Det er en polulær men ukorrekt antagelse, at børn ødeløgger ens sexliv. Det gør de ikke. Jo, til en vis grad begrænser børnene det, når den yngste pludselig vågner og vil have udelt opmærksomhed, eller når den ældste braser ind, og med et stort grin spørger med påtaget uskyldighed: "Hvad laver I (fnis)?" Ja, spontaniteten bliver inddæmmet, men børnene ødelægger ikke noget.
Det, som kan ødelægge et sexliv, er at man skal på arbejde. Med to unger i huset, hvor forældrene først får fri til at se hinanden omkring klokken 21 eller 22 om aftenen, er der kun en times fritid til almindelige gøremål, der jo skal gøres. Til den tid er man dødtræt, og eventuel sengegymnastik sker af ren seksuel desperation, eller man kommer til at møde træt på arbejde de næste flere dage. Hvis altså ikke man udnytter børnenes middagslur til en hyggestund i stedet.
Hvis ikke man var tvangsindlagt til at tage på arbejde, ville det ikke være noget problem. En eventuel træthed næste dag kunne klares med en middagslur samtidig med børnene, og der ville være god tid til de gøremål, som man på grund af arbejdet måtte udskyde.
Når man får børn, bliver det mere tydeligt i ens sexliv (og i ens liv som sådan), at man skal på arbejde, men det er urimeligt, at vi skal bilde os ind, at det er børnene, der skal have skylden for, at sexlivet tager skade. Det må da være arbejdet, der skal børe skylden.
Det er sådan en helt enkel konstatering - og den lyder jo korrekt. Hmm ... ja, mon ikke, at det er sådan det er?