Theseus og nazismen

| 4 Comments | 2 TrackBacks |
Lixtal: 56Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Kan Dansk Folkepartis politik sammenlignes med nazismen, eller er forskellen for stor? Svaret er, at det kun er på de uvæsentlige og kosmetiske områder, at Dansk Folkeparti har foretaget udskiftninger. På de væsentlige punkter videreføres nazismen stort set uændret i Dansk Folkepartis politik.

Men inden vi når til denne konklusion, så lad os først overveje, hvad det vil sige, at noget er "det samme".

Da Theseus i følge den græske mytologi vendte tilbage til Athen fra Kreta, blev hans skib restaureret efter mange års opbevaring. De gamle, rådne planker blev erstattet af nyt træ. Al byggematerialet blev udskiftet, og skibet stod nu skinnende nyt.

Legenden illustrerer en filosofisk problemstilling: Når alle dele i Theseus' skib er blevet udskiftet, er det så stadig Theseus' skib? Hvis de originale dele blev sat sammen igen, så man havde to skibe, hvilket af disse var så Theseus' skib?

Stadig i dag er der ikke noget entydigt svar på, hvad forestillingen "det samme" egentig dækker over. Det lidt for hurtige svar er, at det er et definitionsspørgsmål, men det bliver man ikke stort klogere af, for definitioner kræver, at folk er enige om definitionerne, og er ikke nødvendigvis givet uafhængigt af mennesket. Der er dog i en vis udstrækning, med visse paradigmatiske variationer, enighed om, at "det samme" er et udtryk for tilsvarende strukturer, position i tid og sted, formål, intention, metode eller midler.

Overfør nu Theseus' skib til politiske ideologier.

Hvis Theseus' skib kan sammenlignes med en politisk ideologi, hvor store dele af ideologien kan man så erstatte med nye ord, før ideologien kan kaldes "ny", og kræver et nyt navn for at undgå begrebsforvirring?
Som eksempel kan vi se på kommunismen. I begyndelsen indeholdt kommunismen samtidens jødehad, som i væsentlig grad bidrog til kommunismens form. Der blev også begået usigelige rædsler i kommunismens navn, som vi stadig i dag ikke har overskuet omfanget af. Disse elementer lægger moderne kommunister afstand til. De skrotter ganske væsentlige elementer af kommunismen, men hverken kommunisterne selv eller udenforstående ser noget problem i, at ideologiens navn føres videre trods væsentlig renovation.

Partiet Venstre vedligeholder det, de kalder en "liberal" politik, men det kan nemt dokumenteres, at denne liberale politik har ændret sig gennem årene i takt med, at alle partiets oprindelige medlemmer er døde og flere gange erstattet af nye mennesker, der jævnligt har erstattet partiets principprogram. Ikke desto mindre hedder partiet stadig Venstre, og de kalder stadig deres politik for liberal.

Trods såvel interne som eksterne uenigheder om liberalismens sande ansigt er der dog generel enighed om, at Venstre i hvert fald ikke er socialister. Der findes en øvre grænse for, hvornår en ideologi kan være "den samme" som en anden. Denne øvre grænse kan de fleste blive enige om. Måske er den øvre grænse nem at forholde sig til, fordi den trods sin uklare definition udtrykker kategoriseringer.

Men der er også en nedre grænse, som udtrykker, hvornår en ideologi ikke afviger fra en anden. Det er, når afvigelser overvejende blot er af kosmetisk form. Det er imidlertid dem, der pr. definition er nemmest at få øje på, og de kan derfor få en uforholdsvis stor vægt, når forskellen mellem to ideologier skal vurderes.

Hvis der er meget små ideologiske forskelle, mens ideologierne beskrives med meget forskellige udtryk, er det derfor ved første øjekast oplagt at tro, at der er tale om forskellige ideologier, også selv om udtrykkene beskriver de samme ideologisk elementer. Plankerne er så at sige udskiftet i det politiske skib, men skibet - ideologien - er grundlæggende den samme.

Forskellen mellem det oprindelige og det restaurerede er åbenlys for de fleste, men spørgsmålet er, om den udgør en væsentlig forskel.

Moderne kommunisme kaldes stadig kommunisme, trods fralæggelsen af jødehad og den tidlige kommunismes rædsler. Det kan lade sig gøre, fordi en række pointer i kommunismen er væsentlige, mens andre ikke er det. Forfølgelsen af etniske grupper er ikke en af dem, og kan derfor udelades, uden at man skal finde et nyt navn til sin ideologi. Rædslerne kan betragtes som en uheldig historisk periode, ligesom slavehandel og kolonialisering (normalt) betragtes som uheldige perioder i kapitalismens historie.

