Det er ikke for at være arrogant, men nogle gange kan jeg føle, at kommunikation med andre mennesker svarer til at danse limbo: Det gælder om, at jeg skal bevæge mig sig så langt ned i åndeligt niveau som muligt.
I mere end ti år har jeg stort set kun talt med folk, der enten var ved at tage en universitetsuddannelse, eller også havde de en sådan uddannelse bag sig. I de sidste 15 år har niveauet mindst været gymnasieniveau. Størstedelen af landets mest veluddannede mennesker er mine ligemænd. Bortset fra, at jeg blandt disse ligemænd havde det med at score høje karakterer og normalt er blevet anset som "øverste trediedel", for nu at sige det så beskedent, som jeg kan det.
Det er ikke for at prale, at jeg siger det. Det er bare for at illustrere, at jeg umuligt kan være vant til åndelig limbodans. Mit niveau vil uværgerligt være ret højt i langt de flestes øjne. Mine regler for, hvordan man når frem til en konklusion, eller hvornår et argument er gyldigt, kan forventes at være ganske anderledes end den gennemsnitlige persons regler.
Min kæreste står i samme situation, og klager nogle gange over, at der er utroligt få mennesker at tale med, hvis man skal andet end hyggesludre. Andre mennesker kan være rigtig flinke, hyggelige, morsomme, og på mange områder være herlige mennesker, men intellektuelt er der ikke rigtigt hverken med- eller modspil fra dem. Mit svar var: "Velkommen til min verden".
Jeg har vænnet mig til, at "jeg tænker, derfor er jeg ... alene". Hvad jeg derimod nok aldrig vænner mig til, er at mit relative niveau foranleder en vis paranoia omkring faglighed. Selv om niveauet måske er højt og man klassificerer som ekspert, så begår man nemlig fejl. Mange fejl. Og eksperters fejl har større konsekvenser end fru Jensens fejl, når hun glemmer at skrive margarine på sin indkøbsseddel. Jeg er selv en såkaldt ekspert, og jeg ved, hvor mange fejl, jeg og mine åndsfæller begår i vores daglige arbejde.
Det skal ikke ses som et mistillidsvotum til eksperterne. Alle andre ville begå langt flere fejl. Men det er min viden om antallet og typen af fejl, der begås af eksperter, der gør mig noget utryg ved f.eks. at skulle på hospitalet, ved at skulle køre gennem et avanceret vejanlæg, ved at lade mine pengesager vurdere, osv. Hvis eksperter i mit fagområde begår brølere på stribe, så gør andre eksperter det sandsynligvis også. Min "paranoia" skal derfor mest tolkes som en form for autoritetsmistro, der bygger på, at som ekspert omgivet af eksperter kender jeg kun alt for godt til eksperters fejl.
Ved lægen kan jeg delvist forebygge muligheden for fejl. Godt nok har jeg kun lægmands viden om lægens fejl, men hvis jeg spørger interesseret til, hvordan lægen stiller sin diagnose, og især hvordan han/hun sorterer hvilke muligheder fra under udarbejdelsen af diagnosen, så kan jeg føle mig mere sikker på, at han ikke begår fejl, fordi jeg kender måden at drage konklusioner på fra mit eget felt.
