Pøbelen skriger efter højere straf til den 16-årige, der i et usædvanligt groft overfald slog en mand ihjel. Det er åbenbart ikke tilstrækkeligt, at den 16-årige fik en straf, der svarer til 25% af hans nuværende levetid, eller til 20% af hans levetid, når straffen er udlevet.
1. Der er rigeligt med undersøgelser af effektiviteten af strafforhøjelser, og de er entydige: Højere straf nedbringer ikke kriminaliteten.
Højere straf hjælper ikke med til at sætte en kriminel på ret kurs. Tværtimod: Højere straf har den modsatte effekt. Det kan såvel dommere som fængselspersonale tale med om. Højere straffe har heller ingen afskrækkende eller opdragende effekt på personer, der kunne gå hen og blive kriminelle. I øvrigt er det også dokumenteret, at jo mindre perskeptiv, man har i en given sag, desto højere straf er man tilbøjelig til at vurdere.
2. Som Citizen Dane påpeger, så er dommen over den 16-årige voldsmand i Aalborg blevet afsagt delvist på baggrund af et nævningeting, der består af "folket". De er faktisk villige til at lytte til formildende omstændigheder, formentlig som resultat af ovenstående forhold omkring perspektiv og viden. Herunder ligger der argumenter for at gøre, hvad et sundt retssystem formodes at gøre, nemlig at tilpasse en dom til den enkelte kriminelle, så den har den bedst mulige effekt indenfor de rammer, der er afsat. De har sandsynligvis overvejet, hvad der har fået den 16-årige til at opføre sig sådan, hvilket formentlig ikke restløst kan forklares som den 16-åriges ejenhændigt skabte ondskabsfuldhed.
For den 16-åriges vedkommende kan det virke lidt tamt, at han får en i forhold til rammerne mild fængselsdom for et usædvanligt groft overfald med døden til følge. Men når det er sagt, så er fire år meget for en 16-årig. Hvis han havde fået meget mere end det, ville det formentlig være uigenkaldeligt for sent at gøre noget ved hans liv, når han blev løsladt. Jeg behøver nok ikke gøre opmærksom på, hvad han så ville tage sig til.
Straf har to formål: Det ene formål er hævn. Det andet formål er belæring.
Når der rejser sig lynch-stemning i befolkningen, der skriger om højere straffe og varierende former for hængning ved daggry, er det et ønske om hævn. Det er efter min mening både en sund og fornuftig reaktion, for hævn har en socialt opdragende effekt - ikke overfor de kriminelle, men overfor alle vi andre, når vi minder os selv på, at vi gør det rigtige, ved at vise, at vi ved, hvad der er forkert. Den negativt udtrykte hævn bærer den positive påmindelse: "Vi er bedre end dem, fordi vi ikke gør som dem", og det er bestemt værd at tage med. Og jo mere usikker på ens egen retskaffenhed, man er, desto mere grund til at råbe om hævn.
Som belæring af de kriminelle har en højere straf som nævnt dog ingen effekt, tværtimod. Den har heller ingen afskrækkende effekt på de kommende kriminelle. Fokus af straffen ligger på en fremadrettet præventiv effekt, hvor der sigtes på at undgå, at den kriminelle gentager sine handlinger.
Det er her, at straffen skal afmåles på en måde, så den enkelte kriminelle bedst muligt forstår, at han har gjort noget forkert (et forhold, som i følge pressen endelig gik op for drengen under retssagen), og som ikke forhindrer den kriminelle i at optage et normalt liv, når straffen er modtaget.
Den dræbte kommer ikke tilbage, uanset hvor hårdt den 16-årige var blevet straffet. Formålet med en straf er til dels at udtrykke samfundets hævn, hvilket har effekt for alle andre end den straffede, men det vigtigste må stadig være at undgå, at den 16-årige gentager sine handlinger. Hvis en lav straf er bedre til at sikre dét mål, er det at foretrække frem for en hård straf.
Det er sikkert rigtigt, at andre menneskers "hævntørst" er en psykologisk faktor, der får de fleste til at afholde sig fra grove forbrydelser.
