Jeg opfatter religiøse mennesker lidt ligesom stofmisbrugere. De kan måske godt fungere normalt og fornuftigt i mange almindelige sammenhænge, men alligevel har de noget, der styrer deres fornuft på afveje, og som får dem til at handle dumt og skadeligt for enten sig selv eller andre. Det betyder, at man måske godt kan fungere sammen med dem, men man skal betragte dem som stærkt upålidelige mennesker, som man helst ikke skal have give et ansvar.
Tidligere religiøse mennesker er lidt ligesom alkoholikere. Det siges om alkoholisme, at man kan holde op med at drikke, men at man ikke kan blive fri for alkoholismen, og jeg synes, jeg ser samme tendens hos tidligere religiøse mennesker. Godt nok kan de tidligere religiøse lære at argumentere normalt og drage normale slutninger, men "religionsalkoholismen" lurer tilsyneladende stadig i baghovedet, for en gang imellem falder de alligevel i vandet og drager konklusioner, der kun passer ind i deres "tidligere" religiøse verdensbillede.
Der er ofte noget "forkert" over en afvænnet alkoholiker, når vedkommende er til fest. Jeg ser en tilsvarende form for "forkerthed" ved tidligere religiøse, når de behandler religion lidt på samme måde som en afvænnet alkoholiker kigger på flaskerne ved en fest.
