Jyllands Postens beretter i dag, at en dansk sprogforsker har konkluderet, at Islam er den mest krigeriske religion. Dette konkluderer sprogforskeren ud fra studier af forskellige religioners grundtekster. Forskeren, Tina Magaard, har givetvis ret i sine tal, og der er ikke umiddelbart nogen grund til at tro, at hun har en særlig dagsorden. Jeg vil dog alligevel efterlyse et par yderligere overvejelser:
For det første kan en religions krigeriskhed ikke alene måles som en religions agressive udtryksform. Man må også se på de våben, der reelt tages i brug, og så ser det pludselig anderledes ud. USA styres af en fundamentalistisk kristen, og har en enorm våbenkraft. En lille smule krigerisk adfærd fra dén nation har langt større følger i form af krigsødelæggelser end selv kraftig krigerisk adfærd fra nationer med begrænset våbenmagt.
For det andet står der desværre ikke, hvilke grundtekster, forskeren har støttet sig til. Har hun f.eks. brugt Luthers opfordringer til drab af alle jøder, eller har hun nøjedes med at analysere den kristne Bibel? Har hun vægtet grundteksternes reelle brug i sin analyse, og dermed givet den muslimske Hadith mere vægt end Koranen med hensyntagen til, at det faktisk er Hadith, der i muslimsk teologi bruges som udgangspunkt for, hvordan en muslim bør opføre sig?
For det tredie står der ikke, om forskeren blot har talt antallet af krigeriske erklæringer, eller om forskeren har taget hensyn til forholdet mellem mængden af "neutralt" indhold og krigerisk tale. Koranen er ret kort sammenlignet med Bibelen. Bibelen består i væsentlig udstrækning af slægtshistorier og det jødiske folks historie, og der skal således ikke mange krigerigske udtalelser i Koranen til, før den lyder relativt krigerisk. Men det er især beværligt, at Koranen bygger på, at læseren har kendskab til den kristne Bibel, hvis krigeriskhed - eller mangel på samme - faktisk ligger i Islams religiøse baggage, og derfor ikke kan ses isoleret fra den.
Islams teologi består af to dele. Den ene del er Koranen, som er det budskab, Muhammed fik fra Allah. Den svarer til den del af den kristne Bibel, hvor Moses fik Jahves lov (der forresten er temmelig krigerisk), og det giver derfor egentlig kun mening at sammenligne Koranen med Bibelens Mosebøger, hvis Koranen og Bibelen endelig skal sammenlignes. Den anden del er Hadith-rapporterne, der er beretningerne om Muhammeds liv. Hvis man sammenligner dem med beretningerne om Jesu liv, var Muhammed frihedskæmper mod et kristent herredømme, der på det tidspunkt havde betvunget det arabiske område. Beretningerne om Muhammeds liv må nødvendigvis være mere præget af modstandskamp end beretningerne om Jesu liv. Det bør ikke komme bag på nogen, at muslimer har nogle negative kommentarer om jøder og kristne i deres yngre tekster, men ikke omvendt!
For det fjerde handler kristne og jødiske tekster meget om filosofi (hvor mange engle, der kan stå på et knappenålshovede, og den slags), mens de muslimske tekster forholder sig til, hvordan man bør leve sit liv. Dermed forholder de muslimske tekster sig mere til den reelle verden, hvor krig indgår som en ærgerlig, men naturlig del af tilværelsen. Med dette udgangspunkt bør det ikke overraske nogen, at der kommer mere krigstale i muslimske tekster end i kristne eller jødiske tekster. Kristne eller jøder er heller ikke nødvendigvis mindre krigeriske, men har blot skrevet om den slags overvejelser på en anden måde i deres religiøse tekster.
Det er nok at få for langt at opfatte konklusionerne som noget "forskerpladder", som en imam hævder, men imamen har dog en pointe med, at det er problematisk at tage ting ud af kontekst. Både kristne og muslimer tager jo netop de dele af hhv. Bibelen og Koranen, som de synes, de har mest brug for, og glemmer resten. Så selv hvis den ene bog indeholder en større vægtning af krigerisk tale, så er det slet ikke et udtryk for, at denne holdning også kommer til udtryk blandt de religiøse følgere. (Det er f.eks. ikke nogen hemmelighed, at overbeviste kristnes næstekærlighed nok kan ligge på et ret lille sted, selv om der jo står i Bibelen, at de er næstekærlige.)
Dette sidste problem udtrykker, at de eneste konklusioner, man kan drage af studiet, er af teologisk og til dels historisk karakter. Hvis Tina Magaard benytter resultatet til at forklare eller forudsige de religiøse menneskers opførsel i dag, er det problematisk. I så fald benytter og tolker tolker hun teksterne religiøst, og drager derfor en religiøst baseret konklusion, der ikke siger noget om, hvordan kristne og muslimer reelt opfører sig i dag, eller hvordan de vil opføre sig om 50 eller 100 år.
Leave a comment