Stadigt mindre forkert

I vores kultur er folk trænet til at tænke, at et eller andet sted er der nogen, der ved, hvad der er "rigtigt". Hver persons opgave er enten at være denne person, eller arbejde hårdt for at lære gennem denne person, hvad der er "rigtigt". Det vil nok ikke komme bag på nogen, at det i vores kulturs måde at tænke på er "Gud", der sidder med den endelige sandhed, også længe efter man måske er holdt op med at have en helt bogstavelig tro på guden.

Det bliver dog stadigt mere tydeligt i videnskaberne, at der ikke er noget, der hedder "rigtigt". I stedet bør dette koncept erstattes fuldstændigt med begrebet "stadigt mindre forkert". Forskellen på de to begreber er langt større end et spørgsmål om ord. "Rigtigt" er nemlig noget, der måles i forhold til afstanden til en absolut værdi, som er et endemål. "Stadigt mindre forkert" er derimod et mål for, hvor langt vi er nået. "Rigtigt" er en angst for, om man er tæt nok på Gud. "Stadigt mindre forkert" er en glæde over ens eget fremskridt.

Det er ønsket om at være "rigtig", der skaber stive samfundsstrukturer. Men at ønske at være "stadigt mindre forkert" leder samfundet i helt andre retninger. Det opfordrer til respekt for fortidens viden og entusiasme for at bidrage til ny viden, til livslang læring, og til anerkendelse af, at der ligger en stor værdi i interaktionen mellem mennesker, der har unikke synspunkter at bidrage med.

Men det er ikke ligetil at blive "stadigt mindre forkert" i stedet for at blive "mere rigtig". Det underliggende problem er jo, at mange mennesker har en følelse af, at de ved, hvad der er "rigtigt", og ikke har den fjerneste idé om, hvordan man bliver "mindre forkert". Det lyder i deres ører, som om man vælger den næstbedste løsning på den måde. Også selv om livet selv er et monument for, at der ikke er noget næstbedst over "stadigt mindre forkert".

Omvendt er det heller ikke svært at blive "stadigt mindre forkert". Det kræver såmænd bare evner og vilje til at prøve nye ting, samt evnen til at være kritisk og at lære fra ens (og andres) erfaringer og eksperimenter. Problemet er måske bare, at en af nøglefærdighederne er kreativitet, som man vores kultur har mistet troen på, er mistænkelig overfor, eller måske helt har glemt i sin søgen efter størst mulig profit og "bæredygtig økonomi".

Man kan se, at folk tænker i baner af mere "rigtigt", når de fastholder deres egen, "rigtige" kurs, mens de aktivt bekæmper enhver anden kurs, og når de er fjendtligt stillede overfor perspektivering, herunder f.eks. kulturrelativisme.

For at kunne lære, hvad der er forkert, må vi ikke falde for fristelsen at tro, at der findes folk, der på forhånd ved, hvad der er "rigtigt". Derimod skal vi satse på, at mennesker kan indgå i grupper, hvor individerne har forskellige perspektiver, og hvor individerne stoler på, at alle individerne har kreative løsninger.