Hermed har jeg bevæget mig ind på dette indlægs egentlige tema: Er forskellen mellem nazistiske ideologi og Dansk Folkepartis politik så lille, at politikken bør kaldes nazistisk?

Det kan vi få svar på ved at identificere en række nøgleord, der karakteriserer nazismen. Jeg vil i det følgende behandle den nazistiske ideologis centrale temaer, idet jeg henviser til den tilsvarende ideologi i Dansk Folkepartis formulering.

Socialdarwinisme var et nøgleord i nazismen, hvor nationalitet, religion og etnicitet knyttedes nært sammen som uadskillige dele, der blev anset som en iboende egenskab for hver race (man ville nok have benyttet udtrykket "genetisk", hvis dette begreb havde været kendt dengang). Ingen grad af kulturel og samfundsmæssig integration ville være mulig uden mange generationer af genetisk integration, mente man. "Blut und Ehre" (blod og ære) og "Blut und Boden" (blod og hjemland) fulgtes ad.

Den nære sammenkobling af nationalitet og religion illustreres i Dansk Folkeparti gennem f.eks. Martin Henriksens (DF) udtalelse om, at man er en eks-dansker, hvis man som dansker konverterer til Islam.

Nazisterne mente endvidere, at kriminelle tendenser var arvelige, hvilket var hovedargumentet bag tvangssterilisation og racehygiejne. Den samme tankegang var Henning Rye Pedersen (dengang DF) fortaler for i følge Midtjyllands Avis, idet han mente, at kriminaliteten lå i de fremmedes gener. Pia Kjærsgaard (DF) antyder noget tilsvarende, når hun siger:

Hvis det danske velfærdssamfund skal bestå både økonomisk, socialt og uden risiko for at bryde sammen under massiv kriminalitet er kodeordet, at vi stiller, og forsat tør stille, krav til indvandrere og efterkommere [min fremhævelse].
Hvor oplagt det end måtte være, er jødeforfølgelserne ikke et centralt nøgleord i selve den nazistiske ideologi, men er en følgevirkning af troen på socialdarwinismen.

Kommunisme og kapitalisme kan afsværge sig, at fortidens synder var nødvendige følgevirkninger af ideologierne, men systematisk forfølgelse af bestemte grupper er en konsekvens af brugen af socialdarwinismen som sammenkobling af nationalitet, religion, etnicitet, m.v., såfremt man benytter det socialdarwinistiske princip til vedligehold af samfundet. Det er kun en fejl at tro, at jøderne var det centrale element. Nazismen fastholdt, at alle ikke-ariske etniciteter skulle elimineres, og når netop jøderne blev lagt for had, var det kun fordi de blev anset som særligt udspekulerede og farlige takket være den Lutherske lære om jøderne, som også Jesper Langballe (DF) hylder. Arabere og negre blev anset for dumme og unønskede, og blev kun sat i anden udryddelsesrække, fordi man mente, at de var kontrollerede af jøderne, og fordi de i øvrigt i langt mindre udstrækning end jøderne var herboende. En sådan refleksion ses stadig i efterfølgende nazistiske tekster såsom "The Turner Diaries".

Det centrale var sikringen af den ariske race og det, Hitler opfattede som den ariske kultur. Jødeudryddelserne var et middel, og i den korte periode, hvor nazismen havde magten, udgjorde den også et stort og særdeles synligt element, men jødeudryddelsen var ikke centralt for ideologien; den var "bare" et middel til sikringen af den. Hitler beskrev jøderne som dem, der havde ødelagt hans kultur og race, og hvor vigtigt fjernelsen af denne ødelægger måtte være, var det centrale var ikke at fjerne jøderne - det centrale var at genoprette kulturen og racen. Man kan derfor plukke jødeforfølgelsen ud af nazismen, og stadig fastholde den nazistiske ideologi, men jødeforfølgelsen kan man ikke tage ud af nazismen.

(Man kan også overveje, at de tidligste nazister ikke begik jøde-udryddelser, idet disse udryddelser først blev iværksat i nazismens senere år. Hvis iværksættelsen af jødeudryddelser skulle være det udslagsgivende for, at man var nazist, ville de færreste af de tidlige nazister i 1930'erne kunne kaldes nazister!)

