På Nadia Louise Kristensens blog, Den amputerede velfærdsstat, er den politiske profil i humanitære spørgsmål ganske tydelig: Venstreflæjen stætter op om at hjllpe den enorme gruppe mennesker i Danmark, der lider af psykiske sygdomme såsom depression, mens højrefløjen er ligeglad.
Man kan på sin vis undre sig over, at højrefløjens "erhvervslivets penge er vigtigere end samfundets mennesker"-apologetikere ikke alligevel kunne være interesserede i at støtte disse mennesker. Ud over, at den sygdomsramte i større eller mindre grad mister sin erhvervsduelighed, bliver også pårørende til folk med depression (og sandsynligvis andre lidelser) ramt af sygdommen. En depression kan nemt fjerne enhver energi fra en person, og i et hjem med børn og pligter er der brug for alt det overskud, man kan spare op. Hvis f.eks. den ene af to voksne i sådan en familie er deprimeret, "smitter" det hurtigt til den anden voksne, der i praksis kommer til at lave to mands arbejde, samtidig med at vedkommende skal tage hensyn til den deprimerede. Dette går ud over den raskes arbejde, og eventuelle børn bliver næppe nemmere at have med at gøre i diverse institutioner, hvor de dermed også kan kræve ekstra opmærksomhed fra pædagogerne.
Udgifterne til behandling af mennesker med psykiske lidelser er derfor ikke isoleret til behandlingen selv, men skal også ses som "opportunity cost" for både de direkte berørte og de indirekte berørte.
Sådanne økonomiske betragtninger burde ved første øjekast få selv højrefløjens antihumanitære pengeforkæmpere til at indse, at det er muligt at det er muligt at spare penge på humanitære udgifter, også selv om man kommer til at hjælpe nogle mennesker undervejs. Højrefløjen mener jo, at det er erhvervslivet og konkurrencen, der definerer sandheden, og det lyder jo også besnærende, at erhvervslivet vil jo spare penge på, at deres arbejdere er effektive. Der er bare et lille men: Erhvervslivet har i de fleste beskæftigelser mulighed for at få fat i andre arbejdere. Hvis en arbejder bliver ineffektiv, så finder erhvervslivet bare en anden, og er dermed slet ikke motiveret for at hjælpe de mennesker, der lider af psykiske sygdomme. Økonomisk konkurrencetænkning hjælper ikke de mennesker, der har brug for hjælp - de bliver bare ignoreret.
Leave a comment