Da Jesus gik på vandet

Umiddelbart kunne man få det indtryk, at denne type teorier går videnskabens ærinde, fordi de kommer med en naturlig forklaring på myter, som vi med vores moderne skepsis har svært ved at tage for gode varer. Det er nok også derfor, at den slags efterrationaliseringer ikke kun læses med interesse af religiøse mennesker, men ofte også af skeptikere og ateister, da de føler, at teorierne afviser eksistensen af mirakler til fordel for mere jordnære forklaringer.

På trods af den tilsyneladende videnskabelige vinkel er der i de fleste tilfælde tale om, at forklaringerne går religionens ærinde som en del af religionens indre efterrationalisering. Ved at omtolke visse træk i myter kan man tilpasse dem den moderne tid og moderne menneskers behov. En sådan efterrationalisering og omtolkning kan f.eks. ses i det Gamle Testamentes lovstof, som "De ti bud" også stammer fra. Ifølge myten skulle lovstoffet være dikteret af Gud til Moses, og det er som sådan en del af en religiøs myte. Af lovstoffet fremgår det blandt andet, at Gud krævede, at homoseksuelle skulle slås ihjel. I middelalderen blev det religiøse lovkrav taget så alvorligt, at man faktisk slog homoseksuelle ihjel, men siden da har den religiøse holdning flyttet sig. Kravet om dødsstraf blev først erstattet af fordæmmelse og udstødelse, og i dagens Danmark er udviklingen nu kommet så langt væk fra det oprindelige, at der stort set er enighed om, at homoseksuelle kan kræve, og få, en kirkelig velsignelse af deres forhold.

Den slags udviklinger er ikke udtryk for, at religioner bliver mindre religiøse, eller at der opdages hidtil uafslørede sandheder i de gamle tekster, men at religioner udvikler og tilpasser sig deres samtid. Som i det ovenstående tilfælde med homoseksualitet, hvor lovstof blev omtolket, så er det normalt, at man på trods af diverse efterrationaliseringer og omtolkninger stadig finder det relevant at henvise til selvsamme lovstof, når man skal udpege grundlaget for ens etik og moral, selv om praktisk brug skulle ligge nok så fjernt fra kildens faktiske ordlyd.

Videnskaben på fast grund?

Set fra en videnskabelig vinkel er efterrationalisering af myterne ikke så tilfredsstillende, som man umiddelbart kan føle. Vi har ikke beviser for, at Jesus har levet, og så længe dette er tilfældet, er det selvsagt lidt malplaceret at diskutere de nærmere omstændigheder omkring en påstået gåtur foretaget af Jesu fødder, også selv om andre fødder måske kan have benyttet sig af eventuel is.

Vi ved, at de tidlige kristne havde en tro på Jesus, men vore kilder til deres tro er ret sene (nedskrevet mellem ca. år 50 og år 120), og kan ikke bekræftes af eksterne kilder. Vi ved, at der i tiden har været andre omvandrende profeter i området, så det er sandsynligt, at beretningen om Jesus i visse træk bygger på en eller flere faktisk eksisterende personer, men vi kan ikke afgøre, hvilke dele, der bygger på en eller flere faktiske personer, og hvilke dele, der er fiktion. At en beskrevet begivenhed kan have fundet sted, er jo på ingen måde garant for, at den faktisk har fundet sted. I praksis betyder det, at selv om vi måske kan have en formodning om, at der kan have eksisteret en person, som i en eller anden grad har dannet historisk grundlag for myterne om Jesus, så kan vi ikke sige noget om denne person.

Vi må derfor konkludere, at teorien om, at Jesus gik på is, måske nok virker mere videnskabeligt plausibel end mytens påstand om, at han skulle have gået på vandet. Hvis der har været is på søen på et tidspunkt, så er det da meget muligt, at nogen i ny og næ har vovet sig ud på isen. Men da udsagnet om Jesu gang over isen samtidig bibeholder det mytiske postulat om, at det var Jesus Kristus, Guds søn, der befandt sig på overfladen af Genesaret sø, hvilket stadig er et uunderbygget mytologisk postulat, så løser hypotesen om vandets temperatur faktisk ikke ret meget. Så længe vi ikke kan placere Jesu Kristi fødder solidt på jødisk jord, så giver det slet ikke mening at diskutere, om de var placeret på is eller på vand på en dato, man ikke kender.

