­ge, fordi disse lob­byi­ster kan for­tæl­le po­li­ti­ker­ne, hvad de bør fo­ku­se­re på for at po­li­ti­ker­ne kan beholde den magt, de er blevet beføjet. Til de enkelte po­li­ti­ke­re og deres partier står menuen på dyre middage, in­vi­ta­tio­ner, ar­ran­ge­men­ter, fryn­s­e­go­der, "va­re­prø­ver", gaver, mere eller mindre åbenlys øko­no­misk støtte, osv. i en grad, der ri­ge­ligt over­skri­der gråzo­nen for regulær kor­rup­tion.

Store aftaler med alvorlige konsekvenser for samfundsøkonomien bliver indgået i hemmelighed - tænk blot på salget af DONG eller tilladelsen til specifikt at udvinde skifergas - og endda uden mulighed for offentlig indsigt efterfølgende. Det ligger lige for at spekulere på, hvad Bjarne Corydon (S) eller hans parti mon er blevet lovet eller foræret for dette salg. Til gengæld er der ingen grund til at spekulere på, om en regering bestående af V og K frem for S or R ville have handlet anderledes.

Nogle af interessenterne er indbyrdes konkurrerende virksomheder og erhverv, og i den forstand er det ikke helt forudsigeligt hvilket standpunkt, et parti vil tage i en given situation. Udfaldet kommer an på hvilke interessenter, der samlet set har spillet de stærkeste kort. For selv om en Venstrepolitiker måske får sin husleje betalt af en virksomhed, og derfor varetager denne virksomheds interesser i stedet for landets og samfundets, så kan den pågældende politiker blive tvunget til at stemme anderledes, hvis andre interessenter har overbevist tilstrækkeligt med øvrige Venstrepolitikere om, at partiet skal afgive en bestemt samlet stemme.

Politikerne er ikke nødvendigvis mere påvirkelige eller korrupt anlagte end alle vi andre (og dog, for talrige studier viser, at med priviligeret position kommer også følelsen af at være hævet over andre), men den målrettede påvirkning af dem er massiv. Politikerne bliver overfyldt med påvirkning fra pengestærke interessenter, indtil de tror, at hele virkeligheden er, som disse interessenter siger. Derefter fører de den politik, som giver interessenterne deres vilje i en - for de fleste vedkommende sikkert oprigtig - tro på, at de arbejder i landets bedste interesser.

Under politikerne sidder hele embedsmandsværket. Her er der ikke de formelle beslutningskompetencer, som politikerne har, men det er her, alle beslutningerne skal udformes, så de er praktisk gennemførlige. Her er de førnævnte interessenter også aktive for at sikre, at embedsmændene "lige husker" at udforme beslutningerne på en sådan måde, at interessenterne kan drage nytte af dem, og gerne på en måde, der ikke har det mindste med beslutningens oprindelige hensigt at gøre.

En håndfuld af de politikere, der i væsentligst grad bliver anset for at føre politikken på Christiansborg, indgår helt direkte i et netværk udgjort af en overklasse, som vi andre ikke har adgang til. De er ikke en konspiration, men det er personer med en fælles konsensus om, hvordan landet skal ledes (dvs. således, at netværkets medlemmer bliver særligt tilgodeset på bekostning af alt andet), og som ansætter hinanden til hinandens store poster. Politikerne, som er inviteret ind i dette netværk, er nødt til at tage hensyn til de øvrige personer i netværket, hvis de vil beholde deres plads i netværket.

Endelig kan EU blande sig i - dvs. underkende og diktere - vores handelspolitik, miljøpolitik, landbrugs- og fiskeripolitik, energipolitik, forbrugerbeskyttelse samt retlige anliggender. Og eftersom EU ret beset er en handelsorganisation, er disse emner bestemt af resten af EUs virksomheders økonomiske interesser, som ikke kunne være meget fjernere fra et (dansk) demokrati. De eneste kategorier, EU ikke kan blande sig direkte i, er emner såsom uddannelse, sundhed og kultur. Det er derfor næppe overraskende, at når alle pengene er brugt på EUs virksomheders interesser, er det altid indenfor disse sidst nævnte emner, at politikerne finder det "nødvendigt at spare", for disse er de eneste emner, politikerne overhovedet har mulighed for at bestemme over på vegne af de førnævnte magtfulde interessenter.

