Da Jyllandsposten begyndte at mærke protesten mod tegningerne af Muhammed og blev nervøs for at skulle tage ansvar for noget, påkaldte avisen sig "ytringsfriheden". I dag er det nok kun de mest naive, der tror på, at sagen skulle have noget som helst med ytringsfrihed at gøre. Ytringsfrihed er nemlig kun noget, som de svagere grupper har. For det stærke flertal, som Jyllandsposten repræsenterer, og endog som regeringens faste og ukritiske støtte, er ytringsfrihed komplet ligegyldig. Det stærke flertal kan altid sige, hvad de vil, fordi de har magten til det. Det har de ikke brug for særlig frihed til. Ytringsfriheden er et redskab, der beskytter de svage mod overgreb fra de stærke, når de svage siger, hvad de mener. Denne beskyttelse har de stærke ikke brug for, og deres udtalelser falder således ikke mere ind under ytringsfrihed, end de falder ind under selvtægt.
Generelt ville afbildninger af en hvilken som helst art dog falde ind under ytringsfriheden i den udstrækning, at der ikke var det ovennævnte magtforhold at tage hensyn til.
Der har været mange, der påpegede, at der nok hersker en vis dobbeltmoral i spørgsmålet om ytringsfriheden, for selv om man måske i den vestlige kultur har et mere afslappet forhold til hånlig afbildning af religiøse symboler (omend mest fordi disse symboler har en anden betydning for kristne end for muslimer), så er der bestemt også ting, vi ikke finder os i her i landet. Situationerne med Jesussandaler, Jens Jørgen Thorsens Jesusfilm og seksualundervisnings-CD'en, som regeringen forbød, ligger lige for.
Men der hersker også en anden form for dobbelt standard. Den afsløres delvist i de argumenter, der er blevet brugt for at forbyde afbrændingen af Dannebrog, som Dansk Folkeparti fremsatte forslag om forbud mod umiddelbart efter de havde himlet op om, hvordan man skulle forsvare ytringsfriheden i sagen om tegningerne af Muhammed. Som argument for, at der var forskel på disse former for ytringer, blev der blandt andet fremført, at afbrændingen af Dannebrog er materiel skade, mens en tegning jo blot støder folks følelser. Altså: Skade på materiale har større vægt end skade på følelser.
Eller rettere, det kunne man tro i et svagt øjeblik.
Sagen er nemlig en hel anden, hvis det er vore egne følelser, der bliver sårede. Når der f.eks. fra tid til anden begås hærværk på kirkegårde, lyder den enstemmige protest fra de berørte, at hvor omfangsrige, de materielle skader end måtte være, så er den værste skade, at man føler sig krænket.
Når vi selv bliver skadet, har vore følelser således størst vægt, så i praksis er det slet ikke rigtigt, at materiel skade har størst betydning. Når afbrændingen af Dannabrog således sættes op mod afbildningerne af Muhammed som et modeksempel på, hvor ytringsfriheden ikke strækker, så afslører argumentet en virkelighed, hvor "deres" følelser opfattes som langt mindre vigtige end både vore egne materialer og vore egne følelser, som vi i praksis sætter over vore egne materialer. Det er værre at træde på vore følelser end på vores flag, men begge dele er værre end at træde på de andres følelser.
Her stopper det nedladende menneskesyn dog ikke, for i argumentet for, at muslimerne ikke skal føle sig sårede over tegningerne af Muhammed, benytter kristne det argument, at kristne ikke ville blive sårede over tilsvarende tegninger af Jesus. Hvis man et øjeblik lukker øjnene for, at erfaringerne viser, at det i sig selv er en sandhed med modifikationer, så er situationen den, at ikke alene opfattes muslimernes følelser som underordnet de kristnes følelser, men de kristne forbeholder sig ligefrem ret til at diktere, hvad muslimer overhovedet kan tillade sig at føle.
Leave a comment