Én ting ville jeg savne, hvis al religion kunne elimineres fra det offentlige rum: Helligdagene. Eller fridagene, som de er for mig. En sekulær ateistisk stat bør som mindstemål tilbyde nogle af de ting, som er attraktive ved religiøse traditioner, ikke mindst den meget materialistiske praksis (som jo ikke nødvendigvis betyder en økonomisk praksis), som en fridag repræsenterer.
Det burde være en smal sag at oprette et antal fridage, men det er ikke nok, for de eksisterende helligdage vedligeholder en tradition, der går ud på at definere en identitet og dermed en kultur. Desværre kan jeg ikke rigtig komme i tanke om nogle fornuftige profanitetsdage som modvægt til de velkendte helligdage.
Jævndøgn og solhverv markerer måske en form for naturens gang, men helt ærligt: Det er vel kun bønder og nogle få tree-huggers, der kan være interesserede i den slags. Man kunne også fejre ens fødselsdag, men det bliver nok lidt svært at harmonisere det til én dag om året uden at støde de ca. 99,7% af befolkningen, der ikke har fødselsdag den pågældende dag.
Jeg tror, at profanitetsdage vil få størst succes, hvis de enten kan vinde forretningernes gunst (såsom Halloween, der kan give klejner i legetøjsbutikkernes kasser), eller hvis de bliver lagt sammen med de eksisterende helligdage. De sidste adskillige år har vi fejret Halloween, idet vi bevidst har tillagt Halloween en specifik betydning, der bekræfter vore holdninger. I 2005 tilføjede vi en mere uddybet ceremoni.
Juleaften slipper vi nok ikke af med, men måske kan den godt vendes til noget fornuftigt, hvor man spinder lidt mere på historierne om træet, der symboliserer noget stadigt grønt og levende i en mørk og kold vinter. Påsken bliver nok temmelig svær at oversætte til noget fornuftigt, med mindre man da gerne vil fejre historien om, at Jesus blev klynget op, og at de kristne ville have godt af at følge Jesus' eksempel. Begge dele virker bare lidt tyndt, og de adskillige efterfølgende helligdage kan nok ikke rigtig forsvares.
Man kunne måske fejre nogle af de store opdagelser vel vidende, at kun de færreste traditioner ville vare århundreder på den måde. Desværre ville dette ødelægge selve traditionernes kulturelle styrke.
Jeg tror, vi er nødt til at ændre de eksisterende traditioner, hvis vi skal slippe af med den religiøse institutionalisering, vi gennemgår. Men det skal samtidig ske sådan, at vi kan tilbyde noget, der i samme grad tiltaler folks følelser og såkaldte "åndsliv", for ellers bliver de ved det gamle.
Men jeg er desværre blank - jeg aner ikke, hvad der skal tilbydes af meningsfuldhed. Personligt kan jeg fejre, at vi er "kaosfødte", og jeg ser meningen i meningsløsheden, men folk, der føler sig mest trygge ved at tro, at der er "orden" i det hele, vil sikkert blot blive skræmt væk af ceremonier, der fejrer det grænseløse mørke, hvor destruktion og konstruktion er hinandens årsag og virkning i et spil uden regler.
Man kunne forestille sig et system uden indlagt religiøsitet og etnocentrisme, hvor det istedet var det personligt levede liv, som blev tillagt betydning. Alle kunne få et bestemt altid personlige mærke-/fri-dage om året, og disse kunne hver enkelt så selv frit sprede over årets mærkedage - man kunne vælge at fejre årsdagen for ens første kys, den dag, hvor man først fik lov til at holde fjernbetjeningen eller noget helt tredje. Hvis man savnede en eller flere af de gamle mærkedage, kunne man jo blot beholde disse ved for eksempel at fejre den første gang man holdt jul, den første gang man holdt påske etc.
Jeg overvejede også muligheden for en "længere ferie", og er i princippet enig med dig. Den måske lidt bøvlede administration af fridagene ville nok hurtigt blive rutiniseret.
Desværre er jeg noget bekymret for, at disse mærkedage/fridage ville blive solgt til arbejdsgiverne for en enkelt dagsløn mere. Endvidere ville det sikkert blive problematisk at fastslå, hvor mange mærkedage, der var brug for.
Man kunne lynhurtigt sætte antallet af mærkedage til at svare til antallet af de eksisterende.
Uden et interesse-fællesskab om, at mærkedagene skulle bevares, har du nok ret i, at de hurtigt ville forsvinde, når den enkelte stod og skulle forsvare dem overfor sin arbejdsgiver.