Den nystartede forening "demokratiske muslimer" giver et fejlagtigt indtryk af, hvad Islam har mulighed for at gå ud på. Demokrati handler om folkestyre, hvor mennesker enes om en styreform og om en lovgivning, der tilgodeser flertallet, og i de fleste modifikationer af demokratiet gives der også i en vis udstrækning plads til mindretal. I alle tilfælde sættes der ikke nogen højere magt ind end mennesket selv.
Men i Islam sættes Allah over mennesket. Allah står over menneskets love og enigheder. Det er udtryk for en aldeles udemokratisk holdning at opfatte sig som muslim, og dermed er udtrykket "demokratiske muslimer" enten vildledende eller selvmodsigende.
Det samme gælder kristendommen, hvor den kristne gud også er aldeles udemokratisk - en holdning, der er udtrykt helt eksplicit af bl.a. Dansk Folkepartis præstestyre.
Hverken Gud eller Allah eksisterer, og kristnes og muslimers tro er derfor intet andet end de kristnes og muslimernes egne, personlige holdninger. Men ved at tilskrive deres holdninger en magt, der står over mennesket, giver de udtryk for, at deres egne holdninger pr. definition har mere værdi og vægt end andre menneskers. Den slags er udemokratisk. Det er lige så vanvittigt at sige, at man er "demokratisk kristen", som at sige, at man er "demokratisk muslim". Ingen af delene er mulige.
Man må enten afsværge ens guds status som hævet over menneskene, eller også må man afsværge ens demokratiske standpunkt. Holdningerne kan ikke forenes. Det er enten-eller.
Hvad med demokratiske satanister, er det en mulighed?
Satanister tror ikke på noget overnaturligt, som har noget at skulle have sagt i forhold til mennesker, og derfor er der i modsætning til kristne og muslimer mulighed for, at satanister kan være demokratisk indstillede.
I enhver religion betragtes guden som stående over mennesket, eller omvendt mennesket som absolut underkastet guden.
Man kan diskutere, hvorvidt der er tale om, at mennesket har tillid til guden som ophav til hans egen vilje og dynamik (og således evt. afvise nogle af gudens ideer som lidt for vilde eller galt afmarcherede - eller bare for ubehagelige eller uønskelige - som man f.eks. kan se nogle steder i det gamle testamente) eller blot blindt adlyder (hvad jeg må minde om, at Muhammed ikke gjorde initielt - han troede i begyndelsen ikke på englens ord om, at han var kaldet); men guden er altid så meget større og stærkere, i og med, at den/han/hun bliver menneskets mål og formål; og ja, i den forstand er en sådan religion principielt uforenelig med demokratiet og hænger bedre sammen med et monarki eller teokrati. Og dog!
For demokratiet i vores forstand blev netop udviklet i oplysningstidens Europa og Amerika, af mennesker, der udmærkede sig ved at være erklæret kristne; og det er svært at se noget i vejen for, at erklæret muslimske tænkere skulle udvikle en demokratisk, muslimsk tilgang til demokratiet. Tariq Ramadan er inde på noget lignende, f.eks.
Hos Naser Khader er der dog nærmere tale om en rent sekulær tilgang: Han kan uden videre blive demokrat uden de store religiøse overvejelser, fordi religionen slet ikke betyder noget særligt for ham, og han derfor strengt taget ikke er muslim (- hvilket han naturligvis ikke ret godt kan sige højt, når han nu er formand for Demokratiske Muslimer ...
Det lyder som, du bruger en temmelig forældet brug af religionsbegrebet. I de første udgaver var det kristne missionærer, der definerede begrebet, og har var det ikke overraskende sådan, at "de andre" tilbad den forkerte gud, men at de i øvrigt formodedes at opføre sig som (fejlslagne) kristne. De andres guder måtte også opfattes som noget, der umiddelbart kunne sammenlignes med den kristne ditto.
Denne definition var selvfølgelig ikke uproblematisk, for den gjorde det noget besværligt at vurdere f.eks. forfædrekulter. Her var "guderne" jo mennesker, og "guderne" havde heller ikke rigtig noget magt over menneskene. Samme forhold gjorde sig gældende indenfor flere shamanistiske religioner, hvor "guderne" i praksis var underlagt menneskenes vilje og kontrol, omend kontrollen ikke altid var ligetil.
De sidstnævnte religioner passer heller ikke ind i din antagelse om, at enhver religion betragter guden/guderne som stående over mennesket. Jeg vil derfor nøjes med at sige, at visse religioner er sådan. Kristendommen og Islam er tydelige eksempler.
I øvrigt er det svært at sige noget om, hvad Muhammed mente og sagde. Der findes ingen samtidige kilder, og man ved lige så lidt om Muhammed, som man ved om Jesus.