Myten som genre

I tillæg til dette kommer genrespørgsmålet. Vi ved, at beretningerne om Jesus ikke er historiske vidnesbyrd men religiøse myter. Dette afsløres både af myternes religiøse brug, af deres form, og af deres indhold. Når man sammenligner Det Nye Testamentes beretninger med andre mytologier, så er der mange eksempler på, at man har lånt temaer og begivenheder. For eksempel er det et meget almindeligt træk i myter, at man har beretninger om, at særlige personers fødsel er ledsaget af specielle begivenheder, og mange af Jesu mirakler kan også finde yngre paralleller i området omkring Palæstina.

Når vi accepterer, at vi har at gøre med mytegenren, er vi også nødt til at læse beretningerne som myter. Denne viden fjerner noget af motivationen for at komme med naturvidenskabelige forklaringer på myternes påstande. At myterne hævder, at der er sket utrolige og uforklarlige ting, og at Jesus gør noget, som ellers er umuligt, så er det jo netop myternes budskab. Vi står kort sagt ikke med en historisk begivenhed, som måske er blevet misforstået, og som derfor kan have glæde af en naturlig forklaring. Vi står med et religiøst postulat, som formidler et religiøst budskab, som vi kan opnå større eller mindre indsigt i. Mytens plausibilitet er i denne sammenhæng ligegyldig for budskabet, for mytens budskab kan sagtens forstås, selv om man ikke tror på den mytiske beretning. Dette fremgår tydeligt, hvis vi ser på selve myten (Matthæusevangeliet kap. 14, 25-33):

Vi ved, at evangelierne er nedskrevet længe efter det tidspunkt, hvor de omtalte begivenheder hævdes at have fundet sted. Deres indhold, form og skriftsprog tyder på, at de blev skrevet ned med det formål at få romere til at acceptere det kristne budskab og konvertere. Det ovenstående citat er ikke et dagbogscitat foretaget af Matthæus, men en religiøs beretning, som søger at formidle et religiøst budskab og bringe folk til at tro på kristendommen, med alt hvad den indbefattede for de tidlige kristne. Som det fremgår af citatet, så bruges Jesu påståede vandring på vandet til at fremhæve, at han er en person med overmenneskelige evner, at han har magt over naturkræfterne, at han kan redde dem, der tror på ham, og at han er Guds søn. Hvis man har stirret sig så blind på påstanden om, at Jesus gik på vandet, at man har overset svagheden ved alle disse andre postulater (som netop er det budskab, som myten vil have os til at acceptere), så er man selv faldet i.

Behovet for efterrationaliseringer

Det er oplagt, at myter vil blive udsat for fortolkninger, omtolkninger og efterrationaliseringer, hvis de skal kunne tilpasse sig nye tider og nye samfundsformer. Dette har altid fundet sted, og er en af de mekanismer, som gør religioner så fleksible, at de kan overleve over tid. I dag er det de færreste kristne, der opfatter Det Gamle Testamente som en historisk tekst, og myterne læses (hvis de da overhovedet bliver læst!) som opbyggelige historier med et mere eller mindre abstrakt indhold, som i større eller mindre grad er relevant i dag. Sådan har myter også altid været brugt, så det er der intet nyt i.

Det Nye Testamente opfattes typisk ikke nær så ahistorisk som det gamle, hvilket man hurtigt vil opdage, hvis man f.eks. stikker hovedet indenfor i en skoletime, hvor lærerne beretter om påskens traditioner. Selv i dag har mange danskere den opfattelse, at Jesus faktisk har eksisteret som en historisk person, og at f.eks. hans mytologiske indtog i Jerusalem på palmesøndag faktisk er en historisk begivenhed, som har dannet grundlag for vor nutidige tradition. En nylig undersøgelse foretaget af Epinion for Kristeligt Dagblad (KrD. 12. april 2006) har da også vist, at hele 69 procent af befolkningen opfatter Jesus som en historisk person.

