Jeg har ikke stemt helhjertet i dette valg. Det endte dog efter en del overvejelser med en personlig stemme på Jens-Peter Bonde fra Junibevægelsen.
Det strider mod min fornuft, at partier som Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU kan være tværpolitiske, når sagen netop drejer sig om politiske afgørelser i EU. De to partier har efter min mening et dårligt rygte, der fejlagtigt giver anledning til at tro, at de bare siger "nej" til alt, men deres interne samarbejde med politiske modstandere giver desværre god anledning til at tro på, at der nok er noget om rygterne.
Desværre var argumenterne fra alle andre end lige netop Junibevægelsen for mig at se rene floskler, der ikke indeholdt så meget som et gran af sandhed. Flere af de andre partiers "mærkesager" var enten noget, der slet ikke er indeholdt i EU-parlamentets arbejde, eller også var det "argumenter", der slet ikke gav udtryk for, at partiet stod for noget helt specielt. Når Venstre f.eks. slog på bekæmpelse af terror, så var det jo ikke ligefrem fordi Venstre adskilte sig fra alle andre partier, der i så fald måtte formodes at kæmpe for terror i EU. Og bekæmpelse terror er iøvrigt ikke noget, der falder ind under EU-parlamentets arbejde. Det var med andre ord et komplet ligegyldigt argument, der alene spiller på følelser, ikke fornuft.
Tilbage stod Junibevægelsens Jens-Peter Bonde, hvis udtalelser for mig at se var afvejede i forhold til fremtidige muligheder i realiteternes verden, og tydeligvis byggede på stor erfaring i hans tidligere arbejde. Endvidere ved jeg, at han i overvejende grad har politiske holdninger, der svarer til mine.
Så i stedet for at stemme på et parti, så har jeg stemt på en enkeltperson, hvis indsats kan være at sikre, at vores dårlige samvittighed i EU ikke blive ignoreret.