Som eksempel på et centralt sammenfald mellem denne nazistiske "kerneideologi" og Dansk Folkepartis politik ser vi Mogens Camre (DF) give udtryk for, at Islam skal ud af Europa for at sikre vores kultur mod ødelæggelse, hvilket i praksis kun kan gennemføres ved at fjerne dens udøvere. Ingen ideologi kan nemlig eksistere uden dens udøvere, og vice versa: Er der udøvere, er udøvernes ideologi der også. Det centrale er ikke Islam, men sikringen af det, Dansk Folkeparti opfatter som "danskhed" og dansk kultur. (Den udtalte racisme, der gennemsyrer Dansk Folkeparti, behøver næppe nogen dokumentation.)

Et andet nøgleord i nazismen er dens fællesskabsorientering, hvor folket - arten - er en vigtigere del end det enkelte individ. Dansk Folkeparti profilerer tilsvarende sig selv gennem en politik, der i forhold til de mere individualistisk orienterede Konservative og Venstre er rettet mod fællesskabet, idet Dansk Folkeparti hævder at være "den lille mands", de ældres og på anden vis de svagest stilledes parti, der sætter "folkelighed" i højsædet. Nazisterne opfordrede borgerne til national og racemæssig loyalitet, hvor de tæntke på fædrelandet frem for sig selv, og denne tankegang genfindes i Martin Henriksen (DF) krav til folket:

Derfor mener jeg, at vi ved enhver lejlighed skal understrege, at det er enhver danskers pligt at elske, respektere og ære sit fædreland, som man skal elske, respektere og ære sin familie.
Nøgleordene, som jeg fremhæver, skal naturligvis ses som sammenhængende i den nazistiske ideologi. Den nationale ære er på én gang "blod og ære" i en genetisk kobling til racen, men udtrykkes også gennem den nationalistiske, deindividuerede fællesskabsorientering.

Fællesskabsorienteringen, der sætter nation og race over individet, giver anledning til endnu et af nazismens nøgleord, nemlig kontrol af, og indblanding i, individernes liv med henblik på ensretning. Sammenlignet med de øvrige partier udviser Dansk Folkeparti en stærk interesse i individernes private liv - hvad vi spiser, hvordan vi går klædt, hvilken musik og film, vi foretrækker, hvordan vores sexliv er, osv.

Et yderligere nøgleord er nazismens ringe respekt for massernes fornuft eller intellekt. Folket formodes ikke at have tilstrækkelig fornuft til at lede sig selv, men har behov for en leder. Dansk Folkeparti har ikke direkte udtrykt noget sådant om den danske befolkning som sådan, men internt er partiet er karakteriseret ved en usædvanlig topstyring i forhold til landets øvrige partier. Pia Kjærsgaard (DF) forklarede eksklusionen af en gruppe medlemmer, der havde beklaget partiets manglende interne åbenhed, med ordene:

Ind imellem og nogle steder kan det være meget klogt at holde mund. Det er os, der sætter kursen i Danmark, og derfor er det nødvendigt med et gennemorganiseret og velstruktureret parti.
Hermed fastslår Pia Kjærsgaard, at partiets lavere-rangerende ledere og medlemmer ikke formodes at have de tilstrækkelige styringskompetencer. Kravet om at være autoritetstro - endnu et af nazismens nøgleord - udtrykkes med tydelighed fra partiets leder. Samme leder ser endvidere ikke blot sig selv som partileder i det citerede passage, men som landets leder.

Under spekulationerne om Anders Fogh Rasmussens (V) fratrædelse fra statsministerposten til fordel for en international topstilling, beklagede Pia Kjærsgaard fraværet af den stærke leder, idet Pia Kjærsgaard mente, at han skulle sørge for at være landets leder: "Ledelsen mangler. Fogh er jo ikke til stede".

Den stærkt hierarkiske opdeling af Dansk Folkeparti sikrer, at der i forhold til andre partier er mere enighed mellem lederne på de lavere niveauer og lederne på de højere niveauer. Det er derfor særdeles interessant i netop denne sammenhæng, at halvdelen af partiets gruppeformænd har udtrykt, at de er villige til at optage nazister som medlemmer, og at Dansk Folkeparti har haft mange erklærede nazister blandt sine medlemmer.

Mens Dansk Folkeparti understreger, at de er et midterparti på grund af deres fællesskabsorientering frem for individorientering, føler partiet sig ganske åbenlyst bedre hjemme hos den borgerlige fløj end den venstreorienterede fløj. Hermed åbner Dansk Folkeparti for den mulighed, der kun tilgodeses af højrefløjens kapitalistiske interesser, nemlig korporatisme - også et af fascismens (om ikke eksplicit nazismens) nøgleord - som betyder sammensmeltningen af kapitalistiske og statslige interesser. Det står ikke klart, hvorvidt Dansk Folkeparti har nogen holdning omkring kapitalistisk ejerskab, bortset fra enkelte udmeldinger om, at f.eks. kulturstøtte skal sammenkædes med erhvervsinteresser.

