Modspil bekymrer sig om, at der måske er brodne kar i forsvaret. Jeg er tilbøjelig til at acceptere, at der ikke er tale om brodne kar, for hvis man går i krig, så er det altså om at vinde med så få egne ofre som muligt, og så må midlerne efter min mening bøjes til ens egen fordel.
Det er en gammel sandhed, at krigsfanger er en bekostelig affære. De skal behandles ordentligt i følge Genève-konventionen, og det betyder ressourcespild og derfor svækkelse af den hær, der har taget fangerne. Dette motiverer til at undgå at tage krigsfanger. Samtidig skal disse mennesker helst ikke forblive kampdygtige i modstanderens hær. Hvad gør man så?
Svaret er indlysende nok. Hvis man på en gang skal gøre en soldat ukampdygtig og undgå at tage personen som fange, så er der kun én mulighed: Nemlig at gøre soldaten ukampdygtig, mens soldaten befinder sig bag fjendens linier. Helst skal det gøres, så soldaten koster fjenden så mange ressourcer som muligt, dvs. ved at såre soldaten på en måde, der kræver hospitalsplads og pasning.
Det er et spil. På den ene side vil jeg nødigt være en del af en hær, der taber, fordi den "spiller pænt". På den anden side vil en brutal og barbarisk hær motivere fjendens hær til også at opføre sig brutalt og barbarisk, og så vil jeg nødigt møde den pågældende fjende.
Det er muligt, jeg senere vender tilbage til det på modspil.dk, men i mellemtiden blot dette:
Det er rigtigt, det her med, at "i krig og kærlighed". "Krigens love", dvs. Genève-konventionen og tidligere Haagerkonventionen, risikerer at blive overskygget den dag, det vil afgøre en krigs udfald. Naturligvis.
Men de er, i en tidsalder hvor krig er blevet mere upersonlig og potentielt mere altødelæggende end nogensinde før, en fornuftig dæmper på unødig lidelse.
De siger, at man kan godt føre erobringskrige uden i ét væk at massakrere civilbefolkningen, at krigsfanger ikke har pligt til at oplyse andet end navn, rang og nummer, og at de ikke bare sådan kan torteres i stumper og stykker eller henrettes.
Jeg tror rent faktisk, at en professionel militærmand af den "gamle skole" kan argumentere en hel del bedre for, hvorfor Genève- og før den Haagerkonventionen er/var en god ting.
Og så var jeg faktisk ikke ude efter "brådne kar" - meningen med det retoriske spørgsmål om "bad apples" var faktisk det implicitte tillægsspørgsmål: Eller er der noget værre, noget mere strukturelt fat.
Vi kan måske blive enige om, at hvad enten nu "i krig og kærlighed ..." eller ej, så er den menneskelige afstumpethed, der får den værnepligtige i mit indlæg til at konkludere om sine befalingsmænd, at "faktum er, at de mindede mig uhyggeligt meget om de typer, man var bange for i folkeskolen og gik i en stor bue udenom, når man mødte dem i skolegården - og ligesom de typer var de heller ikke bange for at misbruge deres magt," ikke verdens heldigste generelle egenskab hos mennesker, som vi udstyrer med våben og sender ud i verden for at hjælpe og beskytte andre på vores vegne ... Min indstilling er nok, at til stor magt hører stort ansvar, og vi vil helst give magten til nogen, der kan leve op til ansvaret.
Og hvad vil vi synes om soldater som dem, Nybye beskriver, når de hjemvendne fra krigen og et par nøk på højreskruen mere evt. sættes ind som bevæbnet indenlandsk "crowd contol"?
Så min bekymring er egentlig mest, at der IKKE er tale om "bad apples", men om en gruppekultur, der er på vej i en helt forkert retning.
Krig er krig og krig skal vindes