Hvis jeg stemmer blankt, så er det fordi jeg ikke kan finde et parti, jeg er tilstrækkeligt enig med, men det er langt fra tilfældet. Hidtil har jeg stemt på Enhedslisten, og det er bestemt også kun i småtingsafdelingen, at mine holdninger afviger fra deres. Jeg har også fornemmelsen af, at Enhedslistens politikere i det store hele er troværdige, måske fordi deres politikere ikke står til en personlig gevinst, hvis deres politik bliver gennemført. Men jeg har desværre også indtryk af, at trods Enhedslistens politikeres store arbejde bliver Enhedslisten systematisk sat udenfor indflydelse, og kun inddraget i sager, hvor der alligevel ville have været flertal, eller hvor Enhedslistens pris er negligibel. Hvis jeg stemmer på Enhedslisten, tror jeg derfor ikke på, at jeg får nogen egentlig stemme i Folketinget af den grund, men jeg sender et signal om, at jeg billiger hele det udemokratiske system, som vores Folketing og valget til samme udgør. Det samme signal sender jeg, såfremt jeg stemmer blankt.

Det er kort sagt stort set ligegyldigt, hvem der kommer til at sidde i Folketinget, for det er de samme interesser, der bliver plejet uanset. Og det er interesser, som vi ikke har mulighed for at stemme på. Jeg vil gerne have et demokrati, men Folketingsvalget og Folketingets arbejde er ikke noget demokrati, og jeg støtter det derfor ikke. Min stemmeseddel ser derfor således ud i år:

Da Lars Løkke Rasmussen for nogle år siden forklarede, at han ikke havde skiftet holdning men blot standpunkt, blev han hånet af en befolkning, der ikke forstod, at dette udsagn gav glimrende mening.

Et standpunkt udtrykker, hvad partiet eller politikeren mener, der bør gøres i en specifik sammenhæng. Det kan f.eks. være ens mening om, hvorvidt erhvervslivet skal betale mere eller mindre i skat. En politisk holdning er derimod en "paraply" over en lang række standpunkter. Førnævnte politiker kan derfor godt have det standpunkt, at virksomheder skal betale mere i skat, men alligevel have en holdning om, at virksomhederne skal have tildeles særlige fordele.

Man kan kalde en politisk holdning for en pakkeløsningen, hvor mange standpunkter samles. Eller man kan kalde holdningen for standpunkternes røde tråd. Det er også den politiske holdning, der giver et fingerpeg om, hvad standpunktet i en ny situation vil blive. Det er standpunkterne, der bliver handlet med, når politiske partier skal nå til enighed om en sag.

Det er holdningerne, der fortæller, hvad man kan forvente af partiet, både som vælger og samarbejdspartner og som et af partiets egne politikere. Holdningerne udgør sammenhængen i partiet politik, og sikrer, at partiet ikke blot består af tilfældige meninger om tilfældige ting. Holdningerne fortæller, hvordan partiet tænker, fordi de udtrykker partiets menneskesyn, logik, samfundsopfattelse, natursyn, m.v. Den ydre højrefløjs kombination af klimaskepticisme, ejerskab af våben, det private erhvervslivs ret, kristendom, racisme og homofobi, m.v. udtrykker en særlig tankegang, ligesom den ydre venstrefløj er karakteriseret ved en tankegang, der favner modsatte værdier. Holdningerne formulerer partiets diskurs. De er partiets rygrad.

Det er denne rygrad, som for mig at se gør Alternativet alternativt. Uffe Elbæk, partiets stifter, understreger jævnligt, at partiet er et utraditionelt parti, som ikke passer ind i "højre/venstre-skalaen", men ligger udenfor. Dermed melder Uffe Elbæk sig med 30-40 års forsinkelse for personer i hans aldersgruppe på banen ved at være "utraditionel" og "bryde med konventionerne", sådan som det var på mode at sige i 1970'erne. For at sige det, som det er: Alternativets partiprogram og Uffe Elbæks fremtoning leder tankerne tilbage på de danske hippier, og får partiet til at fremstå som en forsinket hippie-udgave af de Radikale, som Uffe Elbæk brød ud fra.