Hævnfølelser er jo nok lige så gammel en ting som mennesket selv, og udviklet i et mere primitivt samfund uden et egentligt retssystem.
Så det der er uheldigt, er i og for sig ikke "hævntørsten" i befolkningen, men snarere at populistiske politikere tager for meget hensyn til den.
En lidt uheldig virkning af demokratiet, synes jeg.
(jeg havde ikke lige opfanget, at knægten viste tegn på at have forstået alvoren - hvilket jeg synes er det vigtigste).
Blandt psykologer og sociologer er man begyndt at anerkende hævn som et socialt opdragelsesmiddel, der er såvel naturligt som konstruktivt at benytte sig af.
Jeg tror imidlertid ikke, at hævntørsten bliver brugt til at skræmme folk til at afholde sig fra forbrydelser. Jeg tror i langt højere grad, at hævn er et middel til at minde sig selv på, at man følger reglerne. Det kan bruges som en selvretfærdighedsfølelse (man føler sig selv krænket), som bidrager til at underbygge følelsen af, at man selv har ret.
Måske lidt på samme måde, som homofobi kan være en måde at opnå en stærkere følelse af, at man ihvertfald selv er heteroseksuel?
Det er selvølgelig et andet emne, men den psykologiske mekanisme kan vel godt ligne lidt.
Der er sikkert elementer af den samme mekanisme på spil. Helt generelt er der formentlig tale om en negativ definition, hvilket ikke skal opfattes værdiladet som en "dårlig" definition. Det betyder simpelt hen, at man definerer sig selv indirekte ved at pege på, hvad man (efter ens egen opfattelse!) ikke er.
En sådan selvdefinition er en gyldig definitionsmetode, og rent socialt benytter enhver gruppe sig af forskellige former for metoder til at definere, hvornår man er "in-group", og hvornår man er "out-group".
Hvis hævnfølelsen opstår, når man føler sig krænket på sine gruppefællers vegne, er det meget rimeligt at opfatte hævn som udtryk for negativ definition af gruppen: Det udtrykker, hvad gruppen er, ved at beskrive, hvad der er uacceptabel adfærd i gruppen.
Lige bestemt i denne sag kan det måske være lidt svært at definere, hvilken "gruppe" det egentlig drejer sig om.
Noget der nok er typisk i det moderne samfund.
Måske sådan et fænomen som facebook grupper udfylder en funktion også på den måde? Som bekendt er der jo lavet nogle grupper på facebook der ligefrem er defineret ved, at man vil have en hårdere straf til knægten.
Den måde at bruge facebook grupper på er jeg bestemt ikke vild med, altså at den "fælles gruppe-identitet" er defineret så snævert, og at målsætningen er rettet negativt mod et bestemt menneske.
En gang i fremtiden kommer vi måske til at opleve, at nogen begår selvmord fordi de bliver udstillet sådan på internet?
Det er temmelig sikkert ikke behageligt, og heller ikke rimeligt, uanset forbrydelsen. Tager det overhånd kan vi ende med en slags "psykologisk lynchning".
Ole: Jeg er meget interesseret i dine kilder til undersøgelserne.
Det er sikkert ikke nær så interessant at harcelere over "pøblen", hvis nu dens motiv til at ønske en strengere straf bunder i et reelt ønske om at beskytte samfundet mod en så dødsensfarlig person som Rasmus Popenda.
Her er jo ikke tale om et affektmord, et jalousimord eller andet "begrundet". Her er tale om et vilkårligt overfald på en uskyldig person, der mishandles til døde. Derefter skændes liget ved at slæbe det over 20 meter for at have et godt lys til at filme det i.
Her bør det virkelig ikke handle om straf - men om beskyttelse af resten af befolkningen. Det er jo umuligt at udmåle en straf til den forbrydelse. Og uden tvivl virkningsløst til et menneske, der kan begå en sådan handling. Ikke nær så godt at fabulere over og om - det er jeg klar over. Men nok tættere på virkeligheden...
