I den protestantiske tradition, som vi er blevet opdraget i som danskere gennem 500 år, ligger der en grundholdning om, at frelse ikke kan tilkæmpes gennem handling, tanke, gode gerninger eller nogetsomhelst andet. Frelsen er givet eller nægtet på forhånd, men er man givet frelsen, vil det vise sig i ens jordiske liv, idet ens gode gerninger er et udslag af frelsen. Man kan således modsat genkendes som synder, såfremt det går dårligt for en.
Max Weber indså i slutningen af 1800-tallet, at denne holdning (i USA) fik folk til at arbejde hårdt og akkumulere rigdomme, idet pengepungens størrelse var et tegn på frelse, og han argumenterede for, at denne protestantiske arbejdsetik var bevæggrunden for den kapitalistiske tankegang: At man var et bedre menneske, når man var et rigere menneske - og at fattige var dårligere mennesker, som var henvist til omtrent samme skæbne i det hinsides som slagtekvæg, og derfor ikke havde krav på samme rettigheder som ordentlige mennesker.
I det nu relativt sekulære Danmark ligger tanken om en håndgribelig frelse eller fordømmelse efter døden ganske vist fjernt, men den skæbnebundne opfattelse, at rige mennesker er bedre end fattige, lever i bedste velgående. Man har blot glemt hvorfor. Er det ikke længere Guds forbandelse af det netop undfangne barn at være fattig, er det nu et medfødt personlighedstræk.
Når vi hører, at en person er fattig, er den første tanke derfor, at det må være vedkommendes egen skyld. Personen må have gjort noget forkert, fordi den slags ligger til personen. Personen må være dum, uansvarlig, doven, og hvad der nu ellers kommer af forklaringer fra de borgerlige partier, hvor netop den protestantiske kristendom har de bedste kår. Som et andet ekko fra kravene om bodsgang for sjælen kan Liberal Alliance fortælle, at sådanne mennesker har godt af at blive presset, og at deres desperation er sundt for dem. Det er partier, der ønsker kirkemagtens almissesamfund genindført, hvor almisser kun blev givet til de, der blev anset for værdigt trængende.
Det er præcis dette menneskesyn, som blandt mange andre Line mærker, når hun fortæller om, at hun ikke har råd til at overleve, når kontanthjælpsloftet rammer hende til efteråret. Da hun fremlagde sit budget, hvor der indgik abonnement på fibernet og afbetaling på in iPhone til sig selv og sin datter, skortede det ikke på folk, der kunne forklare hende, at der her var et oplagt sted at spare, ligesom hun næppe kunne være helt fattig, når hun havde kunnet købe en Macintosh-computer.
Som udgangspunkt kan det se rigtigt ud: Hvordan kan hun dog klage over fattigdom, når hun køber dyre Apple-produkter og har fibernet? Men det er her, at vi ser gennem brillerne af mange århundreders protestantisme (og før da mange århundreders skæbnetro i de dele af Europa, hvor protestantismen slog rod), som har bundet den enkeltes lod i livet til vedkommendes person. Det er nu, vi begår "the fundamental attribution error", hvor vi forklarer andres adfærd i en situation som udtryk for deres indre personlighed i stedet for at se på de eksterne faktorer i situationen. Vi ser således Line som en, der har været så dum og uansvarlig, at hun nu er fattig. Og vi ser hende som tåbelig, når hun vælger at få tatoveringer, selv om hun godt ved, at det reducerer jobmulighederne i visse erhverv.
Men Djævelen ligger skjult i detaljen, for da Line fik sine tatoveringer og købte sin iPhone, var hun i arbejde, og forventede ikke at blive ramt på et sent tidspunkt af sine forældres vanrøgt, der gjorde det umuligt for hende at arbejde. Hendes computer købte hun som studerende. Og hendes fibernet er den eneste mulighed for internetadgang på et sted i Danmark, hvor der er så billigt at bo, at der ikke er dækning over mobilnettet. Vi ser det åbenlyse mismatch mellem ejerskabet af relativt dyre fornødenheder og Lines erklæring om at være fattig, men i stedet for at tænke på hendes situation som et uheld, der ramte hende, og at formode, at der er en fornuftig og naturlig forklaring på, hvorfor hun kan være fattig og have en iPhone, forudsætter vi helt naturligt, at det er Line, der er problemet.
Vi ønsker ikke at se denne Djævel, for Han tvinger os til at indse, at heller ikke vi er frelste. Han minder os på, at frelsen er en ren illusion, og at vi ikke er en tøddel bedre end dem, vi foragter. Han fortæller os, at andre ikke har det hårdt, fordi de er dårlige mennesker, men fordi vi er det. Så vi lukker øjnene og forbliver i illusionen om, at vi er noget ganske særligt, fordi andre har det hårdt, og indser ikke, at vi er den største del af problemet.
Kategorier:
