Ingen virtuelle sæbeøjne

Der findes folk, der opfører sig sådan i chatrum, diskussionslister, diskussionsfora, kommentarfelter, osv., at hvis de havde siddet på en bar, ville en tilsvarende opførsel have resulteret i et velfortjent lag tæsk. De opfører sig, som om de udnytter, at modparten ikke kan række sin næve ind gennem skærmen og brække næsen på dem. Havde de stået ansigt til ansigt til deres modpart, ville de næppe turde være så grove i deres opførsel, som de er online.

Andre folk åbner op for pinligheder og personligheder, som man nok i normale situationer ville holde for sig selv, så andre ikke kunne bruge det imod en senere.

John Suler ved afdelingen for psykologi ved Rider universitet har funderet over, hvad der får folk til at opføre sig på en måde, hvor man skulle tro, at de ikke var klar over, at de indgik i en sammenhæng med andre mennesker. I en oversigt over årsager bemærker han således følgende mulige årsager, hvoraf flere af dem hænger noget sammen:

• Du kender mig ikke (anonymitet). Ved at bruge et nickname, og dermed anonymitet, føler man sig mindre sårbar, og har mindre ansvar. Man kan overbevise sig selv om, at det virkelig ikke er en selv, der opfører sig sådan.
• Du kan ikke se mig (anonymitet). Selv om man måske skriver tekst, kan modparten ikke fysisk se en. Effekten minder om den ovenstående.
• Vi ses senere. Når kommunikationen ikke foregår real time, er man tilbøjelig til at opføre sig som en emotionel flugtbilist. Man sender en personlig email ud, og så er den "væk".
• Det sker i mit eget hovede. Ligesom man kan fantasere om at tale med en person af det modsatte køn eller skælde chefen ud, så kan manglende ansigt-til-ansigt kontakt med modparten foranlede en til at behandle personen på samme måde som "fantasivæsenet" af personen af det modsatte køn eller chefen. Ubevidst føles det, som om man taler til sig selv, og når man taler til sig selv, kan man sige ting, man normalt ikke turde sige.
• Det er bare en leg. Man kan få fornemmelsen af, at både en selv og andre personer findes i et "andet univers", hvor der ikke gælder de samme regler som i det virkelige liv.
• Vi er alle lige. Når der gælder andre regler i den virtuelle verden, og når man ikke kan se forskel på, hvor folk er placeret, giver det indtryk af, at alle er lige. I den virkelige verden er der sociale rangforskelle, men de ophæves i den virtuelle verden.
• Personlighedstypen varieres. En persons personlighedstype har ikke overraskende noget at sige for, hvordan en person vil opføre sig i den virtuelle verden.

John Suler er skeptisk overfor det umiddelbare og fristende gæt, at afkoblingen fra den virkelige verden sætter folk i at udleve deres "virkelige jeg" mere, når de er online, dvs. at folks reaktion online afslører, hvordan de i virkeligheden er inderst inde.

Et hurtigt tankeeksperiment kan illustrere, hvorfor det er problematisk. Hvis en person er meget genert, men formår at virke udadvendt online, ville man gætte på, at han måske i virkeligheden var en udadvendt person. Men hvis man kun havde lært ham at kende online, og derpå mødte ham ansigt til ansigt, ville man konkludere, at han i virkeligheden er genert. Begge dele kan ikke være rigtige, og det tydeliggør, at ideen om, at folk udlever deres "inderste jeg" online, ikke holder helt.

Suler bemærker også, at denne freudianske form for lagdeling af folks psyke er et forældet syn. Den tilbageholdende del af en persons personlighed er lige så virkelig som den del, der åbnes op for online, og er ikke et "yderste lag". Det betyder så også, at hvis folk er meget åbne online, så laver de også en smutvej gennem den væsentlige del af dem selv, der "holder igen", hvilket ikke nødvendigvis er sundt.

Det tekniske medium bevirker også, at selv om visse dele af en persons opførsel fremhæves, må andre dele nødvendigvis undertrykkes af tekniske årsager. Det er f.eks. svært at vise sit kropssprog i en email. Så hvis man åbner op på visse punkter, lukker man i på andre.

Kort sagt kan man sige, at brugen af online-mediet spiller sammen med personligheden, så man i kraft af mediet nødvendigvis må opføre sig anderledes i cyberspace.

Men nogle mennesker gør mindre over gevind i cyberspace end andre. John Suler foreslår, at det drejer sig om fænomenet "self-boundary", altså fornemmelsen af, hvad der er en selv, og hvad der er andre ting. Fornemmelsen af, hvad andre ved om en i forhold til, hvad man selv ved; fornemmelsen af at bevæge sig i en ubrudt linie fra fortid, nutid og fremtid; samt ens fem sanser er alle med til at definere sin "self-boundary".

Livet i cyberspace, mener Suler, nedbryder disse faktorer. Den fysiske krop og de fem sanser har ikke længere en så vigtig rolle som i ansigt-til-ansigt møder. Følelsen af en lineær fortid, nutid og fremtid bliver uklar, når vi skifter mellem synkron kommunikation og asynkron kommunikation (såsom email). Denne ændrede tilstand af ens bevidsthed forskyder eller destabiliserer ens "self-boundary", og man bliver usikker på, hvad man egentlig selv er, og hvad andre er. Man skifter til det, som kaldes "primær procestænkning", hvor grænsen mellem ens selv og andre repræsentationer bliver udvisket, og ens tænkning bliver mere subjektiv og baseret på følelser.

Her slutter forskerens artikel desværre. Jeg ville gerne have set spekulationer om, hvad der får forskellige personer til at have mere eller mindre tendens til at "give slip" i cyberspace. Især har jeg en mistanke om, at folk med god selvtillid og god balance mellem rationalitet og følelser er mindre tilbøjelige til at miste grebet. Hvis ikke folks opførsel i cyberspace afslører deres "virkelige jeg", så kan omfanges af deres frigjorthed i en hvilken som helst retning måske være et fingerpeg i retning af deres generelle mentale stabilitet i den virkelige verden.