Kristian: Det er efterhånden så almen viden, at kilderne på dette punkt er blevet uinteressante at henvise til. Det kan næsten sammenlignes med, at biologer heller ikke gider - og i mange tilfælde slet ikke kan - henvise til kilder, når de snakker om evolution, fordi det er så alment accepteret blandt eksperterne.
Men her er der da lidt snak fra eksperter om, hvorvidt ekstremister såsom Peter Skaarup (DF) har ret i, at højere straf skulle have nogen effekt.
Thomas: Hvis motivet var et reelt ønske om strengere straf, ville vi nok se dét som folks forklaring på ønsket. Men det, man kan finde på diverse blogs og i avisernes spalter, er at det er på grund af forbrydelsens usædvanlige grovhed, at folk ønsker hårde straffe.
Så vi sidder reelt med hævnmotivet som den motiverende faktor. Denne motivation er, som jeg siger i mit indlæg, en afgjort gyldig grund til at ønske høj straf (jeg ville såmænd sikkert føle mig parat til selvtægt, hvis det havde været min familie, det var gået ud over). Men hvis man skal undgå, at den slags forbrydelser sker igen (dvs. både forhindre at Rasmus Popenda og andre mennesker i at gøre det), så foretrækker jeg at lytte til eksperterne.
Ole: Jeg mener ligesom dig, at en højere straf ikke hjælper. Det er blot et velkendt fænomen, at debattører en gang imellem beder om kilder, hvorfor jeg da også ville have det på plads.
Ærgerligt nok kan jeg ikke læse artiklen, idet jeg ikke er abonnent, men til min fordel har TV 2 en artikel herom.
Artiklen kommer online i løbet af nogle få dage.
Kristian: Alternativt til Informations artikel kan du se, hvad der bliver sagt om det her, hvor der bl.a. står:
"Også Flemming Balvig, der er professor i retssociologi, er skeptisk over for hårdere straffe: 'Sagen er fuldstændig unik og kan ikke forebygges med hårdere straf. Det her burde handle om den sociale indsats,' siger han og forstår ikke politikernes manglende anerkendelse af al den videnskab, der peger på, at straf i øvrigt ikke virker præventivt ... 'Det er nok den del af samfundsvidenskaben, vi ved mest om. Der foreligger et omfattende materiale om straf, også internationalt'".
Det er vist uden fortilfælde, at et så ungt menneske har tævet en ihjel uden grund.
Det er da rigtigt, at det sikkert ikke hjælper den unge med en længerevarende straf, hverken fysisk eller psykisk. Det findes der sikkert også forskning der viser, at det ikke gør.
Ikke desto mindre er jeg af den opfattelse, at en meget længere straf er nødvendigt. Hvis en fængselsstraf ikke er det rigtige, så send ham i det mindste i behandling på ubestemt tid som `straf´. Sidstnævnte er nok at foretrække for alle parter.
Hvad du eller jeg eller andre måtte have af holdninger og meninger har ingen betydning i forhold til den viden, som eksperter har pådraget sig gennem forskning. Som den citerede ekspert siger, så er det her et af de felter inden for samfundsvidenskaben, hvor man ved mest, og selv om der er eksempler på sjældne undtagelser, er konklusionen så entydig, som den kan blive: Længerevarende straf har ikke nogen positiv virkning. Det er derfor næppe at foretrække for alle parter.
Ja man friste til at der skulle indføres hårdere straffe i form af: "Stjal du med højre arm - Tager vi højre arm". Jeg synes simpelthen, der må være en dommer med dårlig ånde der har læst linierne op hveri der stod 4 år. Det kan ikke være rimeligt - den dreng er jo helt uden for alle rykkevidder...!
Men om højrestraffe hjælper eller ej, det må siges at kunne diskuteres :s
Bare fordi noget kan diskuteres, så betyder det ikke, at de diskuterede muligheder har lige vægt. Hvis langt størstedelen af forskningen viser, at længere straffe ikke har nogen præventiv effekt, så virker det som udgangspunkt temmelig tosset at foreslå længere straffe.
Det er forresten interessant, at så mange mener, at folk som Rasmus Popenda aldrig vil være i stand til at lære, at det var forkert - men samtidig argumenterer de for, at længere straffe ville afskrække folk som ham.