Tager man Alternativet på ordet, vil Alternativet ikke påtage sig standpunkter, som ligger "til venstre" eller "til højre", og har derfor ikke har nogen holdning til økonomi og fordeling. Det ville være noget vrøvl, og ser man på Alternativets udspil, står det også klart, at partiet har formuleret adskillige standpunkter, som meget præcist kan placeres på den traditionelle politiske skala.

Da jeg spurgte Uffe Elbæk på Twitter, om Alternativet havde konkrete standpunkter, som demonstrerede, at partier står udenfor denne skala, henviste han mig til denne kronik, som partiets øverste politikere har skrevet i fællesskab. Her ligger partiet standpunkter solidt på den sædvanlige venstre/højre-skala. Det, som partiet selv kalder for sit "hovedprincip", deler partiet med samtlige øvrige partier: "[H]vordan Alternativets stemmer vil falde i Folketinget [afhænger af]: Fører forslaget landet i en bæredygtig retning eller ej?". For undskyld mig, men hvilke partier har da den modsatte holdning, siden Alternativet mener at adskille sig fra dem? Ønsker ikke alle partierne at føre landet i en bæredygtig retning, mens de blot er uenige om, hvordan man bedst gør dette? Svaret er nej. Alternativets "hovedprincip" indeholder intet nyt eller anderledes. Deres hovedprincip er indholdsløst. Det er hovedløst.

Det er det, jeg mener med, at rygraden gør Alternativet alternativt: De har ikke nogen. De få standpunkter, som partiet kan formulere i nogenlunde konkret form, ligger solidt indenfor højre/venstre-skalaen, men uden at der er blevet skævet til nogen politisk holdning, da man nåede frem til dem. Manglen på bagvedliggende holdninger gør Alternativet til et enkeltsagsparti med en håndfuld enkeltsager i stedet for at være et parti, der har holdninger, der giver anledning til forudsigelige standpunkter og en forudsigelig politik.

Det efterlader få forskellige fremtidsmuligheder for Alternativet.

Den tidligere politiske udbrydergruppe, Ny Alliance, havde ikke nogen politik, og var begrænset til Naser Khaders ønske om at holde Dansk Folkeparti udenfor politik. Således modelleret efter Naser Khaders tanker indeholdt Ny Alliance et rigeligt tomrum, som Anders Samuelsen og især partiets sponsorer kunne fylde med holdninger. Dermed blev partiet til et "rigtigt" politisk parti, nu uden Naser Khader. Det er tænkeligt, at Alternativet med sin nuværende mangel på egentligt indhold får tilført indhold fra sine første politiske medlemmer, som falder tilbage til deres respektive politiske patter, når først de skal føre konkret politik. Det bliver et fuldstændigt traditionelt parti hvis "alternativer" man - ligesom nu - allerede kan finde hos de øvrige partier.

Det er også muligt, at Alternativet holder sig i live som et holdningsløst parti med deraf følgende ukoordinerede og usammenhængende enkeltsager. Det kan de, så længe Uffe Elbæk har energi til at være involveret. I så fald kræver det en meget vedholdende markedsføring som "alternativt", og ikke mindst de øvrige partier skal nok gøre deres for at påpege sandheden i, at det er Alternativet ikke.

Selv hvis Uffe Elbæk kan holde gejsten, er det ikke sikkert, at Alternativet kan holde sig over spærregrænsen, når nyhedens interesse har lagt sig og alle "alternativerne" har vist sig at være ortodokst traditionelle. Så dør partiet af sig selv. Uffe Elbæk melder sig først ud af politik, og nogle år senere melder han sig ind i et af de eksisterende partier. Her forbliver han lettere anonym med undtagelse af nogle politiske pip fra tid til anden, hvor han fremsætter personlige standpunkter, der afviger lidt fra partilinjen.

"Vi er utraditionelle" har altid været de kortlivede partiers kampråb, og der er mange måder at dø på. Alternativet vil dø som alternativ, for de udgør ikke noget sådant.