"Hvad sagde vi?"

Patentlovgivningen var oprindeligt tænkt som et forsøg på at motivere til innovation. Patentloven giver folk eneret på deres opfindelser, mod at de publicerer deres opfindelser og beskriver, hvordan de har gjort. I stedet for at sidde og hemmeligholde deres opfindelse lader de dermed verden vide om den, så deres viden kan blive spredt. Og for at motivere til ekstra opfindelsesiver, så får man automatisk patent, hvis man kan forbedre et eksisterende patent. Og så er det jo rimeligt nok, at patenttagere får en vis kompensation for deres innovation.

Men så kommer virkeligheden ind i billedet. Konkurrence har aldrig motiveret til samarbejde, heller ikke når det gælder vidensdeling. Så i praksis har patentlovgivningen givet anledning til et juridisk morads af en anden verden. Når patenttageren skriver et patent, så sørger patenttageren for to ting:

For det første beskriver patenttageren ideen så uklart, at ingen vil være i stand til at gennemskue ideen. Dermed er patentet sikret, samtidig med at patenttagerens viden i praksis stadig er hemmeligholdt.

For det andet beskriver patenttageren ideen så generelt, at så meget som muligt vil være dækket af patentet. Dermed sikrer man sig, at eventuelle forbedringer er dækket ind under det oprindelige patent. Endvidere sikrer man sig, at nye ideer, der afledes af ens opfindelse, også er dækket af ens opfindelse. Også selv om man aldrig selv havde drømt om, at disse nye ideer nogen sinde kunne opstå.

Store firmaer, der har råd til at have mange uproduktive folk siddende, har patentafdelinger, der har til opgave at søge alle mulige og umulige patenter, og de får godkendt adskillige patenter om dagen. Der findes således et enormt antal patenter, hvoraf de fleste er beskrevet så utydeligt, at det er de færreste virksomheder, der har ressourcer til at overskue patent-vildnisset. Små virksomheder har ikke en jordisk chance for at opdage, om de tilfældigvis skulle have forbrudt sig mod et eller andet patent, når de udvikler et produkt.

Samtidig har de største virksomheder ansat eksperter, der afsøger mindre virksomheders produkter. Hvis en mindre virksomhed begynder at blive for stor, går den større virksomheds patenthajer i krig. De graver i deres patentdatabase, hvor de finder frem til patenter, som den mindre virksomhed med al sandsynlighed kan have forbrudt sig imod. Indenfor softwareudvikling er det meget sandsynligt, at den mindre virksomhed vil have overtrådt et patent, idet softwarepatenter netop ikke henviser til produkter, men derimod blot ideer og metoder.

Skulle den større virksomhed tage fejl, så er det i praksis ikke så vigtigt. Den større virksomhed kan nemlig nedlægge fogedforbud mod den mindre virksomhed, mens sagen trækkes i langdrag, indtil den mindre virksomhed er udsultet så meget, at den ikke har nogen overlevelseschance, men må indgå et kompromis med den større virksomhed.

Den slags vidste "vi" godt. Og "vi" sagde det højt, da den danske regering var for softwarepatenter i EU. Men den danske regering mente vist alligevel, at det er meget vigtigt for udviklingen, at det er de store virksomheders interesser, der bliver plejet på bekostning af de små virksomheder.