Afvisningen af rationalitet er også et nøgleord for nazismen. Det tyske nazipartis berømte propaganda-apparat benyttede sig således af en utrolig effektiv pathos- og ethos-argumentation, hvor rationelle argumenter blev tilsidesat. Denne argumentationsteknik ses også hos Dansk Folkeparti, hvis retorik af samme årsager ved flere lejligheder er blevet sammenlignet med den nazistiske propaganda (se f.eks. her, her og her) i form af populistiske argumenter, der appellerer til folks følelser i stedet for deres fornuft.

Den logiske appel af et argument har så lille betydning for Dansk Folkeparti, at det er helt uden betydning, om f.eks. et fremsat krav overhovedet kan indfries af forhandlingspartneren, sådan som det f.eks. skete, da Dansk Folkeparti krævede af regeringen, at den skulle omgå EU-lovgivningen omkring 24-års-reglen. Også på andre områder har Dansk Folkeparti uden videre afvist appel til rationale som gyldig politisk argumentation, selv på nogle af de områder, hvor der findes det største rationelle grundlag at bygge på; Peter Skaarups (DF) afviste således omfattende forskningsresultater med ordene: "[J]eg tror ikke på den forskning. Konsekvens har altså en effekt, det tror jeg på." (I samme artikel anerkender Peter Skaarup endvidere partiets populistiske adfærd.)

Dansk Folkepartis laden hånt om rationalitet reflekteres klart i deres vælgergruppe, der udgør den lavest uddannede del af befolkningen.

Under nazismen fremhævedes også den fysiske aktivitet frem for den boglige, når Hitler-Jugend f.eks. dyrkede gymnastik og fysisk udfoldelse i ungdomslejrene - og med eksplicit forbud mod sex. I den forbindelse kan det bemærkes, at Martin Henriksen (DF) har givet udtryk for holdninger, der lyder som et ekko af den tid, idet han mener, at sex skal nedtones og idræt opprioriteres.

Nazismens socialdarwinistiske grundlag har givet anledning til en selvstændig værdi, hvor kamp opfattes som noget godt i sig selv. Den konstante forståelse for, at kamp er nødvendig, er også et af nazismens nøgleord. Det er næppe tilfældigt, at Dansk Folkeparti med jævne mellemrum identificerer sig som "frihedskæmpere", der kæmper det, Pia Kjærsgaard kalder en "god kamp" - konflikt frem for pacifisme, og det er næppe tilfældigt, at Dansk Folkeparti opfatter uenigheder som angreb og modsat rettede synspunkter som trusler mod den genetiske kobling mellem "danskhed", kristendom og hvid race. Noter også de mange sammenfald mellem medlemskaber af Dansk Folkeparti og Hjemmeværnet, og den gensidige støtte mellem disse to organisationer.

Menneskelig ulighed er endnu et nøgleord i nazismen, og her er Dansk Folkeparti klar i spyttet omkring menneskelig lighed i en sådan grad, at Menneskerettighederne beskrives af Søren Krarup (DF) som intet mindre end Djævelens værk:

Menneskerettighederne er nutidens grundløgn, vor tids afgudsdyrkelse ... Menneskerettighederne er virkelig vor tids fordærvsmagt, djævelen i skikkelse af en humanitær lysengel, forfalskningen og sammenblandingen af Gud og menneske, himmel og jord.
Mogens Camre (DF) følger trop med en opfordring til afskaffelse af lighed for loven:

Vi må opsige FN’s flygtningekonvention, vi må blokere EU’s charter om borgernes rettigheder, som er vendt imod europæerne, vi må ændre udlændingeloven, og vi må om fornødent ændre både grundloven og straffeloven, så det bliver muligt at forsvare demokratiet og sende politisk-religiøse oprørere, kriminelle og snyltere ud af landet.

På en række helt centrale punkter er der således klare sammenfald mellem nazismens og Dansk Folkepartis værdier og mål. Hvis nazismen kan sammenlignes med Theseus' oprindelige skib, har Dansk Folkepartiets skib samme struktur, formål og kapacitet, og er bygget ved at erstatte nazismens oprindelige ideologi med nye udtryk og fjendebilleder. At nogle få planker er blevet erstattet af nye, og at nogle gamle udsmykninger er overmalede ændrer ikke på, at Dansk Folkepartis ideologi er "den samme" som den nazistiske ideologi. Det er ikke afgørende, at armbindet er lagt væk, og det er ikke afgørende, om partinavnet kommunikerer "national socialisme" eller "dansk fællesfolkelighed" - de to ord i kontekst siger nemlig det samme, hvilket også det første parti her i landet med navnet "Dansk Folkeparti" formentlig vidste, da det blev oprettet under nazismen: Det var et nazistisk parti.

