Der tales om had for tiden. Højrebloggerne mener, at DRs dækning af det politiske landskab er hadefuldt. Regeringen mener, at terrorister hader deres frihed. Og nogle siger, at jeg taler hadefuldt til dem.
Jeg tror ikke, de ved, hvad had er. Måske tror de, at entusiastisk kritik, eller endda bombninger begået af politisk afstumpede folk, er had. Det er det ikke.
Hvis vrede kan være en drivkraft eller kan sammenlignes med energi, så er had en sand kernereaktor. I sin reneste, mest rå form er had en ægte diamant, hårdt komprimeret og klar uden forurening. Hadet er et lys, der skinner i nattens mørke. Had er en religion. At kende til noget, og foragte det så meget, at ens eneste følelse er en ren, ubesmittet og poleret diamant af fuldendt afsky: Det er had.
Had er når målet for din afsky opsluger næsten hver tanke, næsten hver handling, og når næsten hvert sekund af dit liv og dit syn nærer ønsket om at ødelægge, eliminere og fjerne eksistensen af dem på enhver tænkelig måde: Det er had.
At sige, at statsministeren er en herskesyg bavian, der sætter sine personlige venners og partistøtters interesser langt højere end det folk, han har vildledt til at stemme på sig, det er ikke had. At sige, at nogen måske engang i mellem kunne gøre noget bedre, er heller ikke had.
Had er, når man tænker på nogen eller noget på en ultimativt ødelæggende måde. At kalde nogen for et ulækkert, parasitisk, ubegavet spild af kød, det er hadefuldt. Måske er en person virkelig et ulækkert, parasitisk, ubegavet spild af kød, men når der er usikkerhed om deres status som sådan, så er det nok hadefuldt. Men at sige, at Dansk Folkepartis ledere er en gruppe af komplet og uforbederligt demokratisk inkompetente, ligeglade, selvretfærdige, fundamentalisme-prædikende og racistiske røvhuller, det er faktisk ikke had. Det er den opfattelse, enhver fornuftig person må få af den slags mennesker.
At kalde enhver muslim for en formørket, forstokket, barbarisk, egocentrisk, chauvanistisk kræftcelle, det er hadefuldt og uvidende. Nogen er måske sådan. Men der er langt flere gudstilbedende, virkeligheds-udfordrede kristne på Dansk Folkepartis højrefløj, der udviser præcis de personlighedstræk, som man må forbinde med ord som "formørket", "barbarisk" og "forstokket". På samme måde er nogle danskere forstokkede, naive, småborgerlige indkøbsslaver. Hvis en dansker siger det, er det ikke had. Hvis en indvandrer siger det? Ah, den kære dobbeltmoral.
De fleste ved nok ikke, hvad had egentlig er, og finder måske aldrig ud af, hvad det er, eller hvad det vil sige at være hadet. Had bygger tit på uvidenhed. Jeg hader stort set ikke nogen på trods af, hvad mit rygte som "yderfløjstilhænger" og "samfundsrevser" måtte give indtryk af. Jeg er vred, eller måske mere præcist, engageret mod mange af verdens og samfundets fejl. Jeg vil have en bedre verden, og der er meget, vi kan gøre. Vi kan omdirigere noget af den enorme akkumulation af rigdom til mennesker, der har brug for det. Vi kan hjælpe med integration i stedet for at skubbe mennesker ud i kulden. Og vi kan klynge Søren Krarup, Søren Espersen, m.fl. op i nærmeste lygtepæl til døden indtræffer, hængt i tarmene fra de danske biskopper.
Der er mange mennesker, og visse personlighedstræk, som jeg tager stærk afstand fra. Men had er for stærkt et ord. Jeg er glad for min planet. De fleste mennesker har jeg intet imod, og sætter overvejende pris på, at de er her. Jeg ser mennesket som grundlæggende socialt og interesseret i at hjælpe andre mennesker. Det er såmånd bare nogle af dem, som jeg er uenig med en stor del af tiden. Mange af dem ønsker at neutralisere mig, mine meninger, eller de opfatter mig som deres fjende. Sådan har jeg det egentlig ikke. Jeg vil helst have, at der er plads til alle, og det gør mig sikkert til et bedre menneske end dem. Hvad der gør folk interessante er, at de er forskellige. De fleste mennesker ved ikke, hvad had er. De tror bare, de ved det.
Leave a comment