Amina og jeg havde en hyggeaften i går foran fjernsynet, hvor vi så "De grønne slagtere". Ligesom da vi så den i biografen første gang, er jeg imponeret over, hvor godt "Svend" spiller rollen som en dybt sindssyg person.
Blandt vores ufrivillige bekendtskaber findes der enkelte personer, der i betænkelig grad minder om Svend, og som i allerhøjeste grad har givet os adskillige prøver på deres adfærd og måde at tænke på. Der er nogle træk, der gør igen, og som kan findes i deres logik og argumentation.
De er ikke i stand til at skelne mellem sandhed og løgn. Kun ét er sikkert: De kan ikke tænke den tanke, at de selv kan tage fejl, og hvis man griber dem i en lodret løgn, væver de videre på den eller begynder at diskutere et emne, der leder opmærksomheden væk fra den løgn, der blev afsløret. I deres verden bliver det altid til de andres skyld, de andres adfærd, de andres forfordeling af dem, de andres udseende, de andres værdier, osv. Til gengæld vil de gerne have særlige rettigheder, som de ikke mener, at andre gør sig fortjent til.
Udenforstående folk kender ikke de omstændigheder, der ligger bag disse menneskers forklaringer og opførsel, så derfor virker personerne normale nok i første omgang. Det er først, når man kommer lidt tættere på dem, at man ser, hvordan deres tankerække ikke giver logisk mening, og at de givne omstændigheder umuligt kan give anledning til de konklusioner, de drager. Der er ganske enkelt ikke den linie fra punkt A til punkt B, som de giver udtryk for at have taget.
Jeg har efterhånden set så meget til disse personers måde at tænke og argumentere på, at det ikke tager lang tid, før jeg genkender deres sindssyge, når den optræder i svagere form blandt andre mennesker. Man kan f.eks. hurtigt genfinde den syge logik blandt religiøse mennesker og andre mennesker, der har draget deres konklusion, før de finder argumenterne for den.