Hensigten med denne tekst er ikke at identificere en større mængde dokumentation for disse ideologiske sammenfald; der er blot givet eksempler på, hvordan nøgleelementer af den nazistiske ideologi genfindes hos højtstående personer i Dansk Folkeparti. Hensigten er at fremhæve, at man griber efter halmstrå, hvis man afviser Dansk Folkepartis politiske platform som nazistisk med begrundelser såsom at Dansk Folkeparti ikke er jødefjendske, eller at de (hvis man ser bort fra de ofte forekommende eksempler på medlemmer, der reelt er nazister) afviser betegnelsen som nazister. Dette er de små og ligegyldige elementer, der måske er de nemmeste at få øje på, men som ikke er centrale. Det er på de nazistiske nøgleværdier og nazismens grundantagelser, at Dansk Folkeparti fører den samme ideologi videre under lidet andet end et nyt navn.

Spørgsmålet er ikke, om der er så stor forskel mellem nazismen og Dansk Folkepartis politik, at de bør kaldes forskellige. Spørgsmålet er, om der er så lille forskel, at det overhovedet er værd at diskutere den.

2 TrackBacks

Den mytologiske nazist from Aminas og Oles sæbekasse on 11.01.2009 19:21

Generelt er det dårlig stil at sammenligne grupper, man ikke bryder sig om, med nazister. Det er til gengæld en så ofte forekommende taktik, at den ligefrem har fået et navn på Internettet: Godwins lov. "Loven" henviser til, at de... Read More

Esoterisk nazisme from Aminas og Oles sæbekasse on 19.01.2009 07:19

En kommentator bragte i går en kommentar på et indlæg på denne blog, som blev slettet, fordi den blot var fjendtlig, og ikke rigtig havde noget indhold. Imidlertid har personen adskillige tilknytninger til det højreekstreme miljø, og disse tilknytninge... Read More

4 Comments

Spørgsmålet er ikke, om der er så stor forskel mellem nazismen og Dansk Folkepartis politik, at de bør kaldes forskellige. Spørgsmålet er, om der er så lille forskel, at det overhovedet er værd at diskutere den.

Jeg vil jo så mene, at der er en meget stor forskel i nazisternes og DF's nominelle kerneværdier: Nazisterne var og er eksplicit antidemokrater, mens DF jo tilsyneladende hylder demokratiet. Er det ikke en meget væsentlig forskel ?

Ideerne er tydeligt forskellige. Lad os endelig få det på plads for ikke at forplumre debatten.

Men når det er sagt, så er jeg enig. Hvad der er sket inden for evnen til at debattere inden for det seneste årti er sandelig sørgeligt. Under Poul Schlüters regeringstid var der god tradition for at partierne måtte komme med særstandpunkter - særligt op til deres landsmøder. Men når det samme sker i dag, ser vi Pia Kjærsgaard revse pågældende politiker med lynets hast for ikke at have afklaret udmeldingen med resten af regeringen.

Fælleskabsfølelsen mangler i den politiske debat, og det kan selv ikke den ivrigste DF-proselyt modbevise, for det er ganske enkelt sandt.

Det samme gælder velfærdssamfundet. Hvordan man kan stille sig op, og påstå at være den lille mands repræsentant samtidig med at kerneydelser afmonteres er mig en gåde. Men det er åbenbart sådan moderne politik skal være.

Vi vil se en meget skarp valgkmap næste gang - tydeligt inspireret af samme ånd som i staterne, hvor der gås efter personen når argumenterne slipper op. Sandelig en sørgelig udvikling, fordi DF har fået alt for lang snor i et misforstået forsøg på at bevare magten fra de borgerliges side. Det er kun Liberal Alliance der tør sige dette ligeud - i den borgerlige lejr i hvert fald...

Leave a comment

Ældre indlæg

Sider

Om dette indlæg

Denne side indeholder et enkelt indlæg af Ole Wolf, udgivet d. 28.09.2008 18:18.

Forrige indlæg: Bombesikkert

Næste indlæg:Rohd i ytringsfriheden

Find de nyeste indlæg på forsiden, eller søg i de ældre indlæg to find all content.