I James Clavells roman "Shogun" bliver den strandede kaptajn John Blackthorne sat i samtale med den militære leder i det feudale Japan. Her forklarede Blackthorne, at de havde gjorde oprør i hans hjemland. Til den militære leders udbrud om, at et oprør ikke kan forsvares, måtte Blackthorne sig ham halvt imod: "Nej - med mindre man vinder!".
En sådan udtalelse kombineret med Blackthornes øvrige opførsel ville under normale omstændigheder nok have kostet Blackthorne hovedet i datidens Japan, men i bogen høster det anerkendelse hos den militære leder.
Det er som regel sejrherrerne, der skriver historiebøgerne, og enhver modstand mod overmagten i et land bliver da også opfattet som fjendtligt oprør, indtil overmagten taber. I 1940'ernes Danmark ville de danske "frihedskæmpere" med moderne udtryk være blevet kaldt "terrorister" af overmagten, og det afhang i stor stil af, hvilken side, man var på, om man brød sig om disse terrorister. Pointen er selvfølgelig, at et oprør kan forsvares med samme ret, som det kan fordømmes. Det angrebne folk i Irak og deres sympatisører er i samme ret til at udøve sabotage og likvideringer mod overmagten, som frihedskæmperne i Danmark. Som angribende part er det en risiko, man må regne med, og som man har accepteret, når man vælger at angribe, med mindre man da er snotdum.
Det burde også stå klart for enhver, at den ekstreme fjendtlighed mod de danskere, der er af ikke-dansk etnicitet (herunder indvandrere for to-tre generationer siden), som regeringen og desværre en væsentlig del af den danske befolkning udviser, nødvendigvis må få disse danskere til at føle sig stærkt pressede. Det er kun rimeligt, at de kæmper tilbage, hvis de føler sig pressede nok, og eftersom de ikke har de samme våben som den danske statsmagt, må de ty til de metoder, de nu engang kan bruge: Frygt og kaos. Ingen kan vide sig sikker for, hvornår der en bombe sprænges i et fyldt indkøbscenter. Terror betyder frygt. Hvis ikke man kan vinde en kamp med våben, kan man bruge metoder, som selv den største våbenmagt må stå magtesløs overfor, indtil overmagtens befolkning er fanget i en så dyb og vedholdende frygt, at man er nødt til at gøre noget. Alternativet er, at den "beskyttende" statsmagt holder sit eget folk i et så totalitært jerngreb, at enhver frihed er berøvet.
Støtter jeg terror? Nej - men jeg forstår motivationen.
Skulle et parti som Dansk Folkeparti komme til at sidde i regeringen, vil jeg få meget svært ved at forsvare min modstand mod terrorisme. De kæmper for, at folk som jeg skal have frataget mine børn, fordi jeg ikke lever efter deres fundamentalistiske præstestyres "gode kristne principper" - hvordan skulle jeg dog kunne acceptere, at de fik magt som de har agt? Skulle Dansk Folkeparti komme til at sidde i regeringen, ville jeg bifalde ethvert væbnet angreb mod Christiansborg. Allerede i dag, hvor Dansk Folkeparti har en enorm indflydelse på regeringens beslutninger, og ofte udgør dens parlamentariske grundlag, er jeg forstående overfor mere end blot verbal modstand.
"Jamen det strider da mod demokratiske principper", kan jeg allerede nu høre folk sige om min holdning. Og hvad så? Den eneste forskel på Dansk Folkeparti og datidens nazister er, at Dansk Folkeparti ikke har de visioner om folkeligt samarbejde, der skulle lede til et succesrigt tusindårsrige, som Hitler havde. Hvis man kan finde positive sider ved nazismen, så er forskellen på nazisme og Dansk Folkepartis politik, at nazismens positive indslag er totalt fraværende hos Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti har ikke en skid interesse i demokratiske principper, og sætter sig gladeligt ud over dem til fordel for ønsker om totalitære metoder med internering og likvidering af politiske modstandere og jøder arabere. Et parti, der selv ønsker at tilsidesætte almindelig retsbeskyttelse, kan ikke samtidig kræve den samme beskyttelse.
Dansk Folkeparti holder sig ikke tilbage for at skyde med spredehagl, når de ser den mindste mulighed, og har kun fortjent samme behandling. Der er ikke plads til dårlig samvittighed over de skader, man måtte forvolde Dansk Folkeparti. Der er ikke plads til idealistisme om at være bedre end deres niveau. Move over, Gandhi: Hvad angår angreb på Dansk Folkeparti er jagtsæsonen åben.
Leave a comment