I en diskussion, jeg har deltaget i andetsteds, gav en af mine moddebattører Islam æren for den kedelige opførsel, nogle indvandrere i Danmark udviser. Det var tydeligt, at indvandrere bedrev sort arbejde i deres pizzariaer, udgjorde en uforholdsvis stor del af de indsatte i de danske fængsler, og er undertrykkende overfor deres kvinder.
Det skal bestemt ikke underkendes, at der er udtalt kedelig opførsel blandt indvandrere. Men det er mindre sikkert, at det er fordi de "bare er sådan", eller fordi den muslimske kultur lægger op til det. I psykologien hedder det "the fundamental attributional error", når man tilskriver en selv (eller ens egen gruppe) eksterne motiver for deres handlinger, men tilskriver interne motiver til andres handlinger. Eller sagt på dansk:
Når jyder udfører sort arbejde, er det på grund af skattetrykket. Men når udlændinge gør det, er det fordi de er "den slags mennesker".
Det samme gælder kriminalitet blandt indvandrere. En sammenligning med USAs sorte giver mere grund til at tro, at det har noget at gøre med den sociale rolle, de presses ind i, end med deres trosbaggrund. Men nej, ikke her i landet: Her er de ikke kriminelle på grund af eksterne forhold, men fordi de er "den slags mennesker".
Eller undertrykkelse af kvinder: Her i landet har det haft at gøre med, at manden traditionelt var den, der arbejdede udenfor huset, og at kvinder jo føder børnene. Men "derovre" er det fordi de er "undertrykkende mennesker".
Det er da godt, at vi har en god grund til det, når vi opfører os ligesom dem. Ellers ville vi jo være ligesom dem.