Denne historiske opfattelse af Jesus og hans handlinger giver et naturligt behov for at efterrationalisere de mirakuløse træk i myterne om ham. For hvis der er tale om historiske begivenheder, og ikke bare eventyr, så må vi også få beretningerne til at stemme overens med den verden, som vi ellers lever i. Nogle moderne kristne går så langt i dette efterrationaliseringsprojekt, at de fjerner alle miraklerne, og transformerer Jesus til en filosofisk læremester, som desværre er blevet misforstået og tolket religiøst. Ifølge ovennævnte undersøgelse er det f.eks. "kun" 36 procent, der tror på, at Jesus overvandt døden, og da dette er en af de mest centrale forestillinger i den kristne tro, så må man formode, at tiltroen til Jesu øvrige mirakler er betydeligt mindre.

Som religiøst projekt er en sådan omtolkning helt legitim, da den jo bare er endnu en form for kristendom blandt de titusinder af andre former. Men tolkningen gør selvsagt vold mod myterne i deres egen ret, idet den kvæler myternes budskab. Hvis vi fjerner Jesu mirakler eller efterrationaliserer dem, så Jesu mirakuløse gåtur på vandet alene bliver til en lystfiskerhistorie, hvis sandhed var, at Jesus gik på is eller høje bundgarnspæle, så fjerner vi også myternes oprindelige budskab om, hvem Jesus var, og hvordan han netop ikke var underlagt naturlovene. Man kan sige, at man i efterrationaliseringens tjeneste gør myterne mere troværdige som historiske beretninger på trods af, at de ikke er historiske, men man fjerner dermed også det budskab, som de forsøgte at formidle.

Konklusion

Nyheden om, at Jesus måske i virkeligheden havde gået på is, rejste dels spørgsmålet om, hvorfor en sådan efterrationalisering af den mytologiske begivenhed fandt sted, og dels hvorfor teorien har en så almen interesse, at den blev formidlet så massivt.

Svaret skal findes i det forhold, at på trods af sekulariseringen af det danske samfund, så er der stadig en stor tiltro til Det Nye Testamente som historisk dokument. Det Nye Testamente indeholder ifølge manges opfattelse om ikke den bogstavelige sandhed om den historiske Jesus, så i hvert fald en større eller mindre kerne af historiske fakta, som interesserer folk, og som de føler en vis fortrolighed med. Folk er interesserede i Jesus som historisk person, og vil gerne diskutere, om Jesus gik på is eller vand, alt efter religiøst temperament. På trods af den manglende historiske dokumentation, så opfatter de det som et faktum, at Jesus havde sine fødder massivt plantet på jødisk jord omkring år 30.

Når vi er oppe imod religiøs tankegang og formidling af samme i dagens Danmark, så er det sjældent fundamentalismen, men denne slags ureflekteret mytetro, som vi er oppe imod. Det er også den slags, vi skal være pinligt bevidste om, hvis vi sender vores børn til kristendomskundskab, hvor de blandt mange andre ahistoriske og mytologiske forestillinger nok skal blive belært om, hvilke "historiske begivenheder", der ligger til grund for vores kristne helligdage, og hvilken kristen moral, vores moderne samfund påstås at være bygget på. Glemt er, at udgangspunktet for vores viden om kristendom er myter, og at disse myter er efterrationaliseret og omtolket i en sådan grad, at de oprindelige forfattere ikke ville have kunne genkende budskabet.

I de seneste år har der været stigende interesse for kristendomsundervisningen fra Folketingets partier. Hos højrefløjen insisteres der på obligatorisk kristendomsundervisning, idet der dog oftest lægges vægt på, at kristendomsundervisningen er ikke-forkyndende. Fra venstrefløjen foreslås der en udvidelse af faget, så det også indbefatter andre livssyn. Men fra begge sider kan vi forvente, at kravet om ikke-forkyndelse overser, at faget i dag formidler et budskab, som ikke er videnskabeligt underbygget. Tværtimod er kristendomsundervisningen netop forkyndende, når eleverne får at vide, at Jesus mente, sagde eller gjorde bestemte ting, og når de bliver præsenteret for Jesus som en historisk person, da dette jo netop er et religiøst postulat.