I vores datters børnehave er vores datter blevet meget gode veninder med en anden pige - lad os kalde hende "N". De leger utrolig godt sammen, og har udviklet meget komplicerede regler for deres lege.
Men der er lige det, at den anden piges mor er kristen af den værste skuffe. Man skal naturligvis ikke skære alle mennesker over en kam, så det er ikke den kristne religion som sådan, jeg er efter her. Det er bare moderen, der er religiøst sindssyg.
Moderen fortæller datteren historier om en gud, der vil slå hende ihjel, og har gjort meget ud at at indprente datteren, at hun bestemt ikke må lege med vores datter. Moderen mener nemlig, at det er vores datters skyld, at N ikke altid gør 100%, som moderen vil have det. At N stiller spørgsmål. At N laver numre i børnehaven. Så derfor skælder hun hendes datter og børnehaven ud, og forbyder hendes datter at lege med vores datter. Lige meget hjælper det, for børn er nu engang børn.
Vi hilser pænt på moderen, når vi går med vores datter og møder moderen, selv om hun meget aktivt lader som om hun ikke ser os. Vi fortæller også vores datter, at moderens store problem med vores datter ikke er vores datters skyld, men at moderen derimod har nogle ideer og problemer, som vi ikke behøver lade os gå på af.
Én gang har vi forsøgt at konfrontere hende med, at det må være hendes egen sag, at hun af religiøse årsager ikke bryder sig om vores datter eller os, men at det er noget andet, at hun lader det gå ud over børnene - selv hendes egen datter. Børnehaven har vist nok forsøgt at forklare hende noget lignende, men moderen er udenfor pædagogisk rækkevidde.
En af pædagogerne antydede for os, at de somaliske forældre til tider kunne have en lidt anden holdning end den sædvanlige danske, men at der selv i de efter pædagogens mening værste tilfælde ikke var nogen, der gik så langt som denne danske kristne, der lod det gå ud over børnene.
For nyligt var alle de ældste børn i børnehaven på en tre-dages hyttetur. N og vores datter besluttede sig for at sove på deres eget tomandsværelse, og vores datter kunne fortælle, at pædagogerne havde været nødt til at forklare dem, at på hytteturen var der ikke nogen andre, der bestemte, før N turde sove på samme værelse som vores datter af frygt for hendes vanvittige mor og moderens lige så sindssyge gud.
Når vi henter vores datter, kommer N tit løbende for at give os et knus, og vil gerne sludre om, hvad hun har lavet i løbet af dagen. Men hvis hendes mor er der, kaster hun et stjålent blik på os, og kigger derefter skræmt på moderen.
Når jeg ser den slags, bliver jeg mindet på, hvorfor jeg nogle gange mener, at religiøs adfærd burde straffes. At religion er en så intolerant størrelse, at religiøse mennesker ikke har fortjent at blive behandlet med tolerance fra andre.
N's mor er vred over, at vores datter lærer hendes datter noget. Vi er dog taknemmelige for, at N's mor med al tydelighed står som et lysende eksempel på for vores datter, at der findes intolerante mennesker med irrationel vrede, som gør en aktiv indsats for, at vi andre ikke kan lege og have det sjovt.
Jeg så gerne, at folk som N's mor blev spændt fast i biografen fra "Clockwork Orange", hvor hun blev udsat for nonstop anti-kristen propaganda, overpisning af bibelen og bombning af kirker. Med hendes opførsel mod andre mennesker har har hun gjort sig fortjent til det.
Leave a comment