I et lille land på en lille planet i et solsystem i en fjern galakse...
Dybt inde i det mørkeste lukaf i stjernekrydseren Christiansborg sad Louise Frevert og arbejdede hårdt, mens hun hviskede med hvæsende stemme for sig selv:
"... De grinede af mig, da jeg var mavedanserinde... De grinede af mig, da jeg var i Rapport... De grinede af mig, da jeg var i Hopla på sengekanten..."
"Men de skal få at se!", råbte Louise Frevert så højt, at det overdøvede hendes holo-CD med Richard Ragnwald, der spillede i baggrunden, hvorpå hun med mere dæmpet stemme forklarede hendes overraskede veninde årsagen til det højrøstede udbrud:
"Se her - jeg har formuleret fire sammenhængende sætninger. Og ved du, hvad det betyder?"
Den oppustelige plasticveninde lyttede med åben mund, men sagde intet. Louise Frevert forsatte ufortrødent:
"Det betyder, at jeg kan sige mere, end hvad danske vælgere kan følge med i. De vil tro, at jeg har ret, og så stemmer de på mig. Mig personligt - på MIG. De grinede engang af mig, men nu kommer de til at stemme på MIG, KUN MIG! Snart vil jeg herske over hele landet!"
Louise Frevert havde netop påbegyndt en skinger latter, da døren pludselig sprang op, og Søren the Hutts fede legeme i døråbningen kastede en lang skygge i det trange lukaf. Det gav et sæt i Louise Frevert. Havde Søren the Hutt hørt noget?
Hun fattede sig. "Kom indenfor... jeg øh, jeg sad lige og glædede mig over Kejser Foghs accept af vores forslag til udryddelsen af modstanderne af det danske kulturimperium."
Søren the Hutt så udtryksløst på Louise Frevert, der gav sig i ubehag. Hun anede ikke, om Kejser Fogh havde accepteret nogetsomhelst, og hun anede ikke, om Søren the Hutt vidste det. Søren the Hutt havde en uhyggelig evne til at virke bondesnu, og gav hende altid associationer til den ubehagelige bonde ved Hjallerup marked, der havde solgt hende et kronhjortebillede, som viste sig at være malet af en indvandrer.
"Altså... jeg så det først i dag", forsøgte Louise Frevert sig, men uden held.
Endelig tog Søren the Hutt ordet. "Som du ved, indgik vi jo en aftale, da du meldte dig ind i Dansk Folkeparti."
Louise Frevert følte sig pludselig kold. Hun huskede kun alt for godt, at betroede medlemmer i partiet forventedes at ofre sig for sagen. Søren the Hutt iagttog hende med griske øjne, der bevægede sig langsomt ned over hendes figur, hvor hans blik endelig blev hængende i hoftehøjde. Louise Freverts billede af bonden fra Hjallerup forsvandt langsomt, mens Søren the Hutt begyndte at minde om hendes far. Skulle hun på øvelse med Hjemmeværnet? Ville hun ...
Søren the Hutt afbrød hendes tankerække. "Den mørke side af kraften har godt tag i dig, Louisepige. Din paranoia og dit had har næsten helt opslugt dig, og det er på tide, at vi drager nytte af det".
"Kejser Fogh er stærk, men ikke stærk nok. Han lader sig presse af venstrefløjsrebellerne. Han har været eftergivende for bøsser og lesbiske. Han svigter den mørke side af kraften".
Havde Louise Frevert været klogere, ville hun have forstået, at Dansk Folkeparti umuligt ville acceptere, at hun fik magt i partiet, når hun sådan stred mod partiets chefideologers kristne dagsorden, men de havde forlængst fået hende til at forstå, at det var de fremmedes mavedans, der havde ødelagt hendes seksualitet. Hvor hun dog hadede de fremmede!
"Du har nok hørt, at Pia vil overtage hans plads. Vi må sørge for, at Dansk Folkeparti markerer sig inden næste valg. Og det skal du hjælpe os med. Du skal gøre Pia til kejser!"
Louise Frevert drog et lettelsens suk, og Søren the Hutt fortsatte:
"Det er nu, Partiet skal markere sig. Du skal sætte ind med et angreb mod de fremmede, så ingen kan være i tvivl om vores holdninger. Du skal være vor nye Mogens Camre".
Louise Frevert mærkede varmen komme tilbage i kroppen. Mogens Camre var et af hendes store idoler. Han sagde sandheden om de fremmede, og Partiet holdt altid hånden over ham. Og han var mand. Louise Frevert troede næsten ikke sine egne ører. Det var for godt til at være sandt.
"Jeg er stolt af at tjene vort skønne land og vort fantastiske parti, Søren Espe... jeg mener, Søren the Hutt!"
Kun de nærmeste venner kaldte ustraffet Søren the Hutt ved hans virkelige navn, men han tog det roligt.
"Jeg stoler på dig, min pige. Lad den mørke side af kraften dirigere din hånd". Søren the Hutt kastede et sidste blik i Louise Freverts hoftehøjde, og forsvandt.
Louise Frevert stod stille, og nød den ukendte følelse af anerkendelse. "Vi to", sagde hun til den oppustelige veninde, der havde siddet stille under hele forløbet, "vi skal gøre Danmark hvidt".
Hun satte sig ved sin computer, og begyndte at skrive tekster til sin hjemmeside. Måske kunne hun bruge nogle af de gamle artikler, som ingen turde trykke.
(Fortsættes.)